Anmeldelse: PRÆRIENS SKRAPPE SANGERE
– en spaghettiwestern, som vor mor lavede den

Juul Fotografi for Figaros 2026
✮✮✮✮✮✮
' ……min cowboy-JA-hat blæste af …… '
– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION
PRÆRIENS SKRAPPE SANGERE er Figaros' og Den Ny Operas samproduktion anno 2026. Vi befinder os i revygenren, og så alligevel ikke – for nok er der lagt i 'lejerbålet', til fis og ballade, men der synges også igennem af de 4 aktører, så det batter.
JA-cowboyhatten blæste af
Når en opsætning præsenteres som 'en spaghettiwestern, som vor mor lavede den', ved man, at der er noget i gærde. Jeg havde selv iført mig min JA-cowboyhat, som jeg til sidst opgav at holde på, så jeg lod den blæse af, for magen til spas, opfindsomhed og charme skal man lede længe efter. Rent ud sagt – det er længe siden, vi er blevet så godt underholdt!!
Revy har som bekendt en del elementer, der skal spille og være på plads. Vi forventer samfundskritik, vi forventer der gøres grin med os selv som danskere og vi forventer øretæver til politikerne. Nogle forventer lidt indslag med 'under bæltestedets-komik', samtidig med, at hovedvægten af sjov lægges over bæltestedet, showet igennem. Vi forventer musik, sang og måske fællessang. Endelig er parodier kærkomne og 'leg med ord' – der kan misforstås osv. Jeg har sikkert glemt noget, og redaktionens Louise Frevert kan som revyekspert sikkert komme på flere elementer – hun ville sikkert sige noget med 'dans', kunne jeg tænke mig.
Fuld fart på
ALT det og mere til formår PRÆRIENS SKRAPPE SANGERE at servere med baked beans som topping. Men de gør mere end det – umådelig flot sang og musikalitet strømmer ud til publikum – og for vort vedkommende nød vi indtagelsen af denne hjertevarmende begivenhed hos de søde mennesker i Taastrup Teater og Musikhus, hvor venlige og veloplagte folk fra byens teaterforening stod på spring for i frivillighedens navn at hjælpe til med afviklingen.
Forestillingen havde fuld fart over feltet og man kedede sig ikke, samtidig var forestillingen sammenhængende. At røbe for meget omkring plot og jokes i en anmeldelse som denne, mener jeg, spoiler oplevelsen for publikum. Jeg vil dog nævne det korte rids i spareribsne og fortælle, at setuppet er, at de fire skuespillere er fire brødre – den ældste hedder Bill, den næstældste hedder Bill, den næste hedder Bill og den yngste…..hedder også Bill. Dette skal man dog ikke lægge for meget i, da alle skuespillere skifter karakter et utal af gange undervejs. De 4 gange Bill har problemer med økonomien, så de springer ud som dusør jægere. De skal fange forskellige forbrydere for at få fat i den store dusør, og det går ikke stille af.
Vi møder et bredt spektrum af personligheder, lur mig om ikke Dolly Parton kigger forbi? Eller som fotografiet viser 'fuskeren' Keld Heick. Alt hvad vi kender fra diverse westerns kommer for en dag, men forestillingen begrænser sig ikke kun til USA – mere skal ikke røbes.

Juul Fotografi for Figaros 2026
En gigantisk landsdækkende turné
Lisbeth Kjærulff og Karen-Marie Lillelund er forestillingens kvinder, der så udmærket mestre herreroller også. På herresiden finder vi Kristian Jensen der også kan spille dame, og Allan Dahl Hansen, som står for den musikalske afdeling.
Scenografien er yderst vellykket og stemningsfyldt og godt fundet på af Figaros og Trine Dueholm. En storskærm benyttes flittigt og det fungerer perfekt. Samtidig skal man have in mente, at scenen og udstyret skal være transportabelt, da forestillingen kommer forbi tæt ved, hvor du bor og aflægger besøg de kommende måneder på over 40 lokationer i kongeriget – en bedrift må man sige.
Så det er nu, du skal lokke lillemor eller lillefar eller hele familien med i teatret – nuvel publikum havde en hvis bedagelse, men selv børn vil kunne finde forestillingen sjov.

Juul Fotografi for Figaros 2026
Anmeldelse: PRÆRIENS SKRAPPE SANGERE – se mere her
Anmeldelse: PRÆRIENS SKRAPPE SANGERE – tjek om de kommer tæt på hvor du bor her
Anmeldelse: PRÆRIENS SKRAPPE SANGERE er skrevet af chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

