Teater

Blaagaard Teater: KANNIBALEN

Blaagaard Teater: KANNIBALEN

 

 

 

Samproduktion mellem Det Kongelige Teater og Blaagaard Teater

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

‘ …….. Jeg har sjældent set så nærværende teater ….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

Mørke. Kun mørke. Dine sanser bliver vakt til live på en anden måde, når du tvinges til at opleve i mørke. Lyset er slukket, selv nødudgangsskiltet er slukket. Mørke og stilhed. Vi befinder os i samme rum som de to elskende, der er ved at forberede sig til det, de begge har ønsket i flere år: at finde et menneske med de samme lyster som dem selv. Umiddelbart burde det ikke være vanskeligt, men i dette tilfælde, er der tale om en mere end bizar lyst.

 

Den ene søger en mand der vil spises, den anden en mand, der vil spise ham. En alt fortærende besættelse, som har taget år at få realiseret, og nu ser det ud til at kunne lykkes.

Autentisk perversion

Historien er baseret på en virkelig begivenhed. Armin Meiwes søgte på internettet efter en person, et frivilligt offer, som ønskede at blive spist. Efter et stykke tid svarede Bernd Jürgen Armando Brandes på henvendelsen, og de to aftalte at mødes. Brandes boede i Berlin og var på det tidspunkt i et forhold med en anden mand. Brandes og Meiwes mødtes i marts 2001 i Meiwes hjem i Rothenburg. Han boede i et stort hus med mange værelser og der var blandt andet også indrettet et værelse med et slagterbord. Med henblik på at kunne partere sit offer/måltid.

 

Meiwes og Brandes optog alt på video, for at kunne dokumentere forløbet og deres enighed omkring det. Da de mødtes sagde Meiwes: ‘Det er mig der er Kannibalen’, og Brandes svarede: ‘Og jeg er de 30 kg menneskekød. Plus lidt’. – de reelt ægte citater fra videoen!

Fængsel på livstid

Meiwes parterede Brandes i mindre stykker, puttede dem i plastikposer og lagde dem i sin kummefryser. Meiwes blev arresteret efter at have ledt efter et nyt offer på nettet. Manden gik til politiet. Man fandt rester af stakkels Brandes i hans hjem og Meiwes er idømt fængsel på livstid.

 

Oprindeligt var det aftalt, at Meiwes skulle bide Brandes penis af, men det kunne ikke lade sig gøre, den var for sej. Meiwes hentede en kniv og skar den af. Det var meningen de skulle dele den og spise den sammen. På det tidspunkt var Brandes stadig ved bevidsthed, og Meiwes stegte den på en pande med salt, peber og hvidløg. Brandes havde fået piller og alkohol, men var stadigvæk vågen.

GRU

Det er en gruopvækkende forestilling. Den handler om kærlighed, begær, ensomhed, længsel efter at blive accepteret som nogen og noget særligt. Forfatteren har ikke bare villet få os til at væmmes ved denne fatale og sadistiske handling. Han prøver at få os til at forstå grunden til denne frygtelige lyst. En altfortærende længsel efter det perfekte. At kunne have et menneske inden i sig altid. Det er jo i virkeligheden en smuk tanke, men i denne kontekst alt for voldsom.

Sygeligt

Man kender godt følelsen, bare ikke på et så makabert område som dette. Det forbudte, makabre pirrer. Det eksisterer. Vi tiltrækkes, men vi når heldigvis aldrig så langt ud som Brandes og Meiwes. Det er jo to stakkels mennesker, der begge søger kærlighed og har opelsket en sygelighed som de endelig ser en mulighed for at kunne forløse. Jeg må indrømme, der var pasager der nærmest lammede mig af væmmelse. Det er forståeligt, at det har været det mest omdiskuterede stykke i medierne i maj måned 2022.

Genialitet

Lysdesignet er intet mindre end genialt. Den første halvdel foregår som sagt for det meste i mørke, men med enkelte effekter med lys på personerne. Den sidste del er med et lys der udgør scenografien. De to skuespilleres præstationer er fremragende. De får os til at mærke dem helt ind i sjælen. Jeg har sjældent set så nærværende teater. Intet mindre end eminent.

 

 

Blaagaard Teater: KANNIBALEN, medvirkende: Morten Burian & Patrick Baurichter. Manuskript: Johannes Lilleøre. Iscenesættelse: Sargun Oshara. Lysdesign: Jes Theede.

 

 

Se mere om Blaagaard Teater: KANNIBALEN her

 

 

 

Blaagaard Teater: KANNIBALEN er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION