Bob Dylan i Royal Arena – igen (2025)

en reportage af ASGER SCHNACK

Foto: Richard Mc

' ……. vi strømmede ud af koncertsalen mod en overfyldt metro med ansigter og hilsner og pludselige genkendelser og en absolut medviden om en eminent oplevelse … '

– Dylan-eksperten Asger Schnack, KULTURINFORMATION

Et mylder af mennesker med metroen på vej mod Royal Arena i København, sådan begyndte aftenen, der hurtigt udviklede sig til et stort, billedrigt show, da først de mange mennesker havde fundet deres pladser, og der var faldet ro på og mørke i salen og et beskedent lys på scenen, hvor de fire musikere viste sig, Tony Garnier (bas), Anton Fig (trommer), Bob Britt (guitar), og Doug Lancio (guitar), til almindelig begejstring, efterfulgt af Bob Dylan (flygel, guitar, mundharmonika) til fornyede klapsalver, og hvor de nu uden tøven lagde ud med ”I’ll Be Your Baby Tonight”. Det var der en vis rimelighed i, men allerede det næste nummer var ”It Ain’t Me, Babe”, så var temaet ligesom slået fast, at der var modsatrettede følelser og indsigter på spil.

Det fortsatte så med ”I Contain Multitudes”, det første nummer fra Rough and Rowdy Ways, Dylans seneste album fra 2020, som turneen er opkaldt efter, og hvorfra samtlige numre undtagen det 17 minutter lange ”Murder Most Foul” bliver spillet ved hver koncert som faste punkter på setlisten, lige siden turneen begyndte i Milwaukee, Wisconsin i november 2021. Oprindelig var turneen tidsmæssigt begrænset med undertitlen World Wide Tour 2021-2024, men da den sluttede i London efter tre aftener i Royal Albert Hall den 14. november 2024, efter 228 koncerter i USA, Europa og Asien (kun afbrudt af 26 sommerkoncerter med Willie Nelson m.fl.), vendte Bob Dylan overraskende tilbage til selvsamme turné og fortsatte den i USA (igen afbrudt af sommerkoncerter, The Outlaw Musical Festival, med helt andre setlister) og nu i Europa, med København som tredje destination efter Helsinki og Stockholm.

Variabel setliste

Det er meget atypisk for Bob Dylan at turnere – endda i flere år – med den seneste plade på programmet, vel egentlig ikke for at promovere udgivelsen, men fordi det er hans statement nu og her, det er her, han står. Således er setlistens ni numre de samme fra koncert til koncert, hvorimod de otte øvrige varierer i en form for tilbageblik til tidligere statussange som ”When I Paint My Masterpiece” og ”Watching the River Flow” såvel som ”It’s All Over Now, Baby Blue”, ”Desolation Row” og det faste afslutningsnummer ”Every Grain of Sand”. Men det interessante er, at de gamle numre alle er trukket op i nutiden og endnu en gang omarrangeret, heldigvis, kunne man sige, for det betyder, at hele koncerten fremstår som et udtryk for nu.

Koncerten i Royal Arena føltes som én lang jazzkoncert i 17 afsnit, eller en film i 17 landskaber, tilrettelagt, men med plads for improvisation og ’omvending’ af det velkendte. ”Desolation Row”, det sidste nummer fra Highway 61 Revisited (1965), en af Bob Dylans ubetinget største sange, som han har spillet nu 665 gange i koncert i mange forskellige udgaver og under forskellige vilkår og forhold og tidsstemninger, blev her en let og angstfri sang, trods tekstens tunge surrealisme. Der er så lang afstand til sangen nu, at det på én gang er en klassisk del, anonym, nærmest, af USA og Verden, den verden, vi lever i, og et hjerteblad i Bob Dylans eget indre hemmelige univers. Det er sindschokerende at sidde i en stor, menneskefyldt arena i 2025, fjernt fra det New York, hvis underbevidsthed tegnes op, og lytte til en sang fra 1965, fremført af sangskriveren selv, i en ny version, glitrende med sin sandhed og eviggyldighed.

Fortid & nutid

Det er disse glæder og overraskelser, man får ved en Bob Dylan-koncert, der er ikke et øjebliks ro, hvis man træder ind i situationen med fortiden og nutiden hvirvlet sammen i den øjeblikkeligt gældende nutid, hvor billeder rejser sig i én og står som spejle i den store sal med billeder fra et ekstraordinært tekstmateriale, blandet med syn og sagn fra éns eget levede liv. En stor gyngende fornemmelse af at sejle i et skib af fælles erfaring, klargjort og lagt til rette her på verdenshavet. Man glider let over i metaforik og mytologi, når det drejer sig om Bob Dylan, men samtidig er han ganske cool og gør ikke noget ud af sig selv.

Poesi og verdenslitteratur

Bob Dylan har altid været litterær, idet han selv er verdenslitteratur og i form af henvisninger til litterære skikkelser, og i den henseende er Rough and Rowdy Ways ingen undtagelse, det er et meget ordrigt album med citater og henvisninger – ”Do I contradict myself? / Very well then I contradict myself, / (I am large, I contain multitudes)” hedder det hos Walt Whitman i Song of Myself (jf. ”I Contain Multitudes”) – ”I was born on the wrong side of the railroad track / Like Ginsberg, Corso and Kerouac” (”Key West (Philosopher Pirate)”). Ja, nogle af sangene får nærmest karakter af recitation, en slags jazz-and-poetry (i en meget personlig form). Det var derfor også vidunderlig dejligt, at lyden var så god i Royal Arena, og ikke mindst, at Bob Dylans stemme var så stærk og gik så godt igennem.

Det er tre år siden, Bob Dylan sidst var i Royal Arena, den 30. september 2022, på samme turné og ligeledes til stor succes. Det er svært at sammenligne hen over tid, men det var i alle tilfælde ikke en mindre oplevelse at genhøre ham i samme svimlende lokale eller rumfartøj, som Royal Arena udgør. Jeg oplevede bandet som endnu mere sammenspillet (ny trommeslager, jeg ved ikke, om det har noget at sige) og endnu mere under frihedens vinger, som en avantgarde bundet sammen af kærlighed og respekt.

'Jeg har været til en masse koncerter'

Jeg har været til mange koncerter med Bob Dylan siden mine første i Göteborg i 1978 (jeg missede koncerten i K.B. Hallen i 1966), og det er forbløffende, hvor forskellige de har været, at det er den samme Bob Dylan er vanskeligt at forstå, men det er en del af hans geni, hans forvandlingsevne i samme identitet. Vi har hver især vores krydsreferencer til hans univers, og det gør også hans koncerter til et møde mellem det fælles og det unikke i det under alle omstændigheder betydningsfulde. Det gjaldt også tirsdag aften i Royal Arena, hvor, da ”Every Grain of Sand” tonede ud, og Bob Dylan sikkert allerede befandt sig på vej mod Hamburg, vi strømmede ud af koncertsalen mod en overfyldt metro med ansigter og hilsner og pludselige genkendelser og en absolut medviden om en eminent oplevelse.