Himlen set fra jorden
BOGANMELDELSE
✮✮✮✮
‘ …. fordi hans vældige styrke er så stor, og hans kraft så stærk, mangler end ikke én – ESAJAS’ bog ….’
– Martin Hänsche, KULTURINFORMATION
Er du en af dem der fascineres af nordlys, kometer på himlen, sol- og måneformørkelser, så vil du helt sikkert også blive betaget af de smukke billeder i bogen Himlen set fra Jorden som udkom på forlaget Strandberg Publishing i slutningen af 2022.
Bogen er først og fremmest en fotobog, men den indeholder et væld af oplysninger om det man kan se gennem et teleskop en stjerneklar aften langt væk fra byens lysforurening. Så medmindre du allerede er i astrobranchen vil du med garanti blive forundret og lære noget om universet du ikke vidste i forvejen.
Himlen set fra jorden – opbygning
Værket indledes med et forord af astrofysiker og professor ved Niels Bohr Instituttet Anja C. Andersen, som også har forfattet de indledende tematekster til de første fem kapitler, hvor du bliver præsenteret for detaljerede fotografier af Mælkevejen, Solen, Månen, stjernetåger, kuglehobe og fjerne galakser.
Det sjette og sidste kapitel, der handler om teknikken bag astrofotografering, er skrevet af astrofotograf, stjerneeventyrer og foredragsholder Jakob Arthur Andersen, som står bag de mere end 100 spektakulære fotografier i bogen. Med en fotoproduktion på blot 10-15 billeder om året, repræsenterer bogen med Jakobs egne ord ”min mangeårige opdagelsesrejse langt ud i rummet”.
Foto: © Jakob A. Andersen – all rights reserved
Kendt af selv NASA
Det er tydeligvis en krævende opgave at indfange billeder af rummet og stjernehimlen, og man kan ikke undgå at få respekt for det store arbejde, der ligger bag fremstillingen af hvert enkelt billede. Det kræver viden, øvelse, de rigtige vejrforhold, masser af tålmodighed og en hel del efterbehandling, men Jakob A. Andersen kan sit kram.
Han er internationalt kendt for sine billeder og har for nyligt vundet The International Photography Awards’ førstepris i kategorien Astrofotografi for fotografiet ”Our angry sun”. Flere af hans fotografier er også blevet delt af den amerikanske rumfartsorganisation NASA. Du kan se mere om Jacob A. Andersen på hjemmesiden www.clearskyastro.dk
Historien bag
Alle fotografier i bogen ledsages af små billedtekster, som ikke kun fortæller, hvad det er man ser, men også indeholder andre oplysninger som fx baggrundshistorie, størrelser og afstande til jorden, fototekniske informationer m.m. Alt sammen noget der bidrager til den samlede forundring over det uendelige univers som vi er en del af.
Foto: © Jakob A. Andersen – all rights reserved
En wauw-oplevelse i lysår
Bogen er spækket med svimlende tal, som det er svært at forholde sig til, og den indeholder en del tekniske oplysninger, der nok mest vil fange læsere med en naturvidenskabelig interesse eller en passion for astrofotografering. Alt måles i lysår, hvilket nærmest er ubegribeligt i sammenligning med det korte menneskeliv, men alle vil uanset baggrund få en wauw-oplevelse ved at bladre igennem bogens fantastiske fotografier. (Lysets hastighed svarer eksempelvis til en rejse fra Københavns lufthavn ned til Costa Brava i Nordspanien 75 gange frem og tilbage på EET sekund!)
I en tidsalder hvor mange af os nok tilbringer mere tid end vi egentlig har lyst til på at bøje hovedet nedad og kigge på vores små lommeskærme, inspirerer bogen til at kigge opad og betragte den smukke stjernehimmel og se det hele i et lidt større perspektiv. Det optimale er selvfølgelig selv at bevæge sig uden for byens lysforurening, og dyrke stargazing på egen hånd, men alternativt kan man erhverve bogen og tage på en rumrejse til fjerne galakser hjemme i stuen.
Foto: © Jakob A. Andersen – all rights reserved
BOGANMELDELSE: Himlen set fra jorden – se mere her
BOGANMELDELSE: Himlen set fra jorden er skrevet af Martin Hänsche, KULTURINFORMATION