Bornholms sommerrevy 2025
Regn med mere sol

Fotograf: Justine Høgh
✮✮✮✮✮
' …… jeg havde Valdemar (13 år) med til revy for at finde ud af, om dagens unge vil finde den lidt gammeldags form for humor relevant og morsom – Valdemar morede sig i 2 timer …..'
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Ikke alene har revyen jubilæum i Danmark med sine 175 år på bagen, Bornholmsrevyen har 50 års jubilæum. Den gang hed den ’Regn med sol’. I anledning af jubilæet er revyen i år blevet kaldt ’Regn med mere sol’. Dog har Bornholm haft revy ’on and off’ i 146 år. Søren Hauch-Fausbøll var ansvarlig for Bornholmerrevyen fra 2001-2005. Der skulle gå nogle år før traditionen genopstod, med Søren og instruktør og skuespiller Gunvor Reynberg. De startede forfra i det helt vidunderlige sted ’Kyllingemoderen’, beliggende i Almindingen, midt på Bornholm. Nemt for alle at komme til. Huset er et stort, charmerende og hyggeligt træhus.
De mange revyer i 2025
For KULTURINFORMATIONs vedkommende, bliver denne revy sommerens sidste revyanmeldelse. og hvilken revy! Den er helstøbt, morsom uden at være plat, der er ingen løftede pegefingre, den er aktuel og kontroversiel i forhold til andre revyer, og pint pointer forskellige sider af den menneskelige natur på en kærlig humoristisk måde. Desuden er der nogle strålende tekster som revyholdet formidler med bravour.

Fotograf: Justine Høgh

Fotograf: Justine Høgh
Søren Hauch-Fausbøll
Søren Hauch-Fausbøll er intet mindre end genial morsom. Jeg kan ligeså godt afsløre med det samme, at revyens morsomste nummer er ’Karl Frandsens lange rejse’. Søren er med i et eksperiment, hvor han efter indtagelse af større mængder alkohol, bevæger sig gennem forskellige dyrestadier, jo mere beruset han bliver. Han skal trykteste den menneskelige promilletolerance.
Der er håb for revyen i Danmark
Folk hulkede af grin, inklusiv KULTURINFORMATIONs udsendte, ledsaget af junioranmelder Valdemar Frevert på 13 år. Jeg havde Valdemar med til revy for at finde ud af, om dagens unge vil finde den lidt gammeldags form for humor relevant og morsom. Valdemar morede sig i 2 timer. Det vil sige, at revyen i Danmark ikke behøver være bange, for ikke at kunne trække et yngre publikum i teatret.
Revyholdet Gunvor Reynberg, Søren Hauch-Fausbøll, og Frida Cæcilia Rødbroe samt Joakim Lind Graa Tranberg klæder og supplerer hinanden fortrinligt. Desuden synger alle godt. Desværre måtte revyens kapelmester Johan Gustav melde fra. Han skulle spille på sommerens jazzfestivaler. Gode råd var dyre, derfor blev numrene indspillet på bånd og tre af skuespillerne spiller forskellige instrumenter undervejs. Det fungerer over alt forventning.
Revyen er skruet godt sammen og tempoet er højt uden at være forceret. Der er i alt 30 numre og det er ikke ét for meget. I en revy skal der selvfølgelig også være lokalt stof, og det var da også i de numre man kunne høre at bornholmerne sad og småklukkede genkendende. F. eks. i nummeret’ Bornholms regiment’, hvor intet fungerer og der skal passes på klippeøen. Og ’Far til fire på Bornholm’ hvor det lokale busselskab får en over snuden. Alle ved, at busserne ikke fungerer og kører som vinden blæser.

Fotograf: Justine Høgh
Gunvor Reynberg
Gunvor Reynberg er en stærk revyskuespiller. Hun er alsidig og har en god gennemslagskraft. Hun har et nummer ’Min surdej’, der viser den surrogatkultur, som er kommet med, at vi skal kunne klare det hele. Hun er er vild i nummeret ’Kunstmaleren, hvor hun maler på et tomt hvidt lærred og mimer til musik af Brahms. Uden nogen opdagede noget, vendte hun maleriet om, og der var pludselig en tegning af Dirch Passer. Intet mindre end imponerende.
Joakim Lind Graa Tranberg
Det var optakten til Joakim Lind Graa Tranbergs store medley med melodier og sketchs fra vores store revystjerne Dirch Passer. Det er mere end modigt at kaste sig ud i og lige umiddelbart tænkte jeg: Klarer han det? Og ja, det gjorde Joakim. Alle de kendte numre, lige fra ’Mudderkliren’, ’Hvem har du kysset i din gadedør’ og 'Sommer i Tyrol' var med. Det var rørende og underholdende. Her slog Joakim Lind Graa Tranberg fast, at han kommer til at blive fast inventar på fremtidens revyscener.
Frida Cæcilia Rødbroe
Frida Cæcilia Rødbroe er igen med i årets revy. Frida kan det hele. Hun har mange gode numre. Bl.a. i ’Jumfrubjerget’ spiller hun en folkedansermusiker med en harmonika, der bare ikke gider være med. Hun er bedårende i nummeret ’Min mor hækler’. Hun har været underlagt moderens luner hele livet og gået i hjemmehæklet tøj. Nu er det strik, moderen har slået sig på. Her får hospitalsvæsenet sig en over nakken. Ligeledes er Frida og Søren vidunderlige i ’Chico og Coco’, en mimesketch. De er to klovne der udspiller dilemmaer i et venskab.
Flot scenografi
Revyens scenografi er flot og lyrisk kreeret af Rikke Juellund. Julie Jacobsen har skabt fantasifulde og farverige kostumer. De understøtter skuespillerne hele vejen igennem revyen. Der er nogle vanvittigt hurtige skift under vejs, hvor man normalt ville tro, at det var umuligt at nå. Scenografi og kostumer skaber en fin helhed. Vivi Siggaard står for koreografien. Den fungerer upåklageligt og det er glædeligt, at Vivi har tilpasset den til holdet. Der er skruet lidt op på sværhedsgraden, men ikke mere end alle ser ud til at hygge sig. Strålende. Bornholms sommerrevy ryger absolut helt til tops blandt de bedste fem i 2025.

Fotograf: Justine Høgh

Fotograf: Justine Høgh
Bornholms sommerrevy 2025. Revyens medvirkende: Gunvor Reynberg, Søren Hauch-Fausbøll, Frida Cæcilia Rødbroe og Joakim Lind Graa Tranberg.
Bornholms sommerrevy 2025 – se mere her
Bornholms sommerrevy 2025 er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm

