Når den indre Mojito drysser aske
Vi anmelder Claus Høxbroes Digtsamling ‘Smertens leje’ –
udkommer 13. juli 2020, i stærkt begrænset antal eksemplarer.
♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎
Skal man gå uden om emnet døden? I hvert fald ikke hvis man hedder Claus Høxbroe. I den nye digtsamling finder vi 33 sider med nye og gamle tekster om, når vores indre Mojito smelter isterningerne og vi kun står med asken tilbage.
Jeg fandt den lille digtsamling rørende – og måske endnu mere bevægende, da den overfor os alle sætter tankekarrusellen i gang. Vi lever alle kun så kort i vores hylster, mens vores hjerner og hjerter er skabt med evigheden for øje.
For et par år siden besøgte jeg en god ven på hospitalet – der lige skulle have fikset noget med hjertet. Han lå og jokede i sengen, og bestilte pizza. Den følgende morgen levede han ikke mere – han blev 56 år. ‘Livets skjorte var blevet for kort’, som Shu-bi-dua sang i 1978 nummeret ‘Den røde tråd’.
Livet er en enkeltbillet til døden og Høxbroe beskriver vores tilbageblevne smerte over dem, vi mistede alt for tidligt – nogle ‘gik i forvejen’ og andre ‘kom aldrig ud af 20’erne’. Nogen hjalp sig selv med ‘at tjekke ud’.
I samlingens sidste digt skriver Høxbroe: De døde vil bæres / Livet går videre – (kursiveret af red.). De få ord er et værdigt punktum for den lille morbide digtsamling.
Forsiden til digtsamlingen ‘Smertens leje’ er malet af Christoffer Gertz Bech, og man skal hoste i lommerne efter 155 dukater for at få bogen leveret i sin postkasse, eller deltage i nedenstående arrangement og modtage digtsamlingen, samt gravøl fra Nørrebro Bryghus, mens beatpoeten læser op. At jeg som anmelder blev tildelt eksemplar nummer 009 ud af de i alt 150 eksemplarer, anser jeg for et privilegium.
Lad mig slutte med at citere min kunstsamlerven NielsH med at stille et spørgsmål, han ynder som valgsprog: ‘Er du levende, når du er død, eller er du død, når du er død?’
Udgivelsesreception og oplæsning
Onsdag d. 8. juli kl. 19:00 – 21.00
Foreningen Liv&Død, Nikolaj Plads 27, 1067 København
Billetter på Billetto.dk
Billetpris: 130 dukater
NB: I skrivende stund, har Corona nedbragt antallet af pladser, og der er derfor allerede udsolgt – vi håber her på redaktionen, at der snarest kommer en ny mulighed.
‘Smertens leje’ kan beordres hos Gentlemanden Leo Henriksen her: www.GentlemensJockeyClub.dk
BONUS: Claus Høxbroe har mange projekter på tegnebrættet. Blandt andet er der et album på vej, i samarbejde med Jens Vilhelm Pedersen, bedre kendt under kunstnernavnet Fuzzy.
Foto: Morten Lundrup
Indlægget er skrevet af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION