Det gode dårlige eksempel…..
ONE HUNDRED – a Tribute to Charlie Parker i TIVOLI
♥︎♥︎♥︎♥︎
Glassalen i Tivoli dannede rammen for 100 års jubilæet for den nærmest sagnomspundne Charlie Parker. Den sorte musiker Parker kom til verden i 1920 og havde en saxofon om halsen, da han så dagens lys …..måske næppe, men tæt på.
ONE HUNDRED – a Tribute to Charlie Parker hed setuppet. Tivolis kulturdirektør Frederik Wiedemann, der beklædte en af værtsrollerne, viste sig at have mere dybe rødder i det Parkerske miljø end man lige skulle tro. Han fortæller, at Parker aldrig har spillet i Tivoli, men på en svensk turné i 1950 kom han en enkelt aften forbi KB-Hallen, der var forholdsvis halvfyldt og spillede et par numre sammen med andre store navne. Ingen tog notits af besøget, måske lige bortset fra en 20-årig ung journalistspire, der ville veksle et par ord med Parker, som blev bragt i Information. Den unge interviewer hed Erik Wiedemann og er det faderlige ophav til Tivolis kulturdirektør.
Sådan forløb aftenen med anekdoter og småinterviews sammen med DRs jazzekspert Naya Buric som medvært. Der blev snakket Charlie Parker med de mange optrædende musikere i den bedste kaminpassiariske stil, og perlerækken af landets dygtigste jazz saxofonister fortalte om deres forhold til den legendariske Parker, der var en af jazzens banebrydende pionerer op gennem 40’erne, og som desværre alt for tidligt lader livets alvorlige skyggesider, med narkotika og andet misbrug æde ham op. Ved obduktionen mener lægerne, der et tale om en 50-60årig mand, der er død alt for tidligt. Charlie Parker blev 34 år.
Villa. vovse eller kanyler?
Et af aftenens højdepunkter var Benjamin Koppel, der satte et tidsperspektiv og historie på den sorte jazzmusikers liv eller mangel på samme i 30’erne og 40’ernes USA. Restriktioner, fattigdom og helt almindelig racehad skabte de værst tænkelige ugunstige vilkår. Parker forfølges også af tragedier, og set i den kontekst findes der altså en forklaring, men måske ikke en undskyldning, for det stofmisbrug, der bliver anstødsstenen til hans alt for tidlige bortgang. Og Koppel trækker linen i sandet endnu dybere, da Wiedemann spørger om man, som Koppel, overhovedet kan være en ‘dygtig jazzmusiker’ når man har hustru, børn, vovhunde og hus i Valby, og altså ikke stikker sig med gifte hver og hver anden dag. Benjamin Koppel, der selv via sine aner kender til racefordommenes forrykte ansigt, fastslår, at her i vores kongerige, der udgør promiller af verdens befolkning, har vi det nok lidt bedre, end vi sådan lige går og regner med – og at man sådan helt frit kan spille jazz og leve et pænt borgerligt liv er en dyd og forret alle bør værdsætte. Jazz eller ej – bør vi ikke alle værdsætte den danske frihed og værne om vores privilegium, spørger Benjamin ud i salen? Og til dette statement udebliver ikke en bragende applaus.
Musik, Bebop og Jamsession
Udover de gode snakke var der naturligvis en lang række Parker numre, der skulle jammes på. Vi fik således set eksempelvis to gange von Bülow, i det Christina von Bülow havde taget sin voksne søn med, der er landet på jazzvejen med sin guitar. Pelle er allerede blevet beæret med det eftertragtede mindelegat fra postbuddet Folmer Jensen tidligere på året – uddelt i Tivoli.
Aftenen igennem kom folk som Mads Mathias og serverede ‘Charlie Parker-bebop’ sammen med Miriam Mandipira. Selvfølgelig afsluttedes aftenen med en jamsession, hvor ovenstående bemeldte kunstnere stod side om side med saxofonisten Jan Harbeck og endelig også Oilly Wallace, der fyrede den af til max.
Charlie Parker fik tilnavnet Bird. Og som Naya Buric sluttede af med at konstatere, fik han mennesket højt op at flyve med sin musik, samtidig med at han selv dykkede ned i afgrunden. Miles Davis er blevet citeret for at sige, at jazz kan siges i fire ord: ‘Charlie Parker og Louis Armstrong‘ – jeg fik det nu til fem ord – tæl selv efter….
Foto: Bax Lindhardt
Charlie Parker er anmeldt af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION