Film Interview

Filmen DRUK set nede fra og lidt bag om

Filmen DRUK set nede fra og lidt bag om

 

Fotograf: Henrik Ohsten

 

Kendis make-up artisten Pari Khadem, der er event koordinator for film & Tv gruppen i Dj, inviterede endnu engang redaktionen til bio-event. Denne gang var det Thomas Vinterbergs premiere aktuelle film DRUK, der blev fremvist og efterfølgende kom selveste Vinterberg på banen og blev denne gang interviewet af filmanmelderen Ann Lind Andersen.

Bag om DRUK

Vi vil her gå bag om filmen, mens selve den 5 hjertede anmeldelse af DRUK findes HER. Først og fremmest giver vi lige et kort rids af filmens setup: Den foregår i nutidens Danmark. Fire voksne gymnasielærere og venner, der er midt i livet på godt og ondt, sætter sig for at teste en teori – Er mennesket født med en halv promille for lidt? Fungerer vi ganske enkelt bedre, hvis vi får en ‘skarp’ eller måske endda en ‘gewesen’? Eksperimentet testes og afprøves, bøjes og udvides.

 

Thomas Vinterberg fortæller, at filmen, der er skabt i et samarbejde med Tobias Lindholm, ikke forsøger at moralisere, dømme eller bestemme, hvad folk skal synes og mene om alkohol. Filmens mål er at rejse flere spørgsmål, end den besvarer. Ingen kan sige sig fri for at forholde sig til filmen, fordi den rammer bredt. Ham på vandvognen vil have en mening om den, og det samme vil vi, der hygger til søndagsfrokosten og selv den rumænske flaskesamler vil spørge om, hvor optagelserne har fundet sted så, han kan afhente panten. Hvis 1000 mennesker ser filmen, vil der være tusinde meninger om den – godt gået at producere en film, der i virkeligheden er mange forskellige film og for enkeltpersonen en helt særlig film.

 

Fotograf: Anders Overgaard

 

 

De grønne patroner

 

Hvordan står det til med alkohol i vores kongerige? FF’eren har brødre, der hedder Giraffer, Elephanter og sågar Bjørne og Brutalis. Rød- og hvidvinen fås i 3liters – og det er alt sammen til velvillig og billig afhentning i det lokale lavprissupermarked eller bare oppe på tankstationen, hvor der også som ekstra sidegevinst kan tankes benzin.

 

I filmen udfører den balletuddannede skuespiller Mads Mikkelsen en dans. Vi vil undlade at afsløre hvorfor, men alkohol spiller en vigtig rolle her. Dansen er voldsom, og på mangt en produktion ville man lade stuntmænd udføre disse halsbrækkende dansesteps – men de performes altså af Mads Mikkelsen selv. Vi kan også afsløre, at hans 3 medskuespillere udfører deres fuldemands stunts selv. Og Vinterberg oplyser, at prøverne gik med at gennemse mange timers Youtube drukvideoer fra Østblokken for at studere legemets påvirkning af fuldskaben. Den gode Mads Mikkelsen var ved filmens start ikke fremme med et uforbeholdent ‘ja’ til den dans, han skulle levere senere i DRUK, men under optagelserne lykkedes det altså Vinterberg at få ham med på ideen – og det lykkedes i den allerbedste dansemester stil.

 

I spørgerunden fik vores redaktion lejlighed til at stille det kontroversielle spørgsmål, om den virkelighedstro fremførelse af beruselsen vi ser kun blev frembåret af danskvand, eller om der rent faktisk på settet var alkohol på bordet?

 

Vinterberg roser og forstår spørgsmålet. Og svaret er både ja og nej. På selve settet var der naturligvis ikke alkohol involveret – produktionen beløber sig til over 30 millioner kroner, så der er ikke plads til promiller i blodet – samtidig skulle skuespillerne ikke bare spille plakatfulde eller let berusede i f.eks. 12 timer i træk, så med rigtig alkohol ville dette være umuligt at afstemme og ramme plet omkring. Så det er altså ren skuespilkunst vi fremvises i alle afskygninger af ‘druk- skalaen’.

 

Instruktør Thomas Vinterberg fortæller dog, at man under de mange prøver ‘testede’ de våde varer i moderate mængder samtidig med, at der undervejs under filmens forberedelse også var helt naturlige ‘gode danske frokoster’, som vi alle kender dem. Samtidig var der respekt omkring f.eks. Thomas Bo Larsen, der er AA afholdsmand – og her må redaktionen lige indsparke vores sympati og respekt for samme – og måske er det netop derfor, at Thomas Bo Larsen mesterligt er i stand til at fremvise ‘druksuttens’ sølle liv med fatale konsekvenser. Hatten af for ham.

 

Fotograf: Henrik Ohsten

 

 

 

Dogmefilmen Festen versus DRUK

 

Endelig spørger jeg Vinterberg om DRUK, set i lyset af den årtier gamle dogmefilm ‘Festen’, er lidt beslægtet med ‘Festen’ uden dog at kalde DRUK en dogmefilm. Jeg ville vide, om der er elementer i den nye film af det han som instruktør ‘lærte’ i sine yngre år, og som han ved denne nye film kunne trække på. Og det var der.

 

Vinterberg fortæller, at det håndholdte kamera har overlevet i DRUK. Og udover det passer den kameraføring jo netop rigtig godt ind i det beduggede miljø, og hæver filmen op.

 

Vi drikkes ved – Lad filmen DRUK skænke dig to ‘kolde fra kassen’, inden dagens sidste sundowner. Lad øllen stå – du må hellere gå!

 

 

Tak for invitationen Pari Khadem:-) Film & Tv Gruppen i DJ støtter de danske film og deres bio – event er åben for alle. Det eneste du skal gøre er: Følg @filmogtvgruppenidj og meld dig til bio event.

 

Indlægget er skrevet af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION