Det halve menneske – Eistrup på papiret
Kunst

Det halve menneske – Eistrup på papiret

Det halve menneske – Eistrup på papiret

Kastrupgårdsamlingen – Museet for moderne grafik

 

 

 

Det halve menneske – Eistrup på papiret

Kasper Eistrup. REQUIEM FOR COMMON SENCE, 2022. Installation Mixed Media

 

 

 

 

 

 

‘ ….. Det er intet mindre end betagende ….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

Dette smukt beliggende og statsanerkendte museum gør et stort indtryk på mange måder. Det er super elegant sat i stand og renoveret. Lokalerne er store og lyse og byder på estimerede kunstnere som bl. a. Kurt Trampedach, Eske Kath, Michael Kvium, John Kørner og desuden er der en fin lille samling af en af vores ikoniske nationale malere, Theodor Philipsen, der både indeholder malerier og keramik. Det der kendetegner Kastrupgård er, at alle værker er grafiske værker. Museet har ca. fire udstillinger om året og der er gratis entre, undtaget nogle få arrangementer.

Det halve menneske – Eistrup på papiret

Kasper Eistrup (f.1973) blev kendt som forsanger og ophavsmand til rockbandet Kasmir. Han er en af Danmarks mest respekterede sangskrivere og musikere. Kasmir har også en international karriere bag sig. Eistrup har mange talenter, og endnu et er hans virke som billedkunstner.

 

 

 

 

 

 

 

Det halve menneske – Eistrup på papiret

Kasper Eistrup. SHOOTING STAR (ANNA KARINA)

 

 

 

 

 

På det litografiske område har han etableret sig solidt. Han startede tidligt med at tegne og har udviklet en avanceret og flot teknik. Hans kærlighed til papir skinner tydeligt igennem på denne udstilling. På hans rejser over hele verden køber han papir, af forskellig struktur og karakter. Det kan være vintage kort, tegnepapir, man finder kaffeplettet papir i hans værker, alt sat sammen med streger, figurer, symboler og mennesker, skildret på en følsom og alligevel direkte måde. Papiret gør værkerne dybe og får udtryk og historier frem, der ellers ikke kunne være muligt.

 

Du bevæger dig igennem en fascinerende verden hvor hvert billede fremstår som en særegen historie. Er der et narrativ i værket eller ej? Beskueren bliver nødt til selv at svare. Denne udstilling er en slags forlængelse af udstillingen Fragmentarium, 2018, på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Kronprins Frederik åbnede udstillingen, og både Kasper Eistrup og Kronprinsen afslørede Eistrups billede af Kronprinsen. Et strålende portræt, hvor Kronprinsen sidder afslappet i en pink sofa, iført slåbrok, butterfly, grå bukser og seler.

 

 

 

 

 

Kastrugårdsamlingen – Museet for moderne grafik

Kasper Eistrup. The Non-Gravity Twist (Zaha Hadid) 2017. Litografi.

 

 

 

 

Musik og papir

Igennem hele udstillingen høres musik. Melodiske toner, næsten meditationsagtige. Det skal vise sig at forklaringen kommer senere. Hovedværket på Eistrups udstilling er hans kæmpemæssige installation, som er det sidste værk i udstillingen. Du træder ind i et rum, hvor musikken fuldstændig omslutter dig, den musik du hele tiden har kunnet høre på udstillingen, nu bare meget højere og mere direkte. Lyden er perfekt. Høj, men lige tilpas. Du nærmest lægger dig i musikken og bliver totalt opslugt af lyd, lys og billeder. Der er store billeder på væggene, belyst forfra med projektører.

 

I en cirkel står der spisestole, den type stol var i hans barndomshjem. Man får lyst til at sætte sig på dem, men opdager at de er uden sæder. Der ligger nogle puder rundt om stolene, hvor du kan sætte dig. En musik/installationsrunde varer ca. 8 min. Musikken kører uendeligt. Det er intet mindre end betagende.

Altid nyt at se på Kastrupgårdsamlingen

Kastrupgårdsamlingen er en udflugt værdig. Man kan også slentre lidt rundt i den lille skulpturpark og bagefter nyde en forfriskning i cafeen. Men først og fremmest skal man ikke snyde sig selv for at se den spændende udstilling samt de andre værker på museet. Kastrupgård har små 7000 værker i deres magasiner, som løbende bliver udskiftet i den permanente samling, så der er altid noget nyt at se på.

 

 

 

 

 

 

Kastrugårdsamlingen – Museet for moderne grafik

Kasper Eistrup. AN OCEAN AWAY 2021. Mixed media on paper

 

 

 

 

 

 

 

Det halve menneske – Eistrup på papiret, slutter 29. januar 2023.

 

Der er fri entré for alle besøgende på Kastrupgårdsamlingen.

 

Se mere om Det halve menneske – Eistrup på papiret her

 

 

 

Det halve menneske – Eistrup på papiret er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION