Det Kongelige Teater: BEVÆGELSEN

✮✮✮✮

‘ ……. stykket er skræmmende, men også opbyggende …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Man går lettere rystet ud af teatret. Tænk, hvis vi fik en samfundsudvikling-afvikling som beskrevet i stykket? I dialogen bliver udtrykket af-vide brugt, men det ses som et udtryk for at fjerne noget, tage det væk. Langsomt bliver et samfund omstyrtet af påtrængende nye ideer.

Første samfund, første generation

En yngre mand er blevet far. Han står med sin nyfødte datter, Gry, i armene. En begivenhed der burde være lykkelig, men her har den udviklet sig tragisk. Hans kone døde under fødslen. Hun er blevet kunstigt befrugtet. Manden lever i et højteknologisk samfund, som vores i dag. Han er veluddannet og bidrager til samfundet. Der opstår en eksistentiel krise hos ham. Han er uforstående overfor den uretfærdighed, der er overgået ham ved tabet af hans elskede. Det bliver en øjenåbner for ham. Ikke noget med at skrue tiden tilbage, snarere udradere al den teknologi som styrer os i hverdagen og kan være farlig. Han mener, at det er teknologien og videnskaben, der har slået hans kone ihjel.

En idealist er blevet skabt i ham og han starter en ny Bevægelse. Hans vrede mod samfundet vender han udad og anser sit forehavende med at afvikle videnskab og teknologi i samfundet, som vejen frem mod en ny verdensorden. Han smider alle elektriske genstande væk. Mikkel Arndt er den unge far og indtager scenen med tyngde. Man tror på hans ildhu og bliver næsten overbevist om, at hans ideer er de eneste rigtige. I løbet af første scene udvikler Mikkel sig fra den blide nybagte far, til en ildspyende fantast. Flot præstation.

Man genkender alle de nutidige progressive bevægelsers argumentationer i retorikken. Den lettere demagogiske snak fornægter sig ikke. Dommedag er nær, hvis du ikke retter ind. Se på Anti-vax’erne under corona, i 70´erne var det nej til atomkraft osv. Det er nemt at få fælles fodslag, hvis man kan se en kollektiv fjende. Vi er i følelsernes vold.

Det Kongelige Teater: BEVÆGELSEN

Andet samfund, anden generation

Gry er nu 34 år og har fortsat faderens arbejde. Hun møder en ung mand, Jonathan, halvt så gammel som hende, der ikke går af vejen for noget. Unge mænd med en masse testosteron i blodet er strålende kæmpere. Han påvirker Gry så meget, at hun bliver overbevist om, at hun skal deltage i den destruerende kamp mod det bestående. Desuden bliver hun forelsket i hans såkaldte styrke. Han er sikker på, at alt skal smadres, for at noget nyt og godt kan opstå. Det ser hun som konstruktivt.

De mange modstridende følelser bliver svære for Gry at tackle, og tingene vendes på hovedet for hende. Hun er ulykkelig, men det bliver til et brændende had i kampen for at afvikle samfundet, i Bevægelsens navn. Inden hun forlader ham, er hun blevet gravid. Maria Rossing er en overbevisende Gry med al den indignation og vrede hun opdager, der er inde i hende. Alvin Olid Bursøe som Jonathan er god. Han formår at vise både ungdommeligt nærvær og agressivitet, uden det kammer over.

Tredje samfund, tredje generation

Gry har fået tvillinger og de er 17 år. Vi er fremme i år 2076. Der er sket meget i årenes løb. Alt er drejet i en anden retning. Der er ingen retningslinjer, det er nærmest blevet et autonomt samfund. De to tvillinger, en pige, Cecilie Bogø Bach, og en dreng, Jonathan Bergholdt Jørgensen, er blevet frontpersoner i Det Nationale Regressionsråd. De står hele tiden og smiler fjoget, som havde de en maske på. De udstråler overbevist fanatisme. Hvordan skal og kan, to teenagere varetage en sådan opgave?

Det går helt ad Pommern til og viser klart, at hvis der ingen retningslinjer er i et samfund, vil det kollapse. Alle gode intentioner bliver undermineret af selviske ønsker og hurtigt bliver folk primitive og egoistiske. De taler om ligeværdighed mellem kønnene, men det er tom snak. Søsteren elsker en anden og det kan broderen ikke klare. Han siger at der er ligeberettigelse, indtil videre, men søsteren holdes nede. Samfundet er vendt 180´. Vi ser hvordan det hele er ved at styrte sammen. Ingen læser bøger længere, viden er en saga blot og samfundet er ved at fordummes. Jonathan Bergholdt Jørgensen og Cecilie Bogø Bach er eminente. Du tror på dem. Deres glatte perfekte facade krakelerer, da deres inderste jeg kommer frem.

Det Kongelige Teater: BEVÆGELSEN

Fjerde samfund, fjerde generation

Søsteren har født et barn, en dreng, og er død i barselsseng, som kvinden i første scene. Drengen bliver anbragt hos et ældre ægtepar, som ikke selv har fået børn. ’Det er næsten som i et eventyr´, siger man. Folks vrede og tolerancetærskel er blevet mindre, og det bliver slet ikke som i et eventyr. Det er et indblik i menneskets potentiale for destruktion.

Drengen bliver, hvad man vil kalde mobbet ud af samfundet. Han er ikke som de andre, han er søn af `hende`. Det er tydeligt at skyld og skam kommer til at herske og kan kun kanaliseres videre på en måde, med vold. Uden viden må man følge dem, der har indtaget en selvbestaltet førerposition. Alvin Olid Bursøe viser en råstyrke som drengen, der går så grueligt meget igennem. De 4 andre sekunderer med overbevisning.

Femte samfund, femte generation

Vi er fremme i 2105 og møder en ung Gry, tipoldebarn til manden fra første samfund. Nu er samfundet blevet indoktrinerende og restriktivt. Man kommunikerer kun med enstavelsesord, alle vogter på hinanden, bøger eksisterer ikke, man er såkaldt uddannet som 13-årig, får et barn når man er 14 år og kommer ikke uden for sin lille by. Kort sagt, det er blevet et ignorant samfund uden progression.

Gry har en veninde der hedder Sol, som har et forstørrelsesglas fra fortiden. Igennem det kan de se verden på en anden måde end de plejer. Og de kan sætte ild til et lille dyr! Gry vil gerne vide mere, og håbe på en bedre fremtid. Hun ved ikke hvordan det har været, men hun ser et spøgelse, personificeret som den første gamle Gry. Hun er bitter og hadefuld og har endelig forstået, at intet bliver bedre af at stoppe udviklingen på den måde som hendes generation gjorde!

Skal vi ‘af-vide’? Skal vi ‘ud-vikle’ os?

Stykket er skræmmende, men også opbyggende. Vi får smasket lige i hovedet, at det ikke er den rette vej frem at ´af-vide`, afvikle alt, og alt bliver bedre hvis vi afskaffer det bestående. Det ved vi godt, men fristelsen opstår alligevel en gang imellem. Har vi brug for videnskaben? Ja. Skal vi være varsomme med at bruge den? Ja. Kan vi undvære den? Nej. Mange spørgsmål står tilbage og trænger sig på og de kan kun blive besvaret ved eftertænksomhed og omtanke. Ikke med restriktioner, vold eller forbud.

Det er et superhold instruktør Thomas Bendixen har sammensat. 5 unge spillere med masser af talent og kraft. Som dramatiker Dennis Kelly mener: kimen til udvikling ligger i mennesket. Det er unaturligt for mennesket at afvikle, fordi vores hjerne er som den er. Vi har en trang til at opdage og udforske nye ting, og vil man afvikle samfundet, kan det kun ske med tvang. Det er et tungt stykke, med til tider en kompliceret dialog.

Maria Rossing

Det Kongelige Teater: BEVÆGELSEN. Skuespilhuset. Medvirkende: Maria Rossing, Mikkel Arndt, Alvin Olid Bursøe, Jonathan Bergholdt Jørgensen, Cecilie Bogø Bach. Dramatiker: Dennis Kelly. Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Scenografi og kostumedesign: David Gehrt. Lysdesign: Mårten K. Axelsson. Lyddesign: Jes Theede. Oversættelse: Caspar Eric.

Det Kongelige Teater: BEVÆGELSEN – se mere her

Det Kongelige Teater: BEVÆGELSEN er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm