FILMANMELDELSE: BLACK BAG
Spionthriller
© UIP
✮✮✮✮✮
‘ …… en spionverden hvor ingen aldrig ved, hvem de kan stole på ….’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
George Woodhouse arbejder i den engelske efterretningstjeneste afdeling, NCSC – National Cyber Security Centre. Han mødes med en kollega, der giver ham en liste på 5 personer, der alle er mistænkt for at være muldvarpe-lækket i hans afdeling. En af de mistænkte på listen er Georges kone, hun arbejder også for den engelske efterretningstjeneste. Problemet er opstået ved, at briterne har udviklet et nyt hemmeligt våben og det ser ud til, at det er blevet til en slags salgsvare. Det er et stykke ’malware’, en ’orm’. Hvis den bliver aktiveret, kan det få sikkerheden på et atomkraftværk til at bryde sammen, og en kernenedsmeltning opstår. Tusindvis af mennesker vil dø. Det er Georges opgave at finde ud af, hvem forræderen er.
Det særlige spionægteskab
George og Kathryn har et stærkt ægteskab. De elsker hinanden ud over alle grænser. George vil gøre alt for Kathryn, også lyve og dræbe. Det samme vil hun gøre for ham. Er der alligevel en lille sort plet der gnaver?
Det er helt almindeligt at spioner danner par, for i virkeligheden er det vanskeligt at leve i et forhold med en, der ikke er spion. Alle har hemmeligheder, men de fleste er gode til at skjule dem for hinanden, når de lever sammen. Det er også nemt at dække sig ind under, at det er en ’Black bag sag’. Noget vi ikke kan tale om, vi putter det i den ’sorte sæk’. Mange kender andres hemmeligheder og skyer ingen midler for at bruge dem til afpresning. For det er jo alt sammen i den gode sags tjeneste at beskytte England mod fremmede kræfter!
© UIP
Middag med skjulte dagsordner
George vil afholde en middag for alle på listen, for at finde bedrageren. Invitationen er lagt op som en hyggemiddag for tre par. George elsker at lave mad og som alt andet han foretager sig, er han overordentlig detaljeret. Intet er overladt til tilfældighederne. Lige før maden bliver serveret, advarer han Kathryn mod at spise noget af chana masalaen. Han har puttet et sandhedsserum, DZM5, i retten. George regner med, at det kan få gæsternes tungebånd på gled.
Inden middagen har to andre par sat hinanden i stævne på en bar for at lægge en slags plan. De betragter sig som Gorge og Kathryns venner, men er uforstående overfor denne pludselige invitation. De er klar over, at der må være en skjult dagsorden.
Det ene par er Oberst James Stokes (Regé-Jean Page), som rapporterer direkte til George. Page står skarpt som den korrekte militær mand, som man kan regne med og aldrig træder ved siden af. Han er fremragende. Han er kæreste med Dr. Zoe Vaughan (Naomie Harris). Hun er hele afdelingens psykiater, alene det er noget rod. Naomie Harris får en del ud af sin rolle og viser sårbarhed under den professionelle og kliniske facade. Hun hører og ser alt. Harris er overbevisende i sit spil. Freddie Smalls som Tom Burke, er det helt rigtige valg, som den evige skørtejæger, der drikker lidt for meget. Han er blevet forbigået i en forfremmelsesrunde og er indebrændt. Han nuancerer rollen på fineste vis og bliver aldrig for aggressiv, tværtimod finder han sig i en hel del fra sin nuværende kærestes Clarissas side. Også da hun under middagen hugger en kniv igennem hans hånd. Clarissa er nylig ansat cyber sikkerhedsekspert, spillet af Marisa Abela. Man fornemmer hurtigt. at der er mere gods i hende end først antaget. I løbet af filmen udvikler hendes rolle sig overraskende.
© UIP
Et univers af løgne
Du kan ikke undgå at blive indfanget i dette univers af løgne, fortielser og ikke mindst hemmeligheder. Steven Soderberghs instruktion har fået skuespillerne til at fremstå autentiske. Der er blevet gjort et stort forarbejde for at få dem til at agere som spioner, hvordan de så end er, men det virker overbevisende. Davis Koepps manuskript er overraskende. Jeg var helt overbevist om, at jeg vidste hvem vendekåben var, men det var helt forkert. Det er en spændende film, med flere lag.
I de mange scener hvor Kate Blanchett-Kathryn og Michael Fassbender-George spiller sammen, oplever vi de mange facetterede sider af et forhold, som får det til at fungere, uanset om det drejer sig om spioner eller andre. De bliver mennesker, der på trods af deres arbejde er bundet sammen både følelsesmæssigt og seksuelt. De forguder hinanden. De andre fire ‘mistænkte’, viser med fortræffelighed at alle har en skjult side. I BLACK BAG er vi i en spionverden hvor ingen aldrig ved, hvem de kan stole på. Men er det ikke også sådan i den virkelige verden? Jeg vil under ingen omstændigheder afsløre mere.
© UIP
FILMANMELDELSE: BLACK BAG – se trailer her
FILMANMELDELSE: BLACK BAG. Medvirkende: Kate Blanchett-Kathryn St. Jean, Michael Fassbender-George Woodhouse, Marisa Abela-Clarissa Dubose, Tom Burke-Freddie Smalls, Naomie Harris-Dr. Zoe Vaughan, Regé-Jean Page-oberst James Stokes, Pierce Brosnan-Arthur Steiglitz, Gustaf Skarsgård- Meacham. Instruktion-Steven Soderbergh. Manuskript-David Koepp.
FILMANMELDELSE: BLACK BAG er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm