Gran Canaria: Uden badetøfler

‘ …. De næste mange dage skal gå med at udforske denne den tredjestørste af Kanarieøerne …’

– Benjamin Nyrup Figueiredo, KULTURINFORMATION

Gran Canaria… Øen i Atlanterhavet med det fremragende klima, de endeløse sandstrande og det azurblå hav er så meget mere, end de fleste turister når at opleve. Tag med på en tur til det Gran Canaria, som alt for mange turister forbigår.

Allerede under indflyvningen til Las Palmas bringer kaptajnens ord minder frem fra min barndom: “Vi börjar nu inflygningen till Las Palmas. Temperaturen är 19°C och det är nästan molnigt (overskyet).” Mangen turist må være blevet en anelse skuffet over at lande på Gran Canaria og have indstillet krop og sjæl på sol, sommerlige temperaturer, badeshorts og klipklapper blot for at konstatere, at vejret i det nordøstlige Gran Canaria ikke spiller på samme banehalvdel. Det er der dog som oftest ingen grund til, for klimaet i syd er ganske anderledes. Jeg burde ikke længere blive overrasket over, hvor stor forskel der er på vejret omkring Las Palmas og det, man finder i Mogán-området på sydkysten – dér hvor de fleste turister søger hen.

Er man som jeg ikke rigtigt til turistmekkaernes All Inclusive-ophold, grisefester, Sangria, fish&chips og Jägerschnitzel, har øen heldigvis meget andet at byde på. Det kræver dog en udlejningsbil, og vores venter på os i lufthavnen. Jeg har bestilt en bil i Polo-klassen hos Sixt af flere grunde. For det første er servicen hos dette selskab rigtig god, og jeg har aldrig skullet diskutere, hvorvidt en lille bule eller ridse fandtes i forvejen eller ej; men derudover får man tit en bedre bil end den, man egentlig havde bestilt og betalt for. Ved skranken ville den søde unge dame gerne tilbyde en “opgradering” for små penge. Her gælder det om at stå fast og sige pænt nej – og så får man typisk den bedre model til samme pris. Jeg kan således køre fra lufthavnen i en nyere Hyundai i30 med bl.a. Android Auto GPS for under 2.000,- kr. for 12 dage, hvilket må siges at være en god pris.

Af sti afsted mod byen Taurito på sydkysten ad GC-1, “Autopista del Sur”. Motorvejen forbinder Las Palmas-området i nord med Puerto de Mogán i sydvest. Den sidste bid mellem Puerto Rico og Mogán åbnede i 2013, og man blev endeligt fri for gedestien langs kysten, der på sine smalleste steder knapt nok tillod to turistbusser at passere hinanden. Der er heldigvis løbet meget vand i stranden siden da, og i dag kan øen bryste sig af en velfungerende og tidssvarende infrastruktur. Måske bortset fra kystvejen mellem Taurito og Puerto de Mogán, som blev lukket af et stenskred i 2017, og som stadig er ufremkommelig for både kørende og gående, hvilket for os betyder en omvej på 10 km, når vi ønsker at besøge den pittoreske havneby.

Nuvel, efter at være blevet installeret i vores udmærkede Airbnb-lejlighed med den vidunderlige udsigt over Atlanterhavet, går vi til ro. De næste mange dage skal gå med at udforske denne den tredjestørste af Kanarieøerne.

Vandring nær Los Azulejos

Blot 20 km og 35 minutters kørsel fra Taurito ad snoede bjergveje finder man Los Azulejos (“Fliserne”). Det er et område med særprægede og farvestrålende klipper, samt en ferskvandssø som føder et vandfald. Man er ikke i tvivl om, at vi befinder os på en vulkanø: Klipperne ser ud til at changere i en palet af farver, hvilket kan henføres til en tilstedeværelse af vand, lava (retteligt magma) og en række forskellige mineraler, der i forbindelse med iltning har fremavlet de fascinerende regnbueagtige farver, også kaldet hydrotermale årer. En ældre lokal señor forsøger at binde mig en historie på ærmet om, at klipperne bliver malet op hvert år af hensyn til turisterne – før spøgefuglen bryder ud i et stort smil.

At jeg lige et sekund, før jeg får tænkt mig om, går med på spøgen, må jeg undskylde med, at de grønne og blålige klippeformationer vitterligt ser menneskeskabte ud. Her bibringer de en smuk kontrast til den sædvanlige gyldne glød af størknet lava, der ellers præger det ganske landskab.
For at få den helt rigtige oplevelse skal man ud på en mindre vandretur, hvor især begyndelsen kan få den gennemsnitlige rejsende til at sige fra. Fra hovedvejen går der en bjergsti, som ikke er specielt godt skiltet, og prologen kræver i bogstaveligste forstand, at man forcerer de første meter kravlende op ad klipperne, hvilket nok skal få folk i halvdårlig form eller med forkert fodtøj til at holde sig tilbage. Det er en skam, for når først man er kommet forbi de indledende anstrengelser, er turen ganske tilforladelig – husk blot gode, solide vandresko. Mere end en enkelt gang er jeg ved at skride i sandet og blandt småstenene på den ofte ganske stejle rute, ikke mindst når jeg lige skal have det helt rigtige billede på mobilen.

Vi når frem til foden af det, der skulle have været et vandfald, men da det ikke har regnet længe, på trods af at vi er i december måned, er vandet sparsomt. Et par frøer hver på størrelse med en knyttet hånd bryder gennem vandspejlet, da de opfatter, jeg nærmer mig. Man kan ikke undgå at føle en vis ærefrygt over naturen og dyrenes evne til at tilpasse sig de barske forhold med knaphed på vand i de fleste af årets måneder, og hvor adgangen til føde er begrænset.

Selvom vandet stort set er væk, og man kun kan tænke sig til, hvordan vandfaldet ville se ud efter et større skybrud, så føler jeg stadig, det er hele turen værd. Fra vandfaldets udmunding har man en slående udsigt over Los Azulejos de Veneguera, og man kan ikke undgå at blive –ja, bjergtaget.

Området Los Azulejos er fascinerende, men lad os drage videre. Vi tager tilbage mod GC-1, den nord-sydgående motorvej; i morgen går turen videre i retning mod Las Palmas og senere mod øens tag, Pico de las Nieves.

Los Azulejos

Foto: Daniele Franchi, Unsplash

Pico de las Nieves – Snetoppen

Som bekendt er Gran Canaria ligesom de øvrige Kanariske øer resultatet af vulkansk aktivitet, og det kommer da ikke som nogen overraskelse, at man finder det højeste punkt på midten af øen, dér hvor vulkanen for omkring 2000 år siden havde sit seneste og angiveligt største udbrud. Traditionelt set har man betragtet Pico de las Nieves som værende Gran Canarias højeste punkt med sine 1.949 meter. Men ret skal være ret, og bjerget Morro de la Agujereada knejser syv meter højere; det ligger dog også i det samme område.

Holder man som jeg af bjergkørsel, ligger der 50 minutter foran en fra hovedvejen ved kysten, og til man når nationalparken. Det er en fantastisk tur med varierende landskaber, flora og fauna. Vejen derop er de fleste steder rigtig god, men undgå at tage afsted lige efter et snefald, hvor de lokale lokkes til for den sjældne fornøjelses skyld at se sne. Når det sker, bryder trafikken sammen, biler må efterlades, fordi de på sommerdæk ikke er i stand til at kravle op af de skrappe stigninger, og også fordi de lokale ikke har erfaring med vinterkørsel.

På vores vej op møder vi en del cykelryttere og også nogle gående. En køn ung atletisk kvinde på en professionel racercykel træder godt i pedalerne, mens hun ledsages af en mandlig knallertkører. Stigningerne er visse steder over 20 %, så det er noget, der trækker tænder ud. En ældre herre i halvfjerdserne har taget udfordringen op og vandrer målbevidst mod toppen. Nogle mener, at den bedste måde at opleve turen på er ved at vandre et stykke ad vejen eller tage cyklen. Det kræver, at man er i mere end almindelig god form.

Før vi – i bil – når toppen ad GC-130, kommer vi til udkigspunktet, Caldera Los Marteles, beliggende i 1.529 meters højde, og hvor man har en betagende udsigt til dalene på begge sider af vejen. Ordet Caldera henviser i geologisk forstand til en lavning med stejle sider forårsaget af et vulkanudbrud. Man er ikke i tvivl om de kræfter, som har været på spil for at skabe dette imponerende sceneri.

Gran Canaria: Uden badetøfler

Foto: Canary Ride, Unsplash

Mod syd kigger vi ned i en dal præget af græsser, buske og anden lav vegetation, mens disen løfter sig op som kæmpe vattotter, båret af opadgående vinde skabt af formiddagssolens stråler. Mod nord er landskabet mere frodigt med palmer, pinjer og allehånde stedsegrønne træer. Vi vælger at tage en af vandrestierne ned i dalen. En enkelt flue summer omkring og gør os selskab – jeg gætter på den var blind passager i turen på vej herop – men ellers er der helt tyst. Udover lyden af vores egne skridt mens vi betræder klippestien, er stilheden nærmest larmende. Vi bevæger os nedad i dalen i omkring en kilometer, idet vi indånder den friske bjergluft og duften af fugtigt græs og buske, som har formået at slå rod. Vi møder ikke en sjæl og føler os helt alene i verden, i ét med naturen. Vi slår os ned på en plet badet i sol for at indtage vores medbragte sandwiches, eller bocadillos for de hispanofile samt et glas køligt kildevand.

Klima

“Hvordan er klimaet på Gran Canaria?” kan kun besvares med “det kommer an på…”. Øen har mindst fire klimazoner. Nord og midt er grønne og frodige, hvorimod der i syd kun falder sparsomt med regn. Er man til sol og sommer, skal man bo i Mogán-området, nærmere bestemt Puerto Rico og dets nabobyer. Ofte hører man, at vejret altid er godt her, og det gælder da også det meste af året, men i december til februar kan man godt opleve køligt vejr og stedvis regn. Jeg besøgte senest øen i december 2022, og der havde vi godt vejr cirka halvdelen af tiden. På midten af øen i højderne kan man være heldig at opleve sne, hvilket får de lokale til at valfarte til.
Fra tid til anden rammer Scirocco-vinden fra Sahara øen, og ofte med sandstorm som følge heraf. Når det sker, er det stærkt ubehageligt at opholde sig udendørs.

Efter en rum tid trasker vi tilbage op mod vejen, og jeg kan glæde mig over, at de mange timer i fitnesscentret endelig giver pote. Min ledsagerske slås hørligt med vejrtrækningen efterhånden som det går mere og mere stejlt opad. Ved udkigspunktet har en driftig sælger en bod med lokalt producerede produkter. Vi bemærker, hvor rimeligt han falbyder sine varer og køber et par flasker chilisauce og en brændevin fremstillet på kaktusfrugter, før vi sætter os ind i Hyundaien for at tilbagelægge de sidste 5-6 kilometer op til toppen, godt 400 meter højere oppe end, hvor vi nu befinder os.

Det siges jo, at der er koldt på toppen, men på en decemberdag som i dag, har vi dog 11°C – ca. 10°C koldere end ved havets overflade – solen stråler fra en næsten skyfri himmel, og der er ingen tegn på sne nogetsteds. Udsigten er fortryllende, og man rammes igen af ærefrygt over naturens storslåethed og diversitet. Jeg havde i forvejen tjekket anmeldelserne af El Pico på nettet, og de var enslydende: “Super flot udsigt”, “smukt, storslået”, “et sted man bare må opleve”, “bjergudsigten er en drøm”, o.s.v. Og nu kan jeg så istemme koret. Her er virkeligt smukt og særpræget, og de vedstående billeder er ikke i stand til at yde stedet fuld retfærdighed.

Måske særligt interessant for Pico de las Nieves er det faktum, at man ikke blot befinder sig på et højt punkt og kigger ned. Man kigger fra en udsigtsplatform direkte ind på selve bjergtoppen, Morro de la Agujereada. Der er flere fascinerende klippeformationer at betragte, fx Roque del Señor Champiñón, eller Champignon-mand-klippen, som med lidt god vilje ligner en – ja, champignon.

I klart vejr kan man endda se helt over til Teide på Tenerife. Dens som oftest snedækkede tinde er Spaniens højeste punkt med sine imposante 3.718 meter.

Mættet af indtryk kører vi igen tilbage mod dalen og holder ind til siden for at betragte udsigten undervejs. Lov dig selv at tage turen næste gang du kommer på disse kanter.

Benjamin Nyrup Figueiredo

Kunstnerbyen Agaete

Bor man som vi og de fleste andre turister på sydsiden af Gran Canaria, kan turen til Agaete virke uforholdsmæssigt lang. Fra vores udgangspunkt i Taurito skal man køre ¾ af øen rundt mod uret langs kysten via Las Palmas, en tur på over fem kvarter. Men det er køreturen værd.
Byen er over 500 år gammel, og dens mange hvide huse står i flot kontrast til de farverige skrænter. Byen har været stedet for mange kunstnere, hvilket forklarer de mange kunstudstillinger, der møder en. Naturparken Valle del Agaete, der ligger blot 3-4 km fra selve byens centrum, kan med dens mange citrusfrugter og subtropiske planter prale af at have et af de smukkeste landskaber på Gran Canaria. Det er et paradis af frodighed og fred, som man bør besøge, hvis man er til naturskønne vandreture – og det bør man være!

Geografi og dialekt

Gran Canaria er arealmæssigt den tredjestørste af de kanariske øer, overgået af Tenerife og Fuerteventura, men den næstmest befolkede med et indbyggertal på ca. 865.000. Las Palmas er hovedstad for alle Kanarieøerne, hvoraf knapt halvdelen af indbyggerne bor, og hvor man også finder øens lufthavn.
Som bekendt er sproget spansk, men med en dialekt som minder om den, man finder i Centralamerika. For spanskkyndige kan det nævnes, at formen “ustedes” modsat rigs-spansk benyttes i stedet for “vosotros”. En række spansk-kanariske ord har deres ophav i Latinamerika; det gælder fx det meget udbredte “guagua” (“autobús”). Bemærkelsesværdigt nok har portugisisk også efterladt sig aftryk i den lokale dialekt, og helt frem til begyndelsen af det tyvende århundrede taltes et pidgin-portugisisk i den nordlige del af øen Palma.

Kan man tale om et unikt sted på øen, må det være Agaete-dalen. Man finder her et nærmest magisk lys, der vanskeligt lader sig beskrive. Stedet giver en en følelse af ro, og hverdagens jag og stress er sat på standby. I dalen ligger adskillige gårde, der er dedikeret til dyrkning af frugttræer og tropiske frugter såsom papaya, mango, avocado, guava og den delikate Agaete-kaffe. Dalen har sit eget mikroklima, og dette er det eneste sted på spansk jord, hvor man producerer kaffebønner, nærmere bestemt Arabica-kaffe. Faktisk er det det nordligste sted på kloden for kaffeproduktion. Jeg må med skam erkende, at før jeg interesserede mig for Agaete, anede jeg ikke, at Spanien rent faktisk er kaffeproducent.

Et besøg i den botaniske have, Huerto de las Flores, må man ikke give afkald på. Havens blomster og træer stammer fra det meste af verden, men fortrinsvis Latinamerika, hvorfra rejsende i det 19. århundrede hjemtog frø, som så blev plantet i dette gunstige miljø. Det botaniske univers er repræsenteret med al dets intensitet i Huerto de las Flores. Her kommer man helt tæt på spændende arter som fx pitangaen, et lille træ hjemmehørende i Sydamerika hvis rødlige frugter bruges til fremstilling af gelé, juice og syltetøj. Canistel, et stedsegrønt træ med frugter, hvis frugtkød har en farve, der ligner æggeblommer, og som tilberedes som punch og likør, der er meget værdsat i Mexico og Brasilien. Græskartræets tørre frugt, som er op mod tyve centimeter lang, bruges til at fremstille instrumentet “maraca” kendt fra salsa-musikken.

Gran Canaria: Uden badetøfler

Foto: Reiseuhu.de, Unsplash

Der er også nogle gode vandreruter, der forbinder Agaete-dalen med resten af Tamadaba-nationalparken, et område på 7.500 hektar, som er en UNESCO-verdensarv.

Gran Canaria: Uden badetøfler

Man kan sagtens tilbringe flere timer i Agaete og omegn, men nu er det på tide at vende snuden hjemad. På vejen gør vi holdt i hovedstaden Las Palmas, der byder på masser af kulturoplevelser og gode muligheder for shopping. “Selvfølgelig” styrtregner det i dag i hovedstaden, men det er stadig 23°C, så på en måde føles det forfriskende, når himmelens subtropiske sluser åbner sig. Ja, Gran Canaria er virkeligt mangfoldigt og mangesidet. Naturligvis trækker de sydlige strande – Maspalomas, Amadores, Playa del Inglés og flere andre – en del i mig, men det må blive en anden dag, vi ifører os badetøflerne.