Teater

BETTY NANSEN TEATRET: I AM GOLD

BETTY NANSEN TEATRET: I AM GOLD

 

 

 

 

 

 

BETTY NANSEN TEATRET: I AM GOLD

Foto: Camilla Winther

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… intet mindre end en betagende forestilling ….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

Barnløshed. Er det et emne for en danseforestilling? Svaret er naturligvis ja. Der er fra begyndelsen fart og tempo over forestillingen. Den åbner med en balletdanser, der dynamisk udfører 16 fouettés, glansnummeret i Svanesøen, hvor de udføres af den sorte svane. Danseren udviser selvsikkerhed og har styr både på sig selv og sit liv. Eller har hun?

 

Vi møder et par i trediverne, Astrid Elbo og Sebastian Kloborg, som er lykkelige og ser med optimisme på fremtiden. De er forelskede og klarer tingene sammen. Hun drømmer om at få et barn med sin mand, leger med legetøj og gør alt for at fremme processen. Hun bliver 30 år og alt ånder idyl. Det viser sig hen ad vejen, at de har vanskeligheder ved at få et barn.

 

Endnu et år går og parret er stadig uden en baby. De prøver alle metoder. De starter fertilitetsbehandling.

Tidsfaktoren

Som årene går, får vennerne børn og det er svært for parret at bevare deres positive livssyn. Både hvad angår deres forhold, men også i relation til vennerne. Kan man glæde sig på andres vegne, hvis man selv er opfyldt af skuffelse og jalousi over at andre får børn?

 

Det er en fantastisk koreografi, og den forskelligartede sammensatte musik i forestillingen, er sigende sammen med små talesekvenser og citater. Vi følger parrets ihærdige forsøg på at få et barn. Vi er med i hele forløbet.

 

Sammensætningen af klassisk ballet og andre stilarter, får hovedpersonernes klassiske kropssprog til at fremstå stramt i sit udtryk. Vi er ikke på noget tidspunkt i tvivl om hvad der foregår.

 

 

 

 

 

 

 

BETTY NANSEN TEATRET: I AM GOLD

Foto: Camilla Winther

 

 

 

 

Fremragende dans

Astrid Elbo er fremragende. Hun er i stand til at omsætte sin krop til perfekte udtryksfulde bevægelser. Sammen med hendes store sceniske udstråling, er Astrid Elbo i stand til at forfine nuancerne i dansen. Hun ER simpelthen denne søgende kvinde. Hendes kropsudtryk er knivskarpt, kombineret med en usædvanlig stærk fremtoning. Koreografisk er det godt tænkt at der er to steder mere i forestillingen, hvor kvinden udfører sine 16 fouettés. Det er når hun skal bevise sin styrke, men alligevel bliver svag bagefter.

 

Sebastian Kloborg supplerer Elbo med et gedigent modspil, og er den forstående, tålmodige partner. Han er inkarnationen af tidens bløde mand. En teknisk fremragende danser, der behersker hele spektret af teknikker.

Lost control

Vi er vant til at kunne have kontrol over det meste i vores liv, og pludselig er der ting vi ikke kan styre. Det skaber et ukendt kaos, der kan dirigere dig steder hen i din psyke, du aldrig havde troet eksisterede. Vildskab, længsler, bedrag, alt er muligt og intet umuligt. Pludselig bliver parforholdet brudt og en ”ny” partner er kommet ind. En spirende tvivl på dig selv, din partner, dine venner, familie, borer sig ind som en orm i sjælen. Det er på tide at slippe kontrollen. Det kan blive en besættelse at ville have barn, koste hvad det vil. Ønsket kan blive så stort at det overskygger alt andet i ens tilværelse, også hensynet til din partner. Forholdet begynder at krakelere og ensomhed og skuffelse indtager hurtigt den plads, hvor der før var håb, tro og uendelig kærlighed.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BETTY NANSEN TEATRET: I AM GOLD

Foto: Camilla Winther

 

 

 

 

 

I am gold, er intet mindre end en betagende forestilling. Dansernes forskellige teknikker og udtryk, giver forestillingen en ekstra dimension. De er sammendansede, og deres individualitet skaber tydelige karakterer. De store ensembleoptrin fungerer optimalt. Det er en imponerende modig og vedkommende forestilling. Budskabet går klokkeklart ind.

 

 

 

 

BETTY NANSEN TEATRET: I AM GOLD. Medvirkende: Astrid Elbo, Sebastian Kloborg, David Dalbo, Mads Gronemann, Veronica Bracaccini, Linn Fletcher, Luc Boris Andrè Kouadio. Iscenesættelse og instruktion: Signe Fabricius. Koreografi: Signe Fabricius og de medvirkende dansere.

 

 

Se mere om BETTY NANSEN TEATRET: I AM GOLD her

 

 

BETTY NANSEN TEATRET: I AM GOLD er en anmeldelse af Louise Frevert, KULTURINFORMATION