Interview: Operachef Elisabeth Linton

besøgt af Louise Frevert

Elisabeth Linton har siden 2022 stået i spidsen for Den Kongelige Opera, og hendes kontrakt som operachef er nu blevet forlænget frem til 2031. Hun kommer fra en stilling som chefdramaturg på Malmö Opera.

Hun er uddannet instruktør fra Den Danske Scenekunstskole, og har de sidste 25 år arbejdet som instruktør og dramaturg i Norden og Europa med både opera, musical og skuespil. På Det Kongelige Teater har Elisabeth iscenesat skuespillet De tre musketerer i Ulvedalene, og operaerne Under himlen, Nabucco, Eugen Onegin, Momo og tidstyvene, La Bohème og Matilda the Musical.

Lintons baggrund

Elisabeth Linton er vokset op i Sverige, men har boet i Danmark siden september 1997. Det var der hun startede på instruktøruddannelsen på Den Danske Scenekunstskole. Elisabeth har været dedikeret til teatret hele sit liv. Hun startede med at danse ballet som treårig. Efter 10 år blev stangtræningen og den evige forfinelse af teknikken ensformig og omkring de tretten år opdagede Elisabeth, at karaktererne i skuespillets verden var mere interessante. Skuespillet optog hende i en del år og hun blev optaget på en velrenommeret forberedelsesskole Scenskolan, som var drømmen.

Efter et år kiggede hun sig rundt og syntes, at instruktørerne havde det sjovere og begyndte at være instruktørassistent forskellige steder og var pludselig klar over, at det var det rigtige spor hun var kommet på. I begyndelsen turde hun ikke sige til nogen at hun ville være instruktør. På en eller anden måde var det for ambitiøst og påtrængende. Hun fik sagt det til en lærer, der tog det helt koldt og sagde, at det var fint.

Hun kom til Operaen i Gøteborg som instruktørassistent i et år, og tog derefter en etårig instruktøruddannelse i Stockholm. Derfra gik vejen direkte til København, hvor hun blev optaget på Den Danske Scenekunstskole og Elisabeth har været i Danmark siden. I virkeligheden havde hun søgt ind på skolen et år tidligere med opera som speciale, men der var ikke plads. Året efter søgte hun ind på skuespil. Da hun blev spurgt om hvad hun ville, prøvede hun at undvige en smule, og sagde at det var fortællingen, der var det vigtige, uanset om der var musik eller ej. Der var en på skolen der var skarp nok til at sætte Elisabeth på opera.

Elisabeth har altid været fast besluttet på at hendes mål var at blive instruktør, uanset hvor lang tid det ville tage. Elisabeth fortæller, at hun troede, at det at komme ind på skolen og blive uddannet instruktør, var målet, men fandt hurtigt ud af, at det kun var begyndelsen. Det hårde arbejde ligger først bagefter og der bliver de store slag kæmpet. Drømmen er blevet forfulgt og man må sige, at den er blevet indfriet til fulde.

Tiltrækningen til scenekunst har altid været der og Elisabeths interesse for opera er faktisk en livslang passion. Elisabeth fortæller med varme i stemmen, om hvor meget hendes mor elskede opera og klassisk musik. Samtidig var hun en fantastisk historiefortæller. Moderen fortalte historier når de skulle gå langt, og så kunne hun snildt finde på at fortælle om Romeo og Julie. Bagefter hørte de musikken derhjemme. Hun har været med i teatret siden hun var to år gammel.

Et repertoire og opsætninger bliver til

Elisabeth Linton er nu blevet ansat til 2031, og det åbner nogle andre døre rent planlægningsmæssigt, end hvis man kun har fire år. Der er meget at tage hensyn til i et stort hus som Operaen. Kulturen og udviklingen i operaen som arbejdsplads, er bare nogle af de elementer der kræver en del, og det er vigtigt at man bruger den nødvendige tid på det.

Elisabeth siger: ”De fleste er ikke klar over, hvor megen planlægning det kræver at tilrettelægge et repertoire. Mange er eksperter på f. eks. komponister, men de fleste kender ikke processen bag produktionerne. Derfor spurgte jeg Elisabeth om, hvordan hun nu griber sagen an på Den Kongelige Opera og kan forklare os arbejdsgangene.

Hun fortæller, hvor forskellig planlægningen i operahusene i det hele taget er og fortsætter: ’Da jeg var på Operaen i Malmø, med ét kor og én scene, var det meget anderledes end her. Der var frit valg på alle hylder, man kunne vælge den opera man ønskede at sætte op, for kapellet skulle ikke deles med nogen. På Operaen skal kapellet spille både for ballet og opera, samt koncerter. Oven i det, er der lagt en strategi, hvor der skal spilles mere af alt for flere, som stemmer vældig godt overens med, hvad jeg vil.

En af de ting jeg skrev i min ansøgning var, at A. P. Møller har givet operaen som gave til det danske folk, som en folkegave, og derfor skal den være folkeeje. Følgelig er det vigtigt, at den bliver brugt så meget som muligt. Alle bør føle at dette hus er noget for dem. Det indebærer, at der bydes på en bred vifte af forskellige formater. Hvis du ikke er til fem timers Wagner opera, skal man ikke blive skræmt væk, men føle sig velkommen og kunne sidde i foyeren og nyde en kop kaffe, høre en musical, eller måske en super romantisk opera. Alle skal mærke, at der er noget for dem, uanset hvilken genre man kan lide. Det drejer sig om at der i repertoiretilrettelæggelsen bliver favnet bredt.

Den anden del er, at alle medvirkende skal fornemme, at de har haft en sæson, hvor de er blevet brugt optimalt, samt at det skal være udviklende. Ikke alle kan tilgodeses hver gang, men der skal være en vis rotation. Det skal så kombineres med skræddersalen, værkstederne og teknikken. Det er logistisk et kæmpe puslespil. Desuden må koret ikke blive belastet og i sidste ende, er det et spørgsmål om hvor mange forestillinger en forestilling kan bære at spille. Oven i dette, skal der være plads til udlejningsdelen, for det giver endnu større muligheder for at få et bredt publikum. Musical er vældig populært, men kapellet vil helst spille klassisk. Til gengæld kommer der et nyt ungt publikum ud i Operaen, og hvis de får blod på tanden, vil de vende tilbage igen til en ny forestilling.

Selvfølgelig caster man operaerne med sine egne solister først, også så de ved hvad de kan forvente af fremtiden, men til nogle partier er det spændende med andre internationalt kendte kræfter i enkelte af hovedrollerne. Noget de fleste glemmer er, at det kan være umuligt at få de solister man måske gerne vil have, til lige det specielle parti hyret ind, fordi solisterne simpelthen er booket op mange år ud i fremtiden.

Lige nu ved alle hvad de skal synge i sæsonen 2025/2026 og sæsonen 2026/2027 er ved at falde på plads. Selvfølgelig bliver operaens eget ensemble sat på rollelisterne først og når det er gjort, kan jeg begynde at se mig rundt, hvis andre skal engageres”.

Fremtiden for Operaen tegner godt

Det er helt uden tvivl den helt rigtige operachef vores Nationalscene har fået. Elisabeth er dedikeret, ambitiøs og opsat på, at få Operaen til at blive attraktiv for alle, uanset alder. Sagt på en anden måde, er Elisabeths vision at få operaen bredt ud. Elisabeth fortsætter: ”Et af de helt nye tiltag er bararrangementer. Publikum kan komme og høre opera i foyeren, nyde et glas vin, kaffe eller andet og være helt tæt på sangerne. Næste event bliver til Valentin”. Det må siges at være nytænkning.

Elisabeth kommer ikke til at blive en leder, som ikke vil have kontakt med sine medarbejdere, tværtimod. Instruktørgerningen står hendes hjerte nært, og vil aldrig helt blive skiftet ud med møder og administrativt arbejde, selvom det også er en del af jobbet. Som hun pointerer, har hun en fantastisk administrativ chef, der også er hendes partner.

Selv hårdt presset vil Elisabeth ikke løfte sløret for sin næste operaproduktion. Vi må vente i spænding til næste sæson. Imens kan vi glæde os over alle de andre spændende aktiviteter, som foregår ude i den smukke og prægtige bygning på Holmen.