Litteratur

KRIMI: Blodburet

KRIMI: Blodburet

 

 

 

 

 

 

Sjette bind i serien om Filippa Falkenberg

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KRIMI: Blodburet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …… Forfatterne er ikke blege for at tage hul på aktuelle og kontroversielle emner …… '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blodburet er den sjette krimi i serien om vicepolitiinspektør Filippa Falkenberg. Hun er ikke den fikse elegante type, snarere jordnær, menneskelig og uperfekt. Filippa elsker mad og søde sager i særdeleshed Marsbarer. Hun er skarp, med en kompromisløs retfærdighedssans og en stålsat vilje. Man skal ikke tage fejl af hendes lidt kejtede fremtoning, for hun er ukuelig og er faglig stærk. Kort sagt en erfaren efterforsker med mange års praksis bag sig. Hun er gift med Hans-Georg og sammen har de datteren Fiona.

Tilbage i Køge og omegn

Endnu engang udspiller handlingen sig i den mellemstore provinsby Køge og omegn. Der er gået nogle år. Fiona er blevet fem år og Jacks elskede Birgitte er gået bort. Jack er reservebedste for Fiona og de er tæt forbundne. Jack har ikke altid været helt fin i kanten. Selvom han er oppe i årene, har han stadigvæk svært ved at holde sig på den helt rigtige side af lovens sti.

 

Ole Bundgård, også ved politiet, er Filippas bedste ven og allierede. Hun fik ham tørlagt for år tilbage. Han bor sammen med Susan.

Uhygge og nye vinkler

At Mikael Lindholm & Lisbeth Zornig gang på gang kan overgå sig selv, er utroligt. Blodburet er helt anderledes end de andre bøger i serien. Allerede på de første sider bliver du kastet ind i en bestialsk situation. Det er lige på og hårdt. Jeg må indrømme, at jeg lige skulle synke en gang. Det er makabert og uhyggeligt, men din opmærksomhed er fanget. Hvis du er til en krimi med dramatik, politisk realisme og et højt tempo, har ’Blodburet’ alle ingredienserne. Jeg troede ikke, at serien kunne udvikle sig på denne måde, men den er nok en af de mere spændende bøger i Filippa Falkenberg-serien. Bøgerne kan læses individuelt, men de er så gode, at når man først har stiftet bekendtskab med den charmerende Falkenberg, har du lyst til at læse dem alle.

Bioterrorisme

Vi befinder os et sted, hvor flere personer er spærret inde i bure. De bliver fodret via en plastikslange og er levende eksperimenter. Det varer lidt før det går op for læseren, hvad det hele drejer sig om. Det er nærmest nervepirrende uhyggeligt. Historiens omdrejningspunkt er bioterrorisme og yderliggående aktivisme.

 

Filippa har en kollega Niklas. Han er en ung fremadstræbende politimand, der aldrig sætter foden forkert. Han forsvinder sporløst. Hans kæreste er desorienteret. Han er regelmæssig som kirkeklokkerne og de har et lille barn. Falkenberg finder hans bil parkeret foran et opbevaringslager, men der er ingen spor af Niklas.

Hvem er fangerne?

Inden længe, da der dukker en anonym video op, går det op for Filippa, at Niklas er blevet kidnappet sammen med andre, som umiddelbart intet har med hinanden at gøre, en dommer, en politiker, en tidligere minkavler og en influencer. Hvad har de tilfangetagne til fælles? Falkenberg prøver at finde hoved og hale i den komplicerede sag, men hendes samarbejdspartnere i politiet, har ikke altid samme mening og metoder som hende. Det gør ikke situationen nemmere. Det bliver et spørgsmål om tid om at få gidslerne frigivet inden de dør. Bortførerne er skruppelløse og optager videoer af de kidnappede i situationer der er utænkelige.

 

Det er et sprængfyldt højaktuelt emne forfatterne har på dagsordenen. For det viser sig at personerne i burene er spærret inde som mink, under miserable vilkår. Terroristerne har helt deres egen dagsorden.

 

Fangerne bliver befriet under dramatiske forhold. Filippa har en underlig fornemmelse af, at noget ikke er som det skal være. Sagen er næsten blevet opklaret for nemt. Stikker der mere under? Er der en anden agenda hun har overset? Og hvor er Fiona blevet af? Den lille pige er væk.

 

Det er et ganske smart greb forfatterne har taget i denne krimi. Der er vitterligt et lag mere på lagkagen. Tingene er ikke altid som de ser ud og det er godt at være mistænksom. Terroristernes motiv er overraskende.

Aktuel fiktion

Forfatterne er ikke blege for at tage hul på aktuelle og kontroversielle emner. Det gør serien autentisk. Du sidder og tænker, er det fiktion eller virkelighed? Så tæt op ad en realistisk fakticitet ligger historien. Det giver bøgerne tyngde og pondus. At der kan snige sig et gran af samfundskritik ind, er kun godt. Der er mange meninger om den samme sag. Politiske og sociologiske problematikker bliver elegant vævet ind i historien, uden at dominere. Tværtimod er det en force.

 

Den humoristiske tone er bevaret, ovenikøbet med den sædvanlige sorte humor. Sproget er ind imellem både finurligt, kryptisk og elegant. Igen er der givet plads til at understrege situationer med musik og tekst. Det er en styrke for serien, at den blander det lette, nervepirrende, makabre, uhyggelige og humoristiske i en stor gryde. Det giver en velsmagende og fordøjelig ret. Lindholm og Zornigs krimier er gedigen underholdning.

 

 

 

 

KRIMI: Blodburet – se mere her

 

 

Blodburet. Filippa Falkenberg 6. Kriminalroman. Forfattere: Lindholm og Zornig. Udgivet på forlaget Falco.

 

 

 

Læs også Freverts anmeldelser af:

 

Filippa Falkenberg 1: Dødens druer
Filippa Falkenberg 2: Heksejagt
Filippa Falkenberg 3: Klosterkvinden
Filippa Falkenberg 4: Ildstorm

Filippa Falkenberg 5: Englemord

 

 

 

 

Læs eller genlæs En passiar med forfatterne Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig her

 

 

 

 

 

KRIMI: Blodburet er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm