En passiar med forfatterne Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig
Louise Frevert besøger Køge, juni 2025
KULTURINFORMATIONs anmelder og redaktionsmedarbejder Louise ‘All Over’ Frevert i godt selskab. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Forfatterparret Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig er i gang med deres 5. bind i serien om den mildest talt ualmindelige efterforsker Filippa Falkenberg. I den anledning fik KULTURINFORMATION mulighed for, ikke alene at stifte bekendtskab med hovedpersonerne i bøgerne, men i det hele taget høre om det betagende store skriveunivers forfatterne befinder sig i, og blev varmt modtaget af parret.
Plot og figurer
Lindholm og Zornig har skrevet sammen siden 2015 og det har været et givtigt samarbejde. Da de havde været tre år om at skrive den første bog, besluttede de sig for at ændre deres arbejdsmetode, og det kan vi læsere kun være glade for. Det med at skrive et kapitel hver duede ikke, så de fandt ud af sammen at skabe deres karakterer, et plot og lade Mikael skrive. Det betyder så, at de i hverdagen lever med deres ’figurer’, som hele tiden forandrer og udvikler sig. Når Mikael og Lisbeth taler om dem, føler du næsten at deres personer står i stuen sammen med os.
Fiktion og virkelighed
De er ikke altid enige om hvordan en historie skal fortsætte. Med iver fortæller Mikael om en episode, hvor Filippa og Bundgaard, to karakterer fra bøgerne, går ned gennem gågaden og Bundgaard siger at der er en mindeplade om en familie, som blev hjemsøgt af hekse i Køge i 1608. Filippa replicerer: ’Hvor er mindesmærket for de kvinder, der blev brændt som hekse?’ Bundgaard siger: ’Jeg tror ikke en sådan findes.’ Mikael og Lisbeth havde kigget på hinanden, grinet og sagt, at det havde de heller ikke. Det afstedkom af de rettede henvendelse til borgmesteren og byrådspolitikerne og det er nu i proces. Et eksempel på hvordan fiktion kan influere på virkeligheden.
Som Mikael understreger, har deres karakterer deres egne personligheder og tager nogle andre beslutninger end forfatterne. For det er ikke dem, men karaktererne der bestemmer. De lever personerne.
’Kan I finde på at forandre plottet undervejs’?
Mikael: ’Ikke efter erfaringen med vores første krimi. Hvis vi gør det i dag, er det hovedsageligt fordi vi selv kommer i tanke om at det ikke fungerer, eller noget er gået galt. Som for eksempel i den næste der udkommer, og vi opdagede at det var den forkerte skurk! Så skal alt laves om og justeres. Er alt skrevet med een virkelighed inde i hovedet, skal det pludselig forandres til en anden virkelighed’.
Lisbeth: ’Jeg mener vores bøger er levende og det er fordi karaktererne udvikler sig løbende i processen. Nogle gange tager de hen til steder vi ikke havde regnet med, og der kan også i vores research dukke nye informationer op, hvor tingene ændrer sig’.
Mikael: ’ Vi forsøger så lidt som muligt at flytte os fra det vi har bestemt, men det er hele tiden en balance. Jeg ved ikke hvordan andre skriver. Nogle bruger en hel væg til at sætte små sedler op på, det gør vi ikke, men til den nye har vi gjort det lidt. Vi udtænker altid et plot og personerne. Dernæst hvor det skal ende henne, og så prøver vi at lade resten være op til personerne, hvad der sker under vejs’.
Lisbeth: ’Vores personer har det også med at gøre ting vi ikke kan forudsige. Fordi vi er jo ikke dem. De får deres eget liv. Og pludselig gør de noget der overrasker, eller ikke er for fikst’.
Mikael: ’At lade det kreative rum være åbent, giver processen liv. Det med at være fastlåst og hvert eneste kapitel på forhånd er bestemt, er ligesom at få et tegnehæfte udleveret og felterne bare skal farves’.
Hvordan er jeres arbejdsgang i tilrettelæggelsen af en bog?
Begge:’ Vi er jo på arbejde hele tiden. Vi går ture og taler ustandseligt om vores personer og udvikler dem. Ofte bliver vi inspireret af mennesker vi møder eller ser og steder vi besøger. Vi har en regel om, at hvis en idé ikke er god nok, går vi videre til den næste. Der er masser af idéer. Så nu arbejder vi på en ny krimiserie og vi er faktisk i gang’.
Hvilke bøger læser I når, eller jeg skal hellere spørge, hvis I har tid til læse?
Mikael: ’ Jeg glæder mig sådan til at læse Stephen Kings nye. Det er min favoritforfatter, han er guddommelig. Han har evnen til beskrive mennesker som ingen andre. Læs en side og du sidder på krogen’. Mikael har alle Stephen Kings bøger i 1. udgave.
Lisbeth: ’Jeg læser naturvidenskabelige bøger. Jeg er meget optaget af kroppen, naturen og denne sammenhæng. Jeg er også begyndt at dykke ned i historiske romaner. Jeg drømmer om at skrive min mormors historie. Og så er der kvantefysikken, som jeg er meget interesseret i!’.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Zornig og Lindholm – iderigdom, makkerpar og ægtepar
Zornig og Lindholm er to sprudlende fantasifulde mennesker. Man bliver helt forpustet over deres uudtømmelige iderigdom. Det kan være vanskeligt at holde en linje i et interview, for de flyver fra De Kanariske Øer til Francos diktatur, for at fortsætte med religion og kriminelle. Det fortsætter med at skulle udforske subkulturer og meditation. Man har vanskeligt ved at følge med, men det tempo og den hurtighed, er selvfølgelig grunden til, at de er i stand til at skabe den diversitet deres personer, plot og miljøer besidder.
Mikael og Lisbeth har aldrig lagt skjul på, at de har haft en både smertefuld og traumatisk opvækst. Jeg tillod mig derfor at spørge, om det var derfor deres bøger oser af omsorg og kærlighed?
’Nå, gør de det!’, svarede Mikael, ’det er jo dejligt, men det er det Lisbeth og jeg har sammen. Det er såmænd bare os i forskellige inkarnationer’. Mere præcist kan det ikke siges. Den harmoni de to personligheder udstråler, afspejler sig tydeligt i deres bøger. Det bliver en fornøjelse at læse videre, ikke alene om Filippa, men også om de projekter makkerparret i det hele taget har på bedding i Køge. Mikael arbejder bl.a. på en skønlitterær roman.
Bryllupsdag – hver dag
Mikael Lindholm (f. 1961), og Lisbeth Zornig (f. 1968), debuterede med spændingsromanen: ’Bundfald’, som udkom 2016. Lindholm er uddannet på A. P. Møller Shipping Academy og blev færdig som journalist i 1990. Michael har et bredt og alsidigt forfatterskab bag sig. Lisbeth Zornig er uddannet økonom og arbejder som dokumentarist, debattør og foredragsholder. Lisbeth har også sin egen omfattende forfatterkarriere. Krimierne om Filippa Falkenberg fortsætter. Nummer fem i serien kan jeg allerede nu røbe hedder’ Englemord’ og udkommer til november.
Lisbeth afslører også, at nok er hun disciplineret og elsker at skrive, men er nu bedstemor og kunne tænke sig at være det meget mere. Hun synes det vil være vidunderligt at kunne være det ’fuldtime’ sammen med børnebørnene. Lisbeth vil gerne være mere hjemmegående. Hun er tæt på sine 5 børn og med den varme hun udstråler, er jeg sikker på det er gensidigt. Det ender med, at jeg får et meget personligt indblik i Mikael og Lisbeths liv og opdager også, at Mikael er romantiker. Og at de fejrer deres bryllupsdag hver dag.
Det er vidunderligt at være sammen med mennesker, der har noget på hjerte og gerne vil kommunikere det videre. Vi fik løftet fligen lidt for Mikael og Lisbeths dagligdag, forfatterskab og intentioner og tak for det. Det bliver spændende at følge Filippa Falkenberg og alle de andre både nye og gamle karakterer, I vil præsentere for jeres læsere!
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
En passiar med forfatterne Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig – læs Freverts anmeldelser af DØDENS DRUER & HEKSEJAGT
En passiar med forfatterne Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig – Læs anmeldelse af Mikaels trilogi her
En passiar med forfatterne Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm