KRIMI: Hvidhuset
✮✮✮✮✮
‘ ….. romanen er uforudsigelig til sidste side. Lige da jeg troede den rigtige morder var fundet, tog jeg fejl ….. ‘
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Peter May er en forfatter fuld af overraskelser. Selvom lokationen er den samme i Lewis-serien, er hans plot ubegribelige og spændende. Det gælder også i denne, Hvidhuset, hvor det er helt og aldeles umuligt at regne ud, hvem der er morderen. Isle of Lewis eksisterer og er den Nordlige del af øgruppen Ydre Hybrider i Skotland. Der er et barskt klima og sproget er gælisk.
Peter May (f. 1951), er uddannet journalist. Han er opvokset i Skotland og kan beskrive den rå og barske natur, så du næsten sidder og fryser. Jeg skal lige indskyde, at i denne roman er det højsommer og dejligt vejr, men i bogen kommer du stadigvæk til at opleve den rå og uspolerede natur. Det var meningen at May kun skulle skrive en trilogi i Lewis-serien, men hans publikum pressede ham til at skrive en fjerde. Alle hans romaner kan læses selvstændigt. Ganske vist er dette en oversættelse, men den er virkelig god. Flot arbejde af Ninna Brenøe.
Hovedpersonen
Fin Macleod er ved at være godt træt af sit arbejde. Han har tidligere fungeret som politibetjent, men har haft en del personlige udfordringer. Nu arbejder han med cyberkriminalitet. Det er ved at give ham dårlige nerver. Fin bor i Glasgow med sit hjertes udkårne, Marsaili. May er eminent til helt naturligt at køre parallelhistorier i handlingen. Hans persongalleri er beskrevet solidt.
Et kvindelig
Et kvindelig bliver fundet på stranden af nogle børn. Det er ilde tilredt. Det viser sig at det er en TV-stjerne. Hendes navn er Caitlin og hun er en yngre kvinde på 18 år. Sammen med en veninde, Iseabail, har de et TV program, Kano og hav. De er begge konkurrencesvømmere og i TV serien udforsker de øernes kystlinjer, set fra vand siden. De padler ind i skjulte grotter og dykker i havet. I små samfund går sladderen hurtigt og det viser sig, at Caitlin har haft en affære med en lidt ældre fyr. Det i sig selv er ikke usædvanligt, men hvad værre er, fyren er søn af Fin.
Fin Macleod har ikke været på Isle of Lewis i 10 år. Fin er rystet over at hans søn er blevet anholdt for mordet på Caitlin. Vidner har set Caitlin og en mand i et heftigt skænderi. Det er ikke vanskeligt at finde frem til mandens identitet, Fionnlagh Macleod. Fionnlagh er en 30 årig skolelærer, gift og har et barn. Det er ubegribeligt for Fin, at hans søn skulle have slået kvinden ihjel. Fin havde mange venner på sin fødeø og arbejdsplads, men meget er forandret og tilliden mellem gamle venner er blevet lidt flosset i kanten. Hans forhenværende kollega, George Gunn, giver ham lidt insider informationer, lige akkurat nok til, at Fin kan drage sine egne konklusioner.
Fin og Marsaili ankommer til politistationen på øen. Fin og Marsaili ønsker at tale med deres søn, men det er ikke helt nemt. Efter mange diskussioner, får de lov til at tale 5 minutter med Fionnlagh. Han fortæller at det er ham der har slået Caitlin ihjel. Fin tror simpelthen ikke på ham. For ham er der kun en ting der tæller, det er beviserne. Så længe de ikke er tilstrækkelige, er drengen uskyldig.
Fionnlaghs kone, Donna, ved godt hun ikke er så smuk som Caitlin og deres ægteskab er ikke det mest lykkelige. Alligevel kommer affæren bag på hende. Det viser sig at Caitlin var gravid da hun døde, det er Donna også. Med Fins tilbagekomst til øen, bliver der rodet op i gamle sår, der egentlig aldrig er helede.
MEN…. hvem er morderen?
Fin har været ungdomskæreste med Caitlins mor og det skaber en del problemer for Fin i efterforskningen. Eller rettere sagt, det er en ret uortodoks fremgangsmåde Fin stiller for dagen, for han må på ingen måde blande sig i opklaringsarbejdet. Han er ligeglad og tromler hen over alle. Han har sat sig i hovedet at finde ud af om sønnen dræbte Caitlin. Han krydser veje der for længst er lukkede. Marsaili var en ombejlet pige på øen i deres ungdom, Niaill var en af beundrerne. Han er i mellemtiden blevet millionær på laksefiskeri. Skyggerne fra ungdommens vår, indhenter Fin. Har mordet noget at gøre med Fionnlagh, Marsaili eller Fin selv?
Romanen er uforudsigelig til sidste side. Lige da jeg troede den rigtige morder var fundet, tog jeg fejl. Det er skønt at læse en bog, der kan overraske som denne. Nu er det spændende om Peter May kan lade være med at udgive en femte bog i Lewis-serien. Vi er mange der ville klappe i hænderne, hvis han gør.
Læs også Freverts anmeldelse af Lewismanden her
KRIMI: Hvidhuset. Forfatter: Peter May. På dansk ved Ninna Brenøe. Udgivet på Gyldendal.
KRIMI: Hvidhuset – se mere her
KRIMI: Hvidhuset er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm