Litteratur

Krimi: ILDSTORM

Krimi: ILDSTORM

 

 

 

 

Filippa Falkenberg 4

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Krimi: ILDSTORM

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …… makkerparret formår at svinge ind og ud af tid og sted, uden at læseren bliver ført på vildspor …. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ILDSTORM er fjerde bind i Lindholm og Zornigs krimi-spændingsserie om Filippa Falkenberg. Bøgerne kan som udgangspunkt læses uafhængigt af hinanden, men lad mig komme med en advarsel: Hvis denne roman er den første du læser i serien, vil du straks kaste dig over de tre andre. Man kan altid være loren ved efterfølgere af gode romaner/krimier, men med Lindholm og Zornig bliver du ikke skuffet. Tværtimod. Det er som om plottet bliver bedre og mere avanceret for hver bog.

 

Den trivelige og dygtige efterforsker, Filippa Falkenberg, bor i Køge sammen med sin mand Hans-Georg og deres lille datter Fiona. Fionas reservebedsteforældre Jack, alias John Nielsen, og Birgitte er også flyttet til byen. Jacks lidt suspekte forretningsfortid kan han ikke helt lade ligge. Han er allerede i gang med nye dubiøse forehavender, bl.a. er han ved at overtale Hans-Georg til at blive vinproducent. Filippas hang til marsbarer, sandwich og god mad er ikke blevet mindre.

 

Persongalleriet i bøgerne er menneskeligt og levende beskrevet. Du lærer dem at kende på godt og ondt og intet fra deres personlige liv bliver skjult under gulvtæppet. Filippa er i sin hverdag lidt klodset og lidt for tyk, men du kan ikke lade være med at knuselske hendes varme personlighed og charme. Hun er troværdig og sympatisk. En antiheltinde, eller er hun i virkeligheden ikke en helt? Hans-Georg er et stort godmodigt skrummel af et mandfolk med et hjerte af guld. Filippas makker, Ole Bundgaard har fundet kærligheden i Køge. Den hedder Susan og Susan har fået Bundgaard tørlagt.

Et selvmord?

En mand, Jens Fiskar, bliver fundet hængt. Politiet går ud fra at det er selvmord. Inden længe peger alt alligevel på, at der er blevet begået et mord. Det viser sig at manden har en lidt blakket fortid, rygtet fortæller, at han har været russisk spion. Falkenberg modtager et brev i en slags kode, skrevet af Fiskar. Det er næsten umuligt at dechifrere budskabet, som er kryptisk og mystisk.

Et mord mere

Inden længe bliver endnu en mand fundet død i sit hjem. Han har fået et slag i hovedet. Det konkluderes, at der også er tale om mord. Filippa er på sagen. Inden længe bliver der spundet underlige konspirationsteorier om, at der kunne være skjulte masseødelæggelsesvåben et sted i Køge. Det korresponderer fint med, at Køge er strategisk beliggende med fri adgang til Rusland og spioner, der muligvis tripper rundt i gaderne. Filippa tror ikke helt på det, men bliver langsomt overbevist. Livet i Køge er ikke så romantisk som man skulle tro. Filippa skal have Hans-Georg, Fiona, Jack og Birgitte ud ad byen.

Et jubilæum

Køge skal fejre Sankt Nicolai kirkes 7oo års jubilæum. Kongeparret kommer og begivenheden vil få tusindvis af mennesker til at valfarte til Køge. Dårlig timing. Eftersom hun ikke kan fortælle Hans-Georg og de andre hvorfor de skal væk, opfinder hun en ’feriehistorie’ om, at det vil være skønt at tage til Lalandia og hun vil komme kort efter. Hans- Georg forstår ingenting.

 

En gruppe miljøaktivister har slået lejr på græsplænen foran Hans-Georg og Filippas hjem. Hans-Georg var enearving til et gods, som han intet vidste om. Hans biologiske far var stenrig og havde hele livet bevaret dette som en hemmelighed. Aktivisterne vil ikke flytte sig.

 

I mellemtiden er der opstået ballade i en campinglejr lidt uden for byen, fordi de fastboende campister ikke vil rømme stedet om vinteren. Det er sådan Ole Bundgaard har forstået sagen. Han er blevet sendt derud, fordi man mener, at der er en sammenhæng mellem aktivisterne og lejren. Den ellers tørlagte Bundgaard er faldet i vandet, og medbringer mængder af øl og små skarpe. Han møder hurtigt manden, som måske er bindeleddet: August Hansen. En karismatisk yngre fyr.

 

Jens Fiskar har en søn, bedemanden Robert Fiskar. Det viser sig, at Jens ikke er hans biologiske far, men en Hjalmar Vessel. Mistanken for mordet på Jens bliver hurtig kastet over på ham og betragtet som en hævnakt. Filippa prøver at finde hoved og hale i situationen, alt imens hun gnasker marsbarer i sig og bliver overbevist om, at der er noget helt riv ruskende galt.

 

Men hvad skal hun tro? Er der virkelig gemt et masseødelæggelsesvåben i Køge? Kommer Hans-Georg og de andre ud af Køge i tide? Hvorfor er Robert Fiskar så underlig? Hvad sker der nu med Bundgaard og Susan? For ikke at tale om Jack og Birgitte? Alt det og meget mere får du svar på i ILDSTORM

På pinebænken som læser

Hold da op, man bliver holdt på pinebænken til det sidste. Makkerparret formår at svinge ind og ud af tid og sted uden at læseren bliver ført på vildspor. Det vil sige jo i plottet, men så sandelig ikke i formidlingen. Igen er der en legende lethed og flow over historien. Tilsat den vante humor og musikalske ledsagelse af situationsvalgte melodier. Du fornemmer hurtigt alvoren i personbeskrivelserne, der gør karaktererne lyslevende og troværdige på godt og ondt.

 

Det er ingen hemmelighed, at disse spændingskrimier er nogle af de bedste jeg har læst, grundet den helt specielle form. Alt i alt er ILDSTORM en stærk fjerde bog i serien. Det kan så allerede nu afsløres, at femte bind om Filippa Falkenberg udkommer til november. Jeg glæder mig allerede.

 

 

Krimi: ILDSTORM – Filippa Falkenberg 4. Forfattere: Lindholm og Zornig. Udgivet på forlaget Falco.

 

 

 

Læs Louise Freverts skønne interview med forfatterparret her

 

 

 

Læs også Freverts anmeldelser af:

 

Filippa Falkenberg 1: DØDENS DRUER
Filippa Falkenberg 2: HEKSEJAGT
Filippa Falkenberg 3: KLOSTERKVINDEN

 

 

 

 

Krimi: ILDSTORM – se mere her

 

 

 

 

Krimi: ILDSTORM er en anmeldelse af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm