Litteratur

KRIMI: SAREK

Boganmeldelse

KRIMI SAREK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KRIMI: SAREK

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

‘ …….. adrenalinet pumper rundt i kroppen …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

Sarek er en nationalpark i den vestlige del af Jokkmokk kommune i Lapland i Sverige. Den er omkranset af andre nationalparker, og er et udpræget højfjeldsområde. Sarek har et areal på 1970 kvadratmeter og har otte bjergtoppe, der er mere end 2000 meter høje. Desuden er der over hundrede toppe på mere end 1800 meter. Sarek er et af Sveriges mest kendte fjeldturismeområder. Det er ikke et sted for urutinerede vandrefugle. Der findes ingen hytter til at overnatte i og kun en nødtelefon. Mængden af smeltevand fra sne og bræer kan blive stort i sommermånederne og det kan være umuligt at passere floderne. Det er i dette barske terræn romanen finder sted.

Plottet i SAREK

De tre venner, Henrik, Anna og Milena, har sammen taget på vandreture i mange år. Anna og Milena har studeret jura sammen og Henrik var deres lærer. Anna har altid været den smarte og smukke pige, hvor Milena mere er den stille tænksomme type. Henrik er en dygtig underviser med et lunt glimt i øjet. Anna og Henrik har dannet par i små ti år. Henrik vil gerne giftes og have børn, men Anna er en ambitiøs advokat med meget arbejde og udsætter det hele tiden. De er alle tre temmelig erfarne ud i friluftslivet, men de tager aldrig til farlige steder, der næsten kunne kræve livet som indsats. De plejer at rejse om sommeren, men grundet Annas arbejde, udsætter de turen til september. Milena har endelig mødt en kæreste, Jacob, på nettet og anbefaler at han kommer med på turen. Han er en yderst habil vandrer og klatrer. Henrik og Anna har aldrig mødt ham og er lidt overraskede over Milenas forslag. Efter flere diskussioner giver de efter. Jacob kommer med på turen.

Den mystiske Jacob

Allerede på togturen opstår der kontroverser. Jacob har en idé om, at han skal være leder på turen og mener, at de skal tage en hel anden rute end den planlagte. En mere anstrengende og farlig vej. På en eller anden måde får han overtalt Henrik og Anna. Milena er allerede på Jacobs side. Det indebærer at de skal give afkald på deres hytter, hvor de skulle have overnattet de fleste nætter. I stedet skal de med en helikopter ind i et område, hvor det udelukkende er et telt der skal soves i og et uvejsomt terræn. Der er heller ingen mobildækning. Til gengæld lover Jacob, at naturoplevelsen vil blive uforlignelig med noget de tidligere har oplevet og overskygge alle strabadserne.

 

Det skal blive en tur på liv og død. Man sidder flere gange og undrer sig over, hvorfor der ikke bliver sagt fra over for den manipulation der finder sted. Hvorfor er der ingen der stopper det brushoved til Jacob? Eller det er måske slet ikke sådan det hele hænger sammen? Under pres vil de fleste vise deres sande ansigt. Det burde også gælde her. Men hvem af dem kommer med fejlinformationer? Hvordan kan man overleve i vildmarken uden et kort? Det er koldt, det sner. Vil nogen af dem overhovedet komme hjem igen?

Ulf Kvensler

Ulf Kvensler (f. 1968), er skuespiller instruktør og manuskriptforfatter. Oprindelig studerede han økonomi på Uppsala Universitet og arbejdede i to år som IT- og managementrådgiver. I 1996 virkede han som komiker på Sveriges Television og skrev manuskriptet til nyhedssatiren: Detta har hänt. Han vendte aldrig tilbage til IT branchen. Dette er hans første krimi. Han ved hvad han skriver om. Alle beskrivelserne af landskabet er helt autentiske. Det er måske det der gør, at det virker som om det er dig selv, der er med på en åndeløs spændende og frygtelig udflugt. Man holder næsten vejret til sidste side.

 

Romanen er uforudsigelig og snigende uhyggelig. Jeg forstår godt man kan blive draget af den farlighed der er i bjergvandring. Adrenalinet pumper rundt i kroppen. Den er simpelthen klar til kamp for at kunne præstere sit ypperste, mod naturens ubarmhjertige styrke. Jeg fik mit adrenalinkik af at læse bogen. God tur.

 

 

 

 

KRIMI: SAREK.  Forfatter: Ulf Kvensler. Oversættelse: Henrik Andersen. En krimi og spændingsroman udgivet på forlaget Alpha.

 

 

 

 

KRIMI: SAREK – se mere her

 

 

 

KRIMI: SAREK er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm