Kunstbygningen i Vrå: NEXT GENERATION BIENNALE

Yana Dliyska: Going Home is Such a Ride
✮✮✮✮✮
' …… når jeg har besøgt Kunstbygningen i Vrå, går jeg hver gang kunstnerisk beriget hjem …… '
– Pia Haupt, KULTURINFORMATION
Når man bor i Nordjylland, hænger Biennaler ikke ligefrem på træerne. Faktisk er det kun anden gang hvor vi har en. Sidste – og første gang – blev den også holdt i Kunstbygningen i Vrå. Deres lokaler er med deres minimalistiske enkelthed, helt perfekt til det. For de lader kunstværkerne stå meget tydeligt frem og det gør at indlevelsen går rent ind i sjælen.
Denne udstilling hedder NEXT GENERATION BIENNALE og titlen skal tages helt bogstaveligt, for alle kunstnerne er indenfor tre år dimitteret fra kunstakademiet. Så udtrykket "De unge vilde" skal tages helt bogstaveligt. De udtrykker deres kunst helt frit fra hjertet og er endnu ikke kommet til stadiet, hvor de tænker på at de gerne vil score et livslangt kunstnerlegat og blive kommercielle. For deres værker udtrykker "kun" lyst til at lege og skabe kunst på deres egne præmisser.
Nordiske kunstnere
Udstillingen er et samarbejde imellem Norge, Sverige og Danmark. Meningen med det er, at det skal være et langsigtet projekt. Og med tiden få flere andre lande med. Denne udstilling er udviklet sammen med Kristiansand Kunstmuseum i Norge og Skövde Kunstmuseum i Sverige. Den er desuden forankret i samarbejde med Oslo Acadeny of Art, Det Kongelige Danske Kunstakademi og HDK-Valand Academy of Art.
De vil sammen styrke den kunstneriske kvalitet, men samtidig den internationale forankring og skabe varige relationer imellem unge kunstnere, på tværs af landegrænser. For nok har nordiske kunstnere lidt af den samme tilgang til, hvad man kan og hvad der er no go. Fordi vi i Norden har en fri tilgang til kunst. Men derfor kan man godt blive inspireret indenfor viden, netværk og udvikling.
Inden jeg overlader ordet til min medanmelder, vil jeg lige skrive mit facit på udstillingsoplevelsen: 'Føl hvad du ser og se hvad der sker'.
Sylvie Boutetes – betragter
'NEXT GENERATION BIENNALE 26 lover os nye stemmer fra Skandinavien – nye blikke, nye sår, nye følelser. Og ja jeg reagerer! Kroppen reagerer, blikket reagerer. Bravo. Det må være kunsten.
Jeg har valgt tre kvindelige kunstnere. For her kredser alt om det samme kredsløb. Kvinden, kroppen, blikket feminismen og dens evige anonymitet.
Hos Carol Campone står kvinden, fanget som et ekko af Penolope, indespærret i en rolle, der langsomt bliver hendes identitet. Installationen er et poetisk, men klaustrofobisk billede på kvindens historiske rolle i et patriarkalsk system – et liv hvor gentagelsen langsomt bliver en identitet. Installationen efterlader en fornemmelse af at der gemmer sig flere lag.
Jessica Ekström bryder derimod brutalt med passive blik og bruger kroppen og provokationen til at insistere på kvinden som handlende subjekt. Gennem film og fotografi præsenteres en meget intim fremstilling af kvinden, hvor blandt andet kvinden tisser i dunke og udfordrer både blikket og publikums komfortzone. Alligevel opleves værket som et opgør. Ekström insisterer på kvinden som et subjekt frem for et objekt og bruger provokationen, som et bevidst og kraftfuld kunstnerisk greb.
Signe Marie Friis sænker tempoet i broderiernes bløde jordfarver, hvor tradition og nutid flettes sammen til et stille men insisterende rum for kvindelige erfaringer. Hun trækker tråd tilbage til historiens vægtæpper og kvindens traditionelle håndarbejde, men omsætter dem til et nutidigt billedsprog. Her igen er der rå konfrontation med en vedholdende næsten meditativ insisteren på kvinders erfaringer også hører hjemme i de store fortællinger.
Samlet danner værkerne et poetisk og flerstemmigt billede' – Sylvie Boutetes

Marie Cole: Soil Body
Et sted der brænder for kunsten
I Nordjylland har vi flere store kunstmuseer, f.eks. KUNSTEN i Aalborg. Men småt kan osse være godt. Hvilket Kunstbygningen i Vrå helt klart beviser. Deres leder Signe Højmark, gør et kæmpe arbejde, for at trække god kunst til stedet. De frivillige på stedet, er kunstneriske ildsjæle. Jeg har efterhånden besøgt stedet en hel del gange. Og hver gang gået kunstnerisk beriget derfra. For jeg er altid blevet mødt af folk, som ikke kun brænder for kunst, men også for deres kunststed.
Jeg vil afslutte min anmeldelse med et citat:
"Ny kunst er en dialog mellem det indre og det ydre, mellem kaos og orden" – Tal R
Kunstbygningen i Vrå: NEXT GENERATION BIENNALE – kan opleves frem til og med 10. maj 2026
Kunstbygningen i Vrå: NEXT GENERATION BIENNALE – se mere her
Kunstbygningen i Vrå: NEXT GENERATION BIENNALE. Coverfoto: Sebastian Møller Jørgensen: Gul Stue
Kunstbygningen i Vrå: NEXT GENERATION BIENNALE er anmeldt af Pia Haupt, KULTURINFORMATION
Se mere om Pia Haupt her. Redaktion: Jesper Hillestrøm

