SKAKNOVELLE – en filmanmeldelse
✮✮✮✮✮✮
Filmen SKAKNOVELLE er bygget over Stefan Zweigs (1881-1942) novelle af samme navn fra 1942 og var hans sidste novelle.
Store formuer
SKAKNOVELLE handler om en mand Bartok, der under nazisternes besættelse af Østrig, i 1938, bliver arresteret, da han som advokat har administreret store formuer. Disse formuer vil nazisterne have bankoplysningerne på, men dette nægter Bartok. Derfor kommer han under forvaring i nazisternes hovedkvarter i Østrig på Hotel Métropole, hvor han bliver holdt fanget på et værelse.
På vej til Amerika
SKAKNOVELLE begynder med at vise, at Bartok skal til at spise suppe, men han er så mærket af sine oplevelser, at han ryster så meget på hånden, at det er umuligt for ham at spise. Hans kone trøster ham. Han er ombord på et skib på vej til Amerika.
I flashbacks ser man, at Bartok tilsyneladende var en mand, der levede det søde, ubekymrede liv sammen med sin kone i et meget lykkeligt ægteskab. Advokaten mente, at så længe, man kunne danse, kunne alt ikke være så slemt. Anschluss ville snart være et overstået kapitel, mente han. Bartok bliver af en ven advaret om, at han står på nazisternes liste og skal skynde sig væk. Men det når Bartok desværre ikke.
Husarrest
Bartok sættes i husarrest på hotel Métropole i et år. Her udsættes han for pinsler og tortur hver dag. En dag under sin forvaring lykkes det Bartok at tiltuske sig en bog i al hemmelighed. Den handler om skak. Hidtil har Bartok ellers syntes, at skak var tidsspilde, men nu griber spillet ham og hjælper ham i hans isolation. Han begynder at spille skak med sig selv på sit værelse. Hvordan spiller man skak uden skakbræt og skakbrikker?
Skaktræk og overlevelse
Al denne viden og øvelse i skak får han afprøvet på båden på vej til Amerika, da han bliver udfordret til at spille mod verdensmesteren i skak, efter at han har givet flere spillere råd om, hvilke træk de skulle foretage i skakspillet. Indehaveren af skibet spilles af Rolf Lassgård. Lassgård er i sit es og forestiller at være den store rigmand. Han er den, der foranlediger, at Bartok skal spille mod verdensmesteren. Det er værd at bemærke, hvem der i SKAKNOVELLE besidder denne rolle som mester i skak.
SKAKNOVELLE er meget gribende og tager en ved hjertet, når man ser, hvor vanskeligt det er for Bartok med eftervirkningerne af sit fangenskab hos nazisterne. Nazisternes grusomheder har sat sig uudgrundelige spor, der forfølger ham. En måde at overleve på er netop skakspillet. I filmen PERSISKE LEKTIONER, som også er en tysk film, overlever hovedpersonen, som egentlig er jøde ved at bilde nazisterne ind, at han er perser og kan derved undervise en officer i persisk. Det bliver hans måde at overleve på i nazisternes fangenskab. Her er den mentale overlevelse at lære og udøve skakspillet.
Der er flere overraskende drejninger i filmen, som man ser efterhånden, som SKAKNOVELLE skrider frem.
Se trailer her
Indlægget er skrevet af G. Boeholt, KULTURINFORMATION