SOMMERFUGLEVÆRELSET AF LUCINDA RILEY
– EN BOGANMELDELSE
✮✮✮✮✮
Hvis man kunne lide at være i selskab med Konkyliesamlerne (1987) af Rosamunde Pilcher, så vil man efter al sandsynlighed nyde at læse Sommerfugleværelset af Lucinda Riley. Det er hyggelæsning hele vejen igennem.
Vi befinder os i Østengland, hvor romanen ser sin begyndelse i 1943 under anden verdenskrig, da hovedpersonen Posy er syv år gammel. Hendes far er i Royal Air Force.
Posy elsker at se på sommerfugle sammen med sin far. Det kan de få mange fælles timer til at hygge sig med. Selve sommerfugleværelset indtager også en central placering i hele værket. Romanen tager os med frem og tilbage i tiden, så vi lærer Posy at kende fra hun er en helt lille pige til hun er halvfjerds. Sommerfugleværelset omhandler skiftevis hovedpersonen Posy’s barndom og ungdom og hendes tid i sin tredje ungdom omkring de halvfjerds. Dette kontinuerlige skift i tiden er smukt mestret af Lucinda Riley. Personskildringerne tager os med omkring Posy’s familie og hvordan de udvikler sig hver især. Der er årtiers hemmeligheder hængende i luften, som Riley bærer fint igennem, så vi først får forklaringen til sidst, og det er på ingen måde gennemskueligt, før vi får forklaringen.
Sommerfugleværelset er på 520 sider, så værket er tilstrækkelig langt til, at vi får et godt indtryk af hver af hovedpersonerne, vi kan nå at lære dem at kende.
Kan du lide Rosamunde Pilcher’s og det Maeve Binchy’ske univers, vil du få mange hyggelige timer i godt selskab med Lucinda Riley’s Sommerfugleværelset.
Sommerfugleværelset af Lucinda Riley
Udgivet på forlaget CICERO, januar 2020, 520 sider
Indlægget er skrevet af G.Boeholt, KULTURINFORMATION