Interview Litteratur

CHEFREDAKTØREN BYDER VELKOMMEN OM BORD

Chefredaktøren byder 
velkommen om bord – fra vores første trykte udgave i 2019

 


Kære Læser,



 

Hvis du læser dette skriv, betyder det, at du er havnet i godt selskab. Vi har netop søsat Tidsskriftet KULTURINFORMATION. 



 

Vi tager udgangspunkt i at formidle information om kulturbegivenhederne i København, men den øvrige del af Kongeriget kan ikke vide sig for sikker, og kommer også på plakaten tid efter anden. Ej heller vil vi have berøringsangst overfor det store udlands kunst og kultur. Vi bringer ikke robotanmeldelser, men lader den velartikulerede artikel få spalteplads. Vi mener den personlige refleksion er vigtig, ikke fordi vi selv synes, vi er ”….åhh så kloge…”, men fordi vi håber, at læseren kan genkende elementer fra sine egne kulturoplevelser, både retrospektivt og fremadrettet. Du vil fremover kunne finde dig selv fordybet i Teater- & Boganmeldelser, men også på gårdtur blandt surrealister, på kaffebesøg i glemte museer eller på opdagelse i byens parker, kirkegårde eller gader. Kulturen er mangestrenget og nærværende nummer byder på interview med skuespilleren Tom Jensen i Temaartiklerne om Nørrebro Teater, og endelig har Fie Adamas beæret redaktionen med at skrive Klummen i dette nummer.



 

Tidsskriftet KULTURINFORMATION udkommer fire gange årligt og lader sig diktere af årstiderne. Vi taler op til ”manden på gulvet”, men kan også bibringe kunsthistorikeren nye øjenåbnere. Vi ser ikke os selv som klassens duks eller tykke dreng på den kulturelle cirkusarena, men har iført os den bredskyggede hat med vest og lommeur – selv om vi ofte lader paraplyen blive hjemme i garderoben.



 

Vi er taknemmelige for, at den mangeårige sværvægter i dansk, men også udenlandsk kulturformidling cand.mag. Jais Ikkala har ladet sig overtale til at sidde med ved forhandlingsbordet, når der skal tilrettelægges informativt og sobert stof til vores læsere.

 

Mange oplevelses- og begivenhedsrige hilsner



J. Hillestrøm, Chefredaktør KULTURINFORMATION

 



Velkommen om bord!

 

Læs vores magasiner her

 

 

Roxnakowsky