TIVOLI: Den Standhaftige Tinsoldat
Teater

TIVOLI: Den Standhaftige Tinsoldat

TIVOLI: Den Standhaftige Tinsoldat

 

H.M. Dronningen gæster Pantomimeteatrets balletudgave af Den Standhaftige Tinsoldat

 

 

 

 

TIVOLI: Den Standhaftige Tinsoldat

Fotograf Annett Ahrends. Laurie Nielsen, Luis Fernando, Lauréline Epaulard, Robert Thomsen & Allan Nielsen

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… magisk eventyrlig balletaften ved Pantomimeteatret ….’

– Githa Schultz, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

Tilbage i 2013 var H.M. Dronningen med til at skabe kostumer og scenografi til balletudgaven af Den Standhaftige Tinsoldat på Pantomimeteatret i Tivoli. Forestillingen havde repremiere lørdag d. 24. juni 2023 kl. 20 på en dejlig lun sommeraften. Området omkring Pantomimeteatret var til en start moderat godt fyldt op, men det gik hurtigt op for tilskuerne at blandt dem var en rigtig dronning, nemlig H.M. Dronningen og med et var pladsen fyldt til sidste græsstrå omkring Pantomimeteatret.

Den Standhaftige Tinsoldat

H.C. Andersens udødelige eventyr ”Den Standhaftige Tinsoldat” (1838) som går så forfærdeligt meget igennem og blandt andet ryger ud ad barneværelsets vindue, sejler i en avispapirbåd gennem en kloak, bliver slugt af en fisk i havet og ender alligevel i barneværelset igen, da fisken bliver købt til aftensmaden, der hvor drengen bor. Og der ligger tinsoldaten i fisken med sit ene ben, fordi der ikke var tin nok til det andet. Tinsoldaten er også ulykkeligt forelsket i papirslottets danserinde, hvor de begge ender med at brænde op i kakkelovnen og opdages dagen efter som et tinhjerte og en paillet. Det er jo en trist affære med en uendelig smuk symbolik, der alt sammen foregår i en lille drengs barneværelse, blandt hans legetøj, der bliver levende om aftenen.

Ballet i TIVOLI

Balletforestillingen instrueret og iscenesat af Dinna Bjørn, assisteret af Tori Cooper med James Prices dejlige musik er til gengæld tro mod eventyrets elendigheder, men på en legende let, elegant, munter og farvestrålende måde. Som levende legetøj i rollerne iklædt dronningens flotte kostumer, mens de danser H.C. Andersens historie rundt i dronningens kunstneriske scenografi.

 

Nitten optrædende på scenen, børn som er elever af Tivolis Balletskole og voksne. I de 30 minutter forestillingen varer, er oplevelsen en fryd for øjet, balsam for hjertet og godt for sjælen. Er man en voksen med barnesjælen i behold og et blik for en ekstra dimension, får man hurtigt øje på gyngehesten, der danses af Laurie Nielsen, akrobatisk flot og mimisk når hun langt ud blandt publikum. Tinsoldaten der danses af Robert Thomsen og papirdanserinden, der danses af Lauréline Epoulard er begge også rørende og smukke i deres danseudtryk.

Fiktion og virkelighed

H.C. Andersens kunsteventyr er skabt til at underholde og inspirere, men indeholder også sociale værdier og synspunkter. En etbenet tinsoldat og en danserinde i et papirslot, de har noget tilfælles og samtidig krydses deres veje sjældent i virkeligheden, hvis man et kort øjeblik skulle sætte sig ind i H.C. Andersens tanker og eget noget ulykkelige kærlighedsliv og bristede drømme om optagelse på Det Kongelige Teater i dans og sang.

 

Og samtidig er eventyr skabt til at vi kan drømme os bort et kort øjeblik og sådan opleves det at sidde foran Pantomimeteatret og se Den Standhaftige Tinsoldat i balletudgave.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

TIVOLI: Den Standhaftige Tinsoldat

Fotograf Annett Ahrends. Vincent Vernal, Lauréline Epaulard, Robert Thomsen, Laurie Nielsen, Luis Fernando, Amalie Isager, Allan Nielsen, Ida Marie Krings, Allan Clausen & Maïa Gastal. TIVOLI: Den standhaftige Tinsoldat 2023

 

 

 

 

 

 

 

H.M. DRONNINGEN

Når nu H.M. Dronningen sad bare to rækker bagud, var det svært ikke lige at kigge for se med egne øjne, hvordan hendes tilstand er efter at have gennemgået en rygoperation. Men som sædvanlig strålede hun i en smuk kjole, smilede glad under forestillingen og altid med sit dejlige lune humoristiske glimt i øjet. Udover at hun oprigtig er glad for at møde sit folk i øjenhøjde og glæden var bestemt gensidig her på den magiske eventyrlige balletaften ved Pantomimeteatret.

 

Dronningen var ledsaget af Tivolis direktør Susanne Mørch Koch, som har en aura af ligeså afslappet og sympatisk stil. Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen smilede også tilfreds og med god grund. For Den Standhaftige Tinsoldat var og er stadig en fin lille bragende succes af en balletperle i havens mange underholdningstilbud.

 

Og Tivolis gæster vinkede og klappede af H.M. Dronningen hele vejen fra Pantomimeteatret tilbage til Amalienborg, som i et rigtigt eventyr, der ville have gjort H.C. Andersen stolt og glad.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

H.M. Dronningen

Fotograf Michelle Berg. H.M Dronningen og Tivolis direktør Susanne Mørch Koch nyder balletudgaven af Den Standhaftige Tinsoldat fra tilskuerrækkerne

 

 

 

 

 

 

TIVOLI: Den Standhaftige Tinsoldat. Forestillingen vises på Pantomimeteatret i Tivoli på udvalgte datoer, se mere information her

 

 

 

 

TIVOLI: Den Standhaftige Tinsoldat er skrevet af Githa Schultz, KULTURINFORMATION

se mere om Githa Schultz her