Litteratur

Anmeldelse: NORDSJÆLLAND FRA SKYEN

Anmeldelse: NORDSJÆLLAND FRA SKYEN

Anmeldelse: NORDSJÆLLAND FRA SKYEN✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ………… billederne fremstår ægte og naturlige ……’

– Martin Hänsche, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den flyvende fotograf Nicolas Cosedis har netop udgivet sin tredje fotobog Nordsjælland fra skyen, der denne gang sætter fokus på landskabet nord for Knud Rasmussen-linjen – en imaginær linje mellem Hundested og Charlottenlund. Selvom det er et relativt lille hjørne af Danmark, finder man her en rig variation af natur, kultur, historie og arkitektur som portrætteres bredt i Cosedis’ seneste bog – alt sammen set fra luften imellem 500 og 10.000 fods højde, indfanget fra en lille Cessna 172 med omkring 200 km/t.

 

Bogen er i samme format og opbygning som de første to udgivelser Byen fra skyen – København set fra luften (2021) – se link her og Danmark fra skyen (2022) – se link her. Hvis du ikke kender dem, kan det varmt anbefales at kigge nærmere på dem også.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse: NORDSJÆLLAND FRA SKYEN

Frederiksborg Slot, Hillerød. Foto: © Nicolas Cosedis – all rights reserved

 

 

 

 

 

Nordsjælland

De 304 sider er flot indbundne og indeholder et væld af luftfotos fra alle årstider og afkroge af Nordsjælland. Billederne bærer præg af kærlighed til området, som fotografen forbinder med mange af sine barndomsminder. Da han besluttede sig for at fotografere Nordsjælland fra skyen var det hans mål at indfange områdets mangfoldighed. ”Jeg ville ikke blot fokusere på prangende strandvejsvillaer og storslåede royale anlæg. Jeg ønskede at indfange de skjulte nuancer, der udgør dette område. Fra tæt bebyggelse til skov og hav og fra industri til liebhaveri ønskede jeg at vise Nordsjællands mange ansigter” skriver Nicolas Cosedis i sit korte forord. Det mål er han lykkedes rigtig godt med, for ganske vist finder man de billeder, som de fleste vil forbinde med Nordsjælland, men bogen indeholder også flere skjulte perler og industrielle anlæg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse: NORDSJÆLLAND FRA SKYEN

Høje Gladsaxe. Foto: © Nicolas Cosedis – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

Indledning af Holger Dahl

Skovene er noget som især kendetegner det nordsjællandske landskab, og fra luften kan man tydeligt se, hvordan vejene i flere af dem er anlagt for at tilgodese kongernes parforcejagt. Et landskab som i dag er optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Det kan man læse mere om i den oplysende indledning, der er forfattet af arkitekt og arkitekturredaktør på Berlingske Holger Dahl, der også har stået for teksterne til Cosedis’ første bog Byen fra skyen – København set fra luften. Med sit rige kendskab til områdets historie og arkitektur bidrager Holger Dahl også med små supplerende tekster til flere af billederne i bogen.

 

Bogen henvender sig nok primært til nogle der har en relation til området og den hører hjemme i ethvert sommerhus i det nordsjællandske. Her findes en rig inspiration til familieudflugter, for som bogen tydeligt viser, er der virkelig meget at se og opleve i Nordsjælland. Den må dog ikke forveksles med en turistbrochure, hvor solen altid skinner, for billederne er taget under vidt forskellige lysforhold helt i tråd med det ustadige danske vejr, hvilket gør at billederne fremstår ægte og naturlige.

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse: NORDSJÆLLAND FRA SKYEN

Dyrehavsbakken, Klampenborg. Foto: © Nicolas Cosedis – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

NORDSJÆLLAND FRA SKYEN er udkommet d. 7. november 2023 på dansk og engelsk ved forlaget Strandberg Publishing og kan erhverves for kr. 399,95 (hvilket svarer til ca. 2 kr. pr. billede). En rigtig coffee-table-book som fortjener at blive set og bladret i.

 

 

 

 

 

 

 

 

KULTURINFORMATION

Charlottenlund Fort. Foto: © Nicolas Cosedis – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse: NORDSJÆLLAND FRA SKYEN – se mere her

 

 

 

Alle fotografier: Nicolas Cosedis

 

 

 

 

Anmeldelse: NORDSJÆLLAND FRA SKYEN er skrevet af Martin Hänsche, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm