ARoS: PICASSO, MIRÓ, LÉGER

– modernismens mange stemmer

Udveksling af moderne billedkunst fra øverste hylde

Fernand Léger: ”Femme au bouquet”, 1924. Olie på lærred. 65 x 50 cm. Foto: Muriel Anssens

✮✮✮✮✮

'Ny blændende udstilling på ARoS i Aarhus åbenbarer kendte og mindre kendte værker fra den europæiske modernismes guldalder ……'

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Det er vanskeligt, på trods af tilstedeværelsen af et utal kunstnere, at kritisere kunstmuseet ARoS for, at man i udstillingstitlen ”Picasso, Miró, Léger – modernismens mange stemmer” har fremhævet tre af de mest banebrydende billedkunstnere fra 1900-tallets modernistiske epoke.

De tre kunstnere kan de fleste med blot et minimalt kendskab til kunsthistorie identificere ud fra efternavnene, men allerede til en indledning er det vigtigt at nævne, at udstillingen er sammenfattet af primært en specifik kunstsamling, der rækker ud i flere stilistiske hjørner inden for det mangfoldige fænomen, som modernismen må siges at bestå af.

Allerede i udstillingens begyndende afsnit står det klart for iagttageren samt signaturen bag denne anmeldelse ved pressevisningen på en solbeskinnet forårsdag i april, at noget helt særligt er sat i scene i udstillingsrummet, og netop disponering og iscenesættelse lover jeg at vende tilbage til på et senere tidspunkt i anmeldelsen her.

Pablo Picasso: ”Femme au chapeau”, ca. 1922. Olie på lærred. 73 x 60 cm. Foto: Studio Lourmel

To versioner af nøgenstudier af henholdsvis Amedeo Modigliani og Pablo Picasso. Foto: Anders Sune Berg © ARoS 2025

Kubismens skabere

En stor del af udstillingens værker er udlånt fra museet LaM (Lille Métropole Musée d’art moderne d’art contemporain et d’art brut), som blev skabt som ramme for en samling af moderne kunst skænket af Geneviève og Jean Masurel. Samlingen havde de arvet af samleren Roger Dutilleul.

Om samlingens opståen og hele historien bag LaM kan man opleve grundigt beskrevet i udstillingens katalog, så derfor vil jeg fremadrettet koncentrere mig om, hvad der rent faktuelt kan opleves på ARoS’ vægge.

En betydningsfuld epoke i modernismens historie ligger i kubismen som metode. Her bliver man uundgåeligt konfronteret med malerier af Pablo Picasso og George Braque, og netop disse to kunstnere står vel i et historisk perspektiv som genrens skabere med inspiration fra maleren Paul Cézanne og afrikansk kunst.

I udstillingen får man tillige bekræftet, at Picasso og Braque ikke stod alene i bestræbelserne på at eksperimentere ud fra principper om at forkaste perspektiver og naturalistiske gengivelser til fordel for geometriske former, flade billedplaner samt alternative fortolkninger af rum.

En videreførelse af de kubistiske grundidéer blev blandt andre foretaget af den franske maler Fernand Léger, og hans gengivelser af landskaber og miljøer med et næsten maskinelt persongalleri står stærkt i udstillingens syntese og det ikke mindst på grund af kunstnerens vitale, koloristiske jargon.

Vi befinder os her i den absolutte begyndelse af 1900-tallet, hvor opbruddene stod i kø i malerkunsten, og eksperimenterne blev udført af de banebrydende udøvere med en radikal stædighed. Og vi befinder os vel at mærke i den moderne kunsts ubestridte hovedstad, Paris.

Paul Klee: ”Abendiche Figur”. 1935. Gouache og grafit på papir. Foto: Lars Svanholm

Opgør med akademisk læring

I nærkontakt med de mange værker fra perioden bliver man helt stum af forundring og glæde over, hvordan dette afsnit af kunsthistorien udspiller sig for øjnene af én, men festen fortsætter uden afbrydelse i nærkontakten med en serie malerier af den italienske maler Amedeo Modigliani, der levede et kort, men intens liv.

På trods af hans italienske rødder opsøgte han Paris, hvor han udlevede en betingelsesløs tilværelse som boheme. Trods en selvdestruktiv livsførelse var hans produktion som kunstner fortættet og ekspressiv, hvilket en serie værker på den aktuelle udstilling bevidner.

Der sker imidlertid en form for forandring i udviklingen af såvel udstilling som samlingen, der ligger til grund for den. Begrebet ”art brut” får en betydning, hvilket akkumulerer en tilstedeværelse af kunstnere, som mange sandsynligvis ikke vil være bekendte med; men mon ikke Jean Dubuffet står som selveste levendegørelsen af art brut, der som genre tager et opgør med akademisk læring i relation til billedkunst.

Afsnittet fylder meget i udstillingen på ARoS, og dette bør sikkert perspektiveres i, at denne gren af modernismen rummer et utal af facetter. Dybest set drejer det sig i denne verden om at gøre kunsten fri af konventioner og traditionsbestemte tænkemåder. Kunsten skulle sættes fri med en hyldest til umiddelbarheden og de spontane processer. Man taler i dag om genren som outsider-kunst; men det bør vel begrundes i, at billedkunst i dag er et langt mere akademisk anliggende, end man oplevede det i den første halvdel af Det 20. Århundrede.

Jeg har vanskeligt ved at navigere i, hvilken rolle den ”rå kunst” spiller i en modernistisk kontekst, men den er bestemt ikke betydningsløs, hvilket man kan gøre sig erfaringer med i en række værker skabt i et naivistisk livssyn. I et mylder af detaljer optræder den franske maler Augustin Lesage og ligeledes franske Victor Simon har en klar meditativ tilgang til motiverne.

Til min store overraskelse bliver Picasso bragt i spil igen, og nu blandt andet i et gråtonet maleri fra 1942 fremstillende en kvinde som en figur, der har en vis lighed med en hest. Der er tale om en langt mere udpræget form for raffinement hos maleren Joan Miró og dennes organiske kompositionsprincipper.

Joan Miró: ”Trois Personnages sur fond noir”, 1934. Pastel og gouache på papir. 49,8 x 64,8 cm. Foto: Philip Bernard

Amedeo Modigliani: “Maternité”, 1919. Olie på lærred. 129,8 x 81 cm. Foto: Nicolas Dewitte, LaM

Vellykkede og dynamiske samarbejder

Jeg bliver dog næsten rørt i selskab med et relativt lille arbejde i gouache og grafit af Paul Klee. Værket står som et ekstremt stærkt vidnesbyrd om et kunstnersind i landflygtighed. Klee måtte flygte fra Tyskland til Schweiz i 1933 af alt for velkendte årsager. Figuren på billedplanet kan aflæses som et barn på ufrivillig flugt.

Jeg lovede at knytte en kommentar til disponeringen af udstillingsrummene i forbindelse med den aktuelle begivenhed, og jeg blev glad og befriet, da jeg opdagede, at arkitekturen denne gang ikke er indpakket i et farveorgie. Et sådant udspil ville også være unødvendigt, og måske oven i købet ødelæggende for den atmosfære, det er lykkedes at skabe på ARoS’ Niveau 5.

Der er ikke så meget at sige yderligere om en udstilling på ARoS, der giver nyt liv til modernismen og dens mange aspekter i 1900-tallets billedkunst. Den udgør på samme måde et eksemplarisk eksempel på, hvordan europæiske museer kan udveksle værker fra øverste hylde og derved skabe vellykkede og dynamiske samarbejder, der ved hjælp af kendte og mindre kendte kunstnere åbner for nye vinkler på den moderne kunsthistorie.

Udstillingen ”Picasso, Miró, Léger – modernismens mange stemmer” er kurateret af museumsinspektør Jakob Vengberg Sevel, ARoS, samt Jeanne-Bathilde Lecourt, kurator for moderne kunst på LaM Museum. Udstillingen ledsages af et rigt illustreret katalog på 136 sider og kan ses på ARoS Aarhus Kunstmuseum Aros Allé 2, Aarhus C. frem til d. 28. september 2025.

ARoS: PICASSO, MIRÓ, LÉGER – tjek den drilske hjemmeside ud her

ARoS: PICASSO, MIRÓ, LÉGER – Coverfoto: Installationsfoto med værker af Fernand Léger. Foto: Anders Sune Berg © ARoS 2025

ARoS: PICASSO, MIRÓ, LÉGER er en anmeldelse af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm