ASGER SCHNACK til BOB DYLAN

Bob Dylan i Royal Arena

‘ …… kosmisk i visionær forstand …..’

– Asger Schnack, KULTURINFORMATION

Det var en storslået aften med Bob Dylan og hans band i Royal Arena den 30. september 2022. Jeg mindes ikke at have været til en Bob Dylan-koncert med så mange mennesker (men jeg husker sandsynligvis forkert). Mange var vi i alle tilfælde i en meget stor hal, men underet skete, at lyden var virkelig fin. Fra det øjeblik, Bob Dylan og hele bandet stod på scenen, Bob Dylan skjult bag sit klaver, hvor han mere eller mindre opholdt sig under hele koncerten, var magien til stede som en påmindelse om Bob Dylans særegne evne til at iscenesætte, eller skal vi sige: skabe øjeblikket.

Vi havde et begrundet håb om, at Bob Dylan ville begynde aftenen på guitar (jf. setlisten fra Oslo), men i København var det klaveret, han valgte fra start til slut. Hvor han, det skal siges, udgør en meget væsentlig del af det perfekt spillende band, som i øvrigt består af to kendinge, Tony Garnier (bas) og Donnie Herron (steelguitar og violin), og tre nye siden sidst, Charley Drayton (trommer), Bob Britt (guitar) og Doug Lancio (guitar). Med dette band har Bob Dylan turneret i USA siden 2. november 2021 under overskriften Rough and Rowdy Ways. World Wide Tour / 2021-2024, opkaldt efter den seneste plade fra 2020. 74 koncerter i USA er det blevet til og foreløbig fire i Europa (Oslo, Stockholm, Göteborg, København).

Ikke to Bob Dylan-koncerter er ens

Det er velkendt, at ikke to Bob Dylan-koncerter er ens, selv inden for den samme turné er aftenerne forskellige, men især er det forbløffende at tænke tilbage og se de mange koncerter gennem årene for sig som i en ’forvandlingsforløsning’, så mange kunstneriske livsfaser, hvor udtrykket skifter, og hvor begrebet koncert opfattes på ny, idet kommunikationen ændrer karakter. Det er umuligt med så stort et œuvre, at man som publikum ikke oplever de enkelte koncerter som netop én ud af mange, en variant på vejen. Her – på denne planlagte, flerårige verdensturné – er konceptet en præsentation af det seneste pladeudspil, ja, alle numre fra pladen bliver spillet på den faste setlist, dog minus pladens sidste (og efter min mening bedste) nummer, det 17 minutter lange ”Murder Most Foul”. Det har Bob Dylan mig bekendt aldrig gjort før, ladet sin turné være en promotion for en plade. Det er dog også kun halvdelen af sandheden, for han blander ældre og lidt overraskende sange ind i følgen af de nye sange. Og resultatet er en ny helhed, som kan opfattes som et teaterstykke, der bliver opført for én.

Koncerten i Royal Arena

Og hvad er det så for et drama, vi præsenteres for? Det er som at træde ind i et velklingende, smukt effektueret bygningsværk, hvor verdenslitteraturen beklæder væggene, og hvor kroppen – din, min, alles – repræsenteres af en grundlæggende ophørsfølelse, ikke i form af angst, men snarere af accept, til lyden af værdighed og ’højt til loftet’, ja, ikke blot til arenaens tag, men videre op. Der er denne himmelske overbygning, som også er kosmisk i visionær forstand: Mangfoldigheden får plads og nærmest eksploderer i synet på eget værk og liv. (”I Contain Multitudes”, som en af sangene hedder, med et citat af Walt Whitman). Der er ingen ironi, ingen tilfældighed, men en alvor i, hvad der i alle tilfælde i nuet er en afsked, og som for os i salen let kan overføres til en afsked med Bob Dylan som omrejsende kunstner. Way back, på ”Song to Woody” fra Bob Dylan (1962) sang han: “The very last thing that I’d want to do / Is to say I’ve been hittin’ some hard travelin’ too”. Og det kan man roligt sige, at han nu 60 år senere har efter tusindvis af koncerter, og når vi er til stede, er vi det netop som i et nu på vejen.

Koncerten lægger ud med ”Watching the River Flow”, der ligesom et højdepunkt fire numre senere, ”When I Paint My Masterpiece”, stammer fra en indspilningsdato i 1971 med Leon Russell og blev samlet op på More Bob Dylan Greatest Hits (s.å.). Leon Russell optræder i øvrigt i teksten på ”My Own Version of You”, hvor det hedder: ”I’m gonna make you play the piano like Leon Russell”. Sådan fletter universet sig sammen hos Bob Dylan, hvor kredit gives, og referencer fortæller deres egen vigtige historie, som når Allen Ginsberg, Gregory Corso og Jack Kerouac – ligesom Bob selv – i ”Key West (Philosopher Pirate)” er født på den forkerte side af jernbanesporet. Key West, får vi at vide, ”is the place to be / If you’re lookin’ for immortality”.

ASGER SCHNACK til BOB DYLAN

Dette sjældne fotografi af Bob Dylan er generøst tilvejebragt af fotografen Gorm Valentin.

Både de to numre fra 1971 og andre af de ældre numre, ”I’ll Be Your Baby Tonight” (fra John Wesley Harding, 1967) og ”To Be Alone With You” (fra Nashville Skyline, 1969), omfortolkes og indgår selvfølgeligt i det nye parnas af sange fra Rough and Rowdy Ways. For slet ikke at tale om aftenens måske bedst fungerende sange, ”Gotta Serve Somebody” (fra Slow Train Coming, 1979) og det absolutte højdepunkt, afslutningsnummeret ”Every Grain of Sand” (fra Shot of Love, 1981). Det fortæller noget om, hvordan det lykkes for Bob Dylan at trække ældre numre, der langtfra kan siges at tilhøre kategorien hits, ind i den nye sammenhæng. Dertil skal lægges, at de ni numre fra den aktuelle plade, i alle tilfælde for mig at se (eller høre) skænkes en ny og videre betydning nu, her, live, og i denne omrystede rækkefølge. Faren for det lidt langvarige i visse af enkeltnumrene (som også gælder pladen) lurer, men overvindes af bandets mesterskab og Bob Dylans skarphed i fremførelsen.

Asger Schnack # 29

Hans fysiske skrøbelighed kom på ingen måde til udtryk i hverken hans sang eller klaverspil – eller hans mundharmonika til sidst på ”Every Grain of Sand” – hans nærvær var fuldstændigt, en slags hundred procent tændthed, som kombineret med den gode lyd i salen og det sikre – jeg havde nær sagt: stilfulde – band gjorde koncerten til en sejr for Bob Dylan og for os, der var så heldige at være en del af nærværet. For undertegnede koncertgænger var det koncert # 29 med Bob Dylan og en af de bedste. Forunderligt, at man således kan indhvirvles i en kunstners værk i over et halvt århundrede og stadig overraskes, bevæges og med taknemmelighed hvirvle videre. Mens Bob Dylan allerede befandt sig i bussen mod Flensburg, summede vi ud mod metro og cykler, lige præcis taknemmelige.

Niels Lyksted