CIRKUS ARENA: LANDSPREMIERE 2024
AKTUELT

CIRKUS ARENA: LANDSPREMIERE 2024

CIRKUS ARENA: LANDSPREMIERE 2024

 

Super CIRKUS IFØLGE BUBBER OG MALENE QVIST

 

 

Sjovt, vildt, sejt

 

 

 

 

 

 

CIRKUS ARENA: LANDSPREMIERE 2024

Foto: Brian Ulrich Skovgaard

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Far: “Vi skal i cirkus i dag. Hvad tror I der kommer til at ske?”

 

Bastian: “Jeg tror der er klovne!”
Stella: “… klovne, akrobater og dyr!”

 

En anmeldelse af Cirkus Arena ifølge to af Kulturinformations junioranmeldere (og deres seniorledsager)

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

Kulturinformations junioranmeldere, Stella på 10 år og debutanten Bastian på 6 år, har en kølig mandag i marts, taget deres snart 4 årtier gamle far Brian med til landspremieren på Cirkus Arenas turné der begynder på Bellahøj Cirkusplads i København, og rejser landet rundt i 90 danske byer i løbet af de næste måneder henover foråret og sommeren 2024.

 

De 3 er troppet op i dag for at vurdere om et ca. 250 år gammel koncept som et cirkus stadig fungerer i dag. Gør det indtryk? Hvad kan det? Og er det noget man skal bruge tid på?

 

Og holder Cirkus Arena hvad de lover, når de I deres pressemeddelelse siger at vi bl.a. kan
forvente “prisbelønnede verdensartister, søde dyr, duften af savsmuld, nervepirrende luftakrobatik, magi, klassisk klovneri, vilde BMX-stunts og skønne sange?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kulturinformation

BMX Riders: Cirkus Arena

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det korte svar på sidstnævnte spørgsmål er ja: Cirkus Arena vil vise sig at leve op til forventningen, og det er både “Sjovt”, “vildt” og “sejt”, (i øvrigt sagt adskillige gange og i utallige kombinationer), men vi må hellere uddybe:

Sondering af terrænet

Vi er kommet i god tid her på cirkuspladsen, så vi kan orientere os i området og bl.a. komme helt tæt på de firbenede stjerner der lystigt tisser og prutter sig færdige inden showets start. Da Bastian påbegynder et dybdegående, kulturelt interview med en af Fabiana Köhler’s veltrænede og søde hunde gennem hegnet, forveksles vores unge anmelder med et træ og når akkurat lige at undvige en stråle mod sig. De selv samme hunde – Cirkus Arenas egne “Paw Patrol” – skal senere vise sig at være nogle af de helt store højdepunkter på aftenen blandt vores junioranmeldere.

 

 

 

 

 

 

Kulturinformation

Jolanda Hofman og hunde: Cirkus Arena

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ved siden af hundene står Rudi Althoff’s æsler, og de er også søde… men de lugter ifølge vores 2 yngste anmeldere, så det er vi hurtigt forbi. Om det har påvirket dommen af æslernes performance ved showet, skal være usagt. Dog er vi alle 3 enige om at æslerne ikke er dem der for alvor imponerer os i rækken af artister – men søde er de… bare de er lidt på afstand.

 

Efter en rundtur om teltet udefra i et cirkus af (!) campingvogne, ledninger og medvirkende der suser frem og tilbage for at klargøre de sidste ting til showet, bevæger vi os ind i forteltets mørke hvor vi stiller os klar omgivet af et virvar af duftende boder som vi bør udforske… for at komme i stemning for alvor.

 

 

 

 

 

 

CIRKUS ARENA: LANDSPREMIERE 2024

Foto: Brian Ulrich Skovgaard

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forklædt som voksen

Klokken er ca. 18:37, og så stikker Bubber hovedet frem bag et forhæng, som et lille, nysgerrigt barn. Senioranmelder Brian noterer sig at Bubber formår – om ikke andet så i hukommelsen – at fremstå endnu yngre end da han sidst så Bubber i Cirkus Arena tilbage i starten af 1990’erne, hvor bl.a. “Sytten-nul-dut” (Bubbers Badekar) var stort.

 

80’er-barnet og nu med-sprechstallmeister Malene Qvist sender undervejs en homage til Bubber med den dengang meget populære temasang fra programmet, som for mange i teltet var ukendt, men for andre børn af 80’erne – inklusiv far Brian – lå meget langt væk i hjernebarken, men alligevel formåede at kravle sig op til overfladen efterfølgende.

 

Bubber og Malene Qvist supplerer hinanden rigtig fint i sprechstallmeister-opgaven, og bliver kun bedre som aftenen skrider frem.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

CIRKUS ARENA: LANDSPREMIERE 2024

Garcia Brothers: Cirkus Arena

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nervepirrende luftakrobatik

Garcia-familiens to generationer fik stående bifald for deres akrobatik på henholdsvis jorden og i luften med sublim, raffineret finesse og kreativ friskhed, og det var aldeles velfortjent. I samme genre, kan David Hammarbergs svimlende bungee trapez, og Duo Costache’s menneskelige ur, lægge sig ind under løftet om “nervepirrende luftakrobatik”, som i den grad blev indfriet.

Skønne sange

Orkestret under ledelse af Filip Czank, fyldte teltet med lyd i både i højden og ned i gulvet, med en både fyldig og legende lyd, der bød på instrumentale cover-versioner af alt fra “Stayin’ Alive” og “Start Me Up” til “Tarzan Mama Mia”, “Happy” og “Uptown Funk”, hvor sidstnævnte er nærmest skabt til at være med i et cirkus – på den gode måde. Det elegante samspil med artisterne fungerede også glimrende til føromtalte Duo Costache, hvor lys, lyd og artisteri for alvor går op i en større helhed og kryber sig ind under huden, så man ikke kan andet end at overgive sig til det.

 

Her skal også nævnes Malene Qvist’s sangtalent som bl.a. leverede en energisk og skræddersyet udgave af “Det’ Det”, hittet fra “Sukkerchok”, som Malene var en del af.

Klovnen – er det sjovt?

Der var én klovn: Jimmy Folco. Da han først dukkede op og fik lokket et barn til at sprøjte med vand ud af munden, spurgte jeg mig selv, om det her virkelig var sjovt. For det kunne jeg ganske enkelt ikke vurdere. Da han kom igen i anden afdeling af showet, og havde fået 4 voksne publikummer til at lege jam-band på tåkrummende og platteste vis, må salens og junioranmeldernes dom være klar: Det er sjovt. Det er faktisk sjovt.

Dommen

Vi kunne blive ved, og vi kunne nævne bl.a. BMX-riderne, der var et stort publikums-hit op til afslutningen af første afdeling, og vi kunne tale om den indledende stige-akrobat Robi Berousek, som (selvfølgelig) da også lige kunne jonglere oven på en fritstående stige. Eller hvordan Bubber pludselig forsvandt, og kom tilbage på magisk vis.

 

Bastian : “Det er sjovt at være i cirkus”

 

Stella: “Det var sjovt, vildt, og sejt”

 

Brian: “Det mine børn sagde. Jeg kan ikke sige det bedre”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

CIRKUS ARENA: LANDSPREMIERE 2024

Foto: Brian Ulrich Skovgaard

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når vi ikke kaster max antal stjerner efter forestillingen, er det ikke junioranmeldernes skyld, da de samlet set gav aftenen topkarater, også selvom alt ikke fangede lige meget (Se alle bedømmelserne af artisterne herunder). De var ganske enkelt virkelig godt underholdt hele vejen.

 

 

Senioranmelder savnede noget finesse og ensartethed bl.a. i overgangene, herunder fra introduktionerne af artisterne samt i sprechstallmeister-samspillet og rollerne, der virkede indstuderet som en form for planlagt spontanitet, men som kun glimtvis fungerede. Lad det være sagt at vi er nede i de små, men dog ikke uvæsentlige, detaljer her.

 

 

 

 

 

Super CIRKUS IFØLGE BUBBER OG MALENE QVIST

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Cirkus Arena er bestemt et besøg værd, for alle aldre. Både i år, og helt sikkert også i 2025, hvor Cirkus Arena har 70 års-jubilæum.

 

 

 

 

 

CIRKUS ARENA: LANDSPREMIERE 2024. Se mere på: https://www.arena.dk/turne

 

 

 

 

CIRKUS ARENA: LANDSPREMIERE 2024 er anmeldt af Stella Mira Skovgaard, Bastian Mo Skovgaard & Brian Ulrich Skovgaard, KULTURINFORMATION. Redaktion: Jesper Hillestrøm