Filmanmeldelse: DE FORBANDEDE ÅR – Fredens Pris

Foto: Vibeke Tuxen Winding

✮✮✮

' ….. mens forgængerne har storfilmsbredskuldrethed over sig, er denne 3'er mest af alt en art tv-spil …. '

– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

Vi er nu nået frem til tredje og sidste del af trilogien om familien Skov. Vi har fulgt familien før og under Anden Verdenskrig, og nu fortsætter vi med befrielsen og tiden efter.

Familien Skov har nemlig nogle 'regninger', der skal betales og det går ikke stille af. I det store hele samler denne tredje og sidste del trådene, binder krøller og haler sammen og sætter gang i nye tilværelser for de mange personskildringer.

Handlingen

De fleste husker måske nok velhaverfamilien Skov med faderfiguren Karl (Jesper Christensen), der som fabrikant samarbejder med tyskerne og i denne sidste film falder der historiske øretæver af. Ikke kun fysisk, men vi får også indblik i rettergangen – eller manglen på samme – og også omkostningerne for familien. Jesper Christensen spiller sin sikre klassiske stil uden overraskelser, og har også været med på manuskriptsiden.

Opgøret følger flere private spor. Sønnen Aksel (Mads Reuther) støtter kommunisterne og har været modstandsmand, men flere kabaler går ikke op her. Reuther kan sit kram og er yderst troværdig i sin præstation.

Søsteren Helene Skov (Sara Viktoria Bjerregaard) er vendt hjem efter et forlist forhold med 'fjenden', og kommer under vejr med at blive jazzsangerinde. Bjerregaard leverer ultragodt skuespil.

Moderen Eva (Bodil Jørgensen) har ikke overraskende et knækket sind og krigen og tabet af sin nazistiske søn har bragt hende ud af kurs – se hvordan det spænder af i filmen.

Foto: Vibeke Tuxen Winding

En tynd kop suppe

Måske kan det ikke være anderledes, men mens forgængerne har storfilmsbredskuldrethed over sig, er denne 3'er mest af alt en art tv-spil, med forudsigelige almindeligheder og til tider uopfindsomhed, der tæt ved ligner de er afskrevet fra nationalklenodiet Matador.

Nej, deres anmelder er ikke oppe at ringe. Film skal ses i biografen – tv-spil kan udmærket ses hjemme i sofaen. Om man egentlig har lavet et benspænd for sig selv ved at satse på tre film, er jeg tilbøjelig til at tro. Måske ville én lang storfilm a la Schindlers Liste (1993) have været tilstrækkeligt, eller eventuelt blot to film.

DE FORBANDEDE ÅR – Fredens Pris er ærlig talt for faktuel og kedelig, og det er svært at blive revet med af stemningen, blot fordi man har kørt alle landets ypperste skuespillere i stilling. Vi mangler blot, at historikeren Bo Lidegaard toner frem med sine ellers så velkomne klogerier.

Endelig viser det sig, at flere præstationer falder lidt ved siden af og 'leger' eller 'spiller gammeldags' i deres lettere teatralske portrættering af 'gamle Danmark', og personerne i samfundet. Her ses mere parodi end reelt hårdkogt skuespil.

Nej, jeg skriver ikke, at DE FORBANDEDE ÅR – Fredens Pris virker som et forsøg på at finde arbejde til arbejdsløse skuespillere, men jeg skriver, jeg tror, at alle de medvirkende nød at spille med i dette periodedrama mere end biografgængeren vil komme til at nyde filmen.

Lidt ærgerligt, oven på de to første så udmærkede film, at runde af med en lunken kop suppe suppleret med spredehagl.