Filmanmeldelse: DEN MODERNE KVINDE

✮✮✮✮

‘ ….. en anbefalelsesværdig film …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Maria Montessori (1870-1952), var på alle måder bemærkelsesværdig og filmen, DEN MODERNE KVINDE, er baseret på hendes historie. Maria mente ikke, man nødvendigvis skulle indordne sig under de givne former. Hendes forældre ønskede at hun skulle blive lærer. Maria ville noget helt andet. Hun indskrev sig på Roms Universitet og blev ved en fejl optaget under navnet Mario. 1896, var hun den første italienske kvinde, som gennemførte en uddannelse som læge.

En ny pædagogik

Maria udviklede en speciel form for pædagogik, hvor hun anså det for muligt, at psykisk udviklingshæmmede børn kunne lære at læse, skrive og regne. Montessoris tilgang til opdragelse og læring var helt og holden naturvidenskabeligt funderet. Hun var klar over, at børns sanser og intellekt kunne styrkes ved at stimulere børnenes egen aktivitet og selvstændighed. Denne metode var en nyfortolkning af, at leg og fantasi skulle være det fundamentale pædagogiske udgangspunkt for arbejdet med børn.

Maria Montessori var af den opfattelse, at børn havde behov for fri leg og deres leg var et udtryk for manglende intellektuelle udfordringer. Fantasi og historiefortællinger skulle først præsenteres for børnene, når de var gamle nok til at skelne mellem fantasi og virkelighed. Maria Montessori udviklede selv forskellige fysiske redskaber til optræningen, som skulle forbedre børnenes sans for former og aktivitet. Sansninger skal holdes op på aktiviteter og handlinger for at det giver mening for barnet.

Det primære var, at redskaberne skulle kunne bruges næsten uden voksenhjælp. Det er den type af legetøj, såsom klodser, put ned i kasse med trekanter firkanter etc., puslespil med brikker i forskellige størrelser o.m.a., vi også bruger i dag. Hendes pædagogik blev verdenskendt og der blev etableret undervisning kun i denne teknik til kommende pædagoger med denne specialuddannelse. Hendes metoder har fået stor betydning for udviklingen af moderne vestlige børnehaver. I flere lande findes et stort antal Montessoribørnehaver.

Filmen

I en lille landsby har Maria Montessori, Jasmine Trinca, sammen med Giuseppe Montesano, Raffaele Esposito, i nogle år ledet en italiensk skole for åndssvage børn, som vi i dag kalder mentalt handicappede børn, der fungerer både på dagsbasis, men samtidig også som døgninstitution. Med tålmodighed plejer de børnene, assisteret af uddannet Montessoripersonale.

Lili d’Angely, Leïla Bekhti, er en feteret cabaretsangerinde i Paris. Hun lever et luksus liv, med mange velhavende bejlere. Hendes store sorg er Tina, Rafaëlle Sonneville-Caby. Datteren har indlæringsvanskeligheder og er blevet placeret hos hendes eksmands mor. Hun har ikke set Tina i 7-8 år, indtil hun bliver afleveret på dørtrinnet af eksmanden, hans mor er død. Ingen vil tage ansvar for barnet.

Lili ser sit glamourøse liv forsvinde ud i den blå luft. På det tidspunkt dater hun en prins og det ville være ærgerligt, hvis han opdagede hendes handikappede barn og slog hånden af hende. Hun har i alle årene levet som single, men nu falder hammeren. Hun prøver at få en guvernante, men det går ikke godt. Tina fylder for meget. De rejser væk og besøger Montessoris skole. Maria mener at Tina er understimuleret og indvilger i at tage hende på dagskolen. Lili trygler og beder om, at tage hende hele døgnet. Maria siger nej, hendes skole er ikke et anbringelsessted. Tina begynder at komme på skolen. Lili lever fortsat sit vilde liv og kommer sjældent på besøg.

En dag i deres hjem, hører hun Tina stå og hamre i klaverets tangenter. Hun går ind til hende og begynder at spille. Tina er lydhør og kan godt lide musikken. Nogle dage senere lyder der klaverspil på skolen og mange af børnene bevæger sig til musikken og er optagede af de nye rytmiske lyde. Det er Lili der spiller. Bagefter taler de to kvinder sammen og Lily vil stadigvæk ikke erkende hendes relation til Tina. Maria fortæller hende om sin dybeste hemmelighed: hun har selv et handikappet barn, der bliver passet hos en amme. Hendes samarbejdspartner, Giuseppe Montesano, er faderen. Sønnen hedder Mario og er halvandet år. Giuseppe og Maria kan ikke bo sammen uden at være gift og det vil Maria ikke under nogen omstændigheder. Hun vil bevare sin integritet. Lili er målløs, men de to kvinder finder en fælles forståelse og Lili begynder at spille for børnene på skolen. Det er en stor succes.

Skolen er hele tiden under opsyn og kontrol, for man har ikke troet på metoderne. Der skal være en slags eksamen og der kommer nogle eksaminatorer og giver børnene simple opgaver. Det går over al forventning og Lili vender på en tallerken og ser pludselig sin datter.

Præstationerne

Leïla Bekhti spiller Lili d’Alengy med overskud og tilpas nonchalance. Hun kan ikke handle anderledes end hun gør, set fra hendes perspektiv. Bekhti er nuanceret, hun viser en sammensat kvinde der elsker sit barn, men er bange for at miste sig selv og opdager, at hun faktisk allerede har mistet det dyrebareste i sit liv, hendes datter.

Jasmine Trincas Maria Montessori, kan jeg udmærket forestille mig kunne have været som hun bliver portrætteret her. Saglig og dedikeret. Det må have været vanskeligt at stå på sin ret til et selvstændigt liv, når resten af verden er imod en. Skyld kan drive et menneske til de mest foruroligende ting, men her indser Maria at det bliver det kors hun må bære for altid. Hendes kompagnon proklamerer at han nu gifter sig med en anden. Hun kan overlade sønnen til ham på den betingelse, at hun aldrig vil gøre krav på ham.

Tina bliver spiller af Rafaëlle Sonneville-Caby og det er lidt af en præstation. Raffaele Esposito er strålende som Giuseppe Montesano. Denne imødekommende charmerende og dygtige mand, som er forståelsen selv, indtil han bliver sagt i mod.

Et par småindvendinger

Om nogen er jeg Montessori tilhænger, men filmen dvæler for meget ved børnenes handikap end ved selve metoden. Selvfølgelig ser vi hvordan noget af undervisningen foregår, men det er langtrukkent. Det kunne have en vis interesse at se mere ind bag Marias bevæggrunde og hvad der lå til grund for hendes metode. Hvordan kom hun frem til netop det legetøj? Hvad fik hende til at forstå hvorfor sammenhængen mellem opfattelse og motivering var primær, ja, der er mange spørgsmål jeg kunne ønske mig havde været belyst. Og til sidst fik vi ikke indblik i hendes forskellige metoder, når de syge børn skal undervises, kontra de almindelige børnehavebørn.

Som helhed er det en god film, fordi vi lærer en kvinde at kende, som har betydet noget indenfor den pædagogiske udvikling i næsten 130 år. En af Montessoris teorier er bl.a., at disciplin og frihed har tæt sammenhæng, idet hun mente, at børnene ville opleve frihed ved at arbejde med noget de fandt interessant, og derved opleve disciplin helt naturligt. Man kan nok ikke helt regne med min begejstring for denne sætning, for den har præget mig hele livet, efter to år i en Montessori børnehave. En anbefalelsesværdig film.

Filmanmeldelse: DEN MODERNE KVINDE Instruktør og manuskript: Léa Todorov. Medvirkende: Leïla Bekhti-Lili d’Alengy, Jasmine Trinca-Maria Montessori, Rafaëlle Sonneville-Caby-Tina, Raffaele Esposito-Giuseppe Montesano, Laura Borelli-Carlotta, La nourrice, Nancy Huston-Betsy m.fl. Fotograf: Sébastian Goepfert.

Filmanmeldelse: DEN MODERNE KVINDE – se trailer her

Filmanmeldelse: DEN MODERNE KVINDE er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm