Filmanmeldelse: DRØMME

MESTERLIGT POWERTRIP

✮✮✮✮✮

' …… Man skiftevis fryser og får varmen i Michel Francos eminente nutidsdrama DRØMME. Jessica Chastain og Isaac Hernàndez’ kærlighedsaffære er hot, men man ender med at skære sig voldsomt ….. '

– Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION

På overfladen ser det lækkert ud, smukke rige mennesker til velbesøgte fundraisers, cocktailparties og balletpremierer i interiører, som får mundvandet til at løbe. Societykvinden Jennifer (Jessica Chastain) bevæger sig som en fisk i vandet, som det livreddende centrum i mange immigranters liv. I stærk kontrast til den smukke æstetik følger vi balletdanseren Fernando (Isaac Hernàndez) kæmpe sig fra lastbilen, fyldt med illegale indvandrere, til San Francisco, hvor han låser sig ind i en bungalow i den velbjergede del af byen, hjemmevant forsyner sig med rester fra køleskabet og falder omkuld i det lækre ægyptiske sengetøj. Hvad sker der her, tænker vi som publikum, var han ikke lige på flugt? – men så dukker Jennifer op, og så falder 5-øren: de to har en affære, og det så ruderne dugger.

Detaljer fra linse, lyd og …. magten

Men hvad er så det der med flugten og alt det illegale? Det er det filmen langsomt folder ud for os, mens vi mæsker os i lækker fotografering, æstetiske elskovsscener og en filmskalpel, som skærer alting til på millimeter. Michel Francos ærinde er ikke de store svulstige tableauer, men et kamera som fanger de små detaljer: en næserynken, et hurtigt næsten usynligt blik, en løftet skulder. Filmen er uden score, så alle lyde, alle klip står skarpt og nøgent. Vi får ikke lov at falde hen, her er alt for meget på spil for vores karakterer, som fra hvert sit sted i hakkeordenen kæmper om magten. Ja magten. For det er den, det hele handler om.

Første gang vi får en fornemmelse af, at alt ikke er så idyllisk, som vi troede, er en lummer scene ved køkkenbordet, hvor Jennifer prøver at dominere Fernando til at gøre, som hun vil. Han parerer og sætter sin egen vilje igennem, som én der prøver at få bare et lille overtag i et forhold, som er alt andet end lige. Han bor i hendes hus, bruger hendes penge og nyder godt af hendes indflydelse. Noget, der alt sammen går ham på, men målet helliger midlet. Lige indtil det ikke gør det længere, for hun lukker ham ikke ind i sit liv. Hun har ham installeret og spiller kæreste bag lukkede døre og på steder, hvor hun ikke støder ind i society-vennerne, alt sammen gratis og på hendes præmisser. Det er ikke nok for Fernando, som provokerer et brud. Han vil stå på egne ben. Og så starter dramaet for alvor, for Jennifer vil med alle midler have ham tilbage.

Mexico & USA – USA & Mexico

Filmen klipper imellem de bløde, støvede farver i Mexico og de kolde blå toner på gaden i San Francisco, noget vi allerede har set mesterligt udfoldet i Alejandro González Iñárritu’s ’21 Grams’ fra 2003, ligesom vi møder varmen og sammenholdet hos mexicanerne og det kolde, kalkulerede hos de hvide velhavere. Her er ikke mange muligheder for tolkning – og dog. For begge parter er afhængige af hinanden. Mexicanerne drømmer om et bedre liv, og de hvide drømmer om mere varme, groft sagt. Jennifer drømmer om ægte kærlighed, men på sine præmisser, og Fernando drømmer om berømmelse og ære med Jennifer ved sin side. Men den går ikke. Det kommer familien aldrig til at acceptere.

Vendepunktet kommer da Jennifers bror Jake (Rupert Friend, HOMELAND) tager de to på fersk gerning i Jennifers hus, mens Fernando er ved at lave mad til hende – en scene i underspillet karakterskuespil, som Friend bærer mesterligt igennem. Herfra går det ned ad bakke, for det kan familien ikke have. Her blander man ikke arbejde med fornøjelse. Velgørenhed er i sig selv ærefuldt, og her går det ikke at dem, man er godgørende overfor, skal sidde med ved bordet. Jennifer er nødt til at handle, og det gør hun, så man får ondt i maven.

Præstationerne

Jessica Chastain og Isaac Hernàndez er begge brandvarme og isnende kolde i et kammerspil om magten, som skifter hænder i et behændigt powertrip, som ingen vindere har. Slutningen er fuldstændig overrumplende og næsten ubærlig. Men det må ende sådan. Det kan ikke være anderledes.

Michel Franco har lavet et uafrysteligt dokument over de spil, vi spiller med hinanden, både på det private plan, men så sandelig også som metafortælling i det store globale spil om magten, som – sjovt nok og ret så aktuelt – udspiller sig på den store verdens scene. Men det er sekundært her. Man skal se filmen for dens rå, hudløse og kulderystende skuespil. Det er her guldet ligger.