FILMKRITIK – Epic: Elvis Presley in Concert
Man skal have et hjerte af beton for at modstå Elvis

Foto: Universal Studios 2025. All Rights Reserved
✮✮✮✮✮
' ….. man kan ikke sidde stille i biografsædet, når Elvis giver den gas i den nye film om hans legendariske koncerter i Las Vegas …… '
– Niels Frid-Nielsen, Elvis-ekspert, med ret til at bære sabel – KULTURINFORMATION
Elvis Aron Presley (1935-1977) er og bliver Rockens Konge. Michael Jackson kaldte sig Poppens Konge, og det var måske nok Chuck Berry, der satte strøm til sin gamle jazzguitar og dermed skabte lyden af rock, men det var Elvis, der sang og vred hofterne, så pigerne skreg, kastede deres trusser op på scenen og gjorde Rock'n'roll til lydtapet i den nye teenagekultur, der opstod i 1950erne, og i 1960erne blev til det, der i dag huskes som ungdomsoprøret.
Elvis Presley frisatte ungdommens drifter med de æggende rytmer, smækre omkvæd og med en sang, man skulle have et hjerte af beton for at kunne modstå.

Foto: Universal Studios 2025. All Rights Reserved

Foto: Universal Studios 2025. All Rights Reserved
Baz Luhrmann
Den australske instruktør Baz Luhrmann er kendt for farverige og teatralske film som "Romeo + Julie" (1996), "Moulin Rouge" (2001) og ikke mindst den biografiske "Elvis" (2022).
Under arbejdet med "Elvis" fik han kendskab til 69 kasser med 59 timers filmnegativer i Warner Brothers skatkammer af et arkiv, der er bygget ind i nogle gamle saltminer i Kansas, USA. Som om det ikke var nok, fik Luhrmann også adgang til ikke tidligere viste Super8-film med Elvis, der gemte sig i Kongens residens i Graceland, Memphis Tennessee. I kasserne og Graceland fandt Luhrmann optagelser fra de udsolgte Elvis-shows i Las Vegas i 1970'erne, en turné i 1972 og nogle sekvenser fra en koncert på Hawaii i 1957, hvor Elvis optrådte i en jakke af guld. Hertil kom hidtil ukendte optagelser, hvor Elvis fortæller om sin barndom, tiden som soldat i Tyskland, Hollywood-årene som førsteelsker på film, frem til det store comeback i Las Vegas i 1970'erne.
Baz Luhrmann har restaureret de gamle optagelser, så de fremstår med en sprudlende lækker, næsten overnaturlig farvekraft, ligesom hans musikproducer har støvet musikken af, så man næsten ikke kan sidde stille i biografsædet, mens man ser Elvis give den gas på scenen i "Epic".

Foto: Universal Studios 2025. All Rights Reserved

Foto: Universal Studios 2025. All Rights Reserved
Over 70 sange
Det er en episk fortælling om drengen, der vokser op i en beskeden men kærlig familie med gospel, country og blues på menuen. Om de hårde år som menig i militæret, og nedslidning af talentet i trivielle film i Hollywood, men også om glæden ved at optræde for andre med sin musik.
Glæden ved at optræde live, som om det var første og sidste gang, er essensen i Baz Luhrmanns "Epic: Elvis Presley in Concert". Vi hører brudstykker af 70 sange fra det store Elvis-katalog. Det er frapperende fedt. Vi får "Can't Help Falling In Love", "Are You Lonesone Tonight?", "Jailhouse Rock", "Hound Dog", "Heartbreak Hotel", "That's All Right", "Burning Love", "You're the Devil in Disguise", "In the Ghetto" og ikke mindst "Suspicious Mind", så ikke et øje er tørt og loftet er ved løfte sig i biografen. Det er så dampende hedt, funklende funky, supersexet og fantastisk dynamisk klippet, at man bare giver sig hen til en billedside, der er uimodståelig, og en lydside der pumper derudaf, som var man på diskotek. Det er som om Baz Luhrmann har sagt til sig selv, at Rockens Konge skal have en Konge Film, der kandiderer til at blive verdens bedste musikfilm.
Og så har jeg slet ikke nævnt de sekvenser, hvor Elvis fortolker andre kunstneres værker, så man indser, at manden er en sand mester. Han kan synge Bob Dylans "I Shall Be Released", Simon & Garfunkels "Bridge Over Troubled Water" og ikke mindst Beatles hymnen "Yesterday", så man får en stille klump i halsen, og tænker: tænk et talent den mand har!
Et momoment!
Desværre blev Elvis for mange symbolet på overfladisk amerikansk smag, med guldlamé, bakkenbarter, overforbrug og stimulanser ad hoc. Men alle undenomsværkerne kan ikke skjule mandens gudsbenådede talent.
Baz Luhrmann viser med "Epic: Elvis Presley in Concert", at Elvis var en af det 20. århundredes allerstørste kunstnere. Vi har fået et filmisk og musikalsk monument over Elvis, som jeg sent vil glemme.

Foto: Universal Studios 2025. All Rights Reserved
Epic: Elvis Presley in Concert"
Instruktion: Baz Luhrmann
Klip: Jonathan Redmond
Musik produktion: Jamieson Shaw
Spilletid: 96 minutter
FILMKRITIK – Epic: Elvis Presley in Concert – se mere her
FILMKRITIK – Epic: Elvis Presley in Concert: Trailer
FILMKRITIK – Epic: Elvis Presley in Concert er en anmeldelse af journalist Niels Frid-Nielsen, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm

