Folketeatret: GLADE DAGE

✮✮✮✮✮

' …. Begravet til halsen i en meningsløs verden fortsætter Winnie. Hun holder fast, holder håbet og insisterer på livet. Samuel Beckett viser os, at det mest menneskelige er, aldrig at give op ….. '

– Githa Schultz, KULTURINFORMATION

Den irske forfatter og dramatiker Samuel Becketts GLADE DAGE er et af de teaterstykker, der med næsten skræmmende præcision nægter at blive forældet. Siden urpremieren i 1961 har publikum vidst én ting med sikkerhed: Winnie sidder fast. Begravet. Ude af stand til at bevæge sig. Alligevel insisterer hun, dag efter dag, på, at det er – ja – en dejlig dag.

Folketeatrets GLADE DAGE 2026: Absurd, aktuel, uundgåelig

På Folketeatret 2026 er denne ufrihed ikke blot et abstrakt billede på menneskets vilkår. Den er konkret, genkendelig og nutidig. Becketts absurde univers spejles i en verden, vi alle kender: overfyldt, overophedet og overlæsset med ting, ansvar og forventninger. Stykket står stadig som et hovedværk i det absurde teater, men denne opsætning gør klart, at absurditeten ikke er flugt fra virkeligheden – den er et spejl.

Lone Rødbroes lysende Winnie

Lone Rødbroe giver Winnie en klar menneskelighed. Hun er hverken offer eller grotesk figur, men et genkendeligt menneske, hvis overlevelsesstrategi er grundfølelser – især glæden. Smil, små ritualer og insisterende venlighed bliver livliner snarere end tomme gentagelser.

Med sikker hånd bevæger Rødbroe sig mellem absurd teater og revykomik, hvor det komiske ikke udhuler alvoren, men forstærker den. Under komikken ligger sorgen, som vokser gennem stykket, især i 2. akt.

Rødbroes revyerfaring – senest hædret med Årets Dirch i 2025 – mærkes i præcis timing og nærvær, også genkendeligt fra rollen som afdelingssygeplejersken Inge Holm (from hell) i Sygeplejeskolen på TV2.

Hun lader os ane, hvad der gemmer sig bag Winnies lattermildhed: Frygten for stilheden, ensomheden, for at blive glemt. Frygten for at Willie, som muligvis kun lever i Winnies sind – tørt og præcist leveret af Bo Skødebjerg – helt skal forsvinde ind i sin avis. Et enkelt, men stærkt billede på manglende kontakt og kommunikationens sammenbrud.

Winnies grundfølelser som – glæde, angst, vrede og sorg – er konstant i spil. Hun taler, fordi alternativet er tavshed, og tavshed er hos Beckett truende.

Set i lyset af Bodil Udsens ikoniske Winnie står Rødbroes præstation ikke i skyggen, men ved siden af: lige så stærk, båret af en anden personlighed og et vidnesbyrd om gentagelsens uendelige menneskelige variation.

Absurd teater med bid i virkeligheden

GLADE DAGE er stadig absurd. Der sker næsten ingenting. Tiden står stille. Replikker gentages. Men i denne stilstand træder pointen klart frem: Vi sidder fast i noget, vi selv har været med til at skabe. Beckett skrev stykket i efterkrigstidens skygge. I dag peger Folketeatrets opsætning på en anden form for krise – ikke skabt af bomber, men af vaner. Ikke Gud, skæbnen eller historien, men vi har placeret os her.

Beckett under den bagende sol

Scenebilledet er enkelt og insisterende: en kvælende, gold sandbunke omgivet af efterladenskaber, minder og glemsel.

Lysdesigner Sonja Lea fastholder scenen i en bagende, tidløs ørkenstemning, mens Steffen Aarfings scenografi lader ruiner og sand langsomt overtage rummet. Fra første øjeblik placeres publikum midt i et univers, hvor tiden er sat på pause, og bevægelse er umulig.

Heldigvis slipper publikum for at sidde fast. I pausen bliver vi gelejdet ud af salen, Winnie (Rødbroe) graves videre ned i sit hul, og vi andre kan nyde noget flydende i det smukt nyrestaurerede Folketeatret.

Rasmus O. Buntons lyddesign bærer en barsk og ubehagelig resonans, der leder tankerne mod de kaldelyde, man kender fra koncentrationslejre.

Lene Skytts iscenesættelse gør Becketts tekst konkret og sanselig. Ordene gentages, forskydes og insisterer, så sproget ikke blot forstås, men mærkes i kroppen.

Musikken åbner yderligere for oplevelsen. Spilledåsen i Winnies sorte affaldspose spiller ´Enkevalsen´ fra operetten Den Glade Enke, og salmen ´Altid frejdig når du går´ flettes ind som ironiske pejlemærker. Kontrasten er tydelig: Winnie er hverken glad eller enke i sit indre.

Især ordene vi kender så godt fra salmen – kæmp for alt, hvad du har kært, synger sig selv videre i publikums underbevidsthed, og giver et klart holdepunkt i Winnies vedholdende kamp, fastlåst i sandet og sproget.

Grundfølelser uden filter

GLADE DAGE rammer dybt, fordi stykket arbejder med enkle, universelle følelser: angst over at være alene, sorg over det tabte, behov for kærlighed og kontakt, håb – skrøbeligt, men stædigt og vrede på Willie.

Winnie har næsten ingen handlemuligheder tilbage. Hun kan ikke ændre sin situation, men hun kan vælge sin måde at være i den på: ordene, rutinerne, glæden, igen og igen. Ikke fordi livet er godt, men fordi alternativet er tomhed eller død.

En glad dag – på Becketts måde

Lone Rødbroe modtog publikums stående ovationer, tydeligt bevæget. Om rollen siger hun til KULTURINFORMATION:

“Jeg elsker teksten, overgiver mig fuldstændigt til den, og spiller Winnie, som hun har det i sine følelser. Og jeg tror, hun mest af alt er i dyb sorg.”

Hun rammer publikum direkte i sorgdybet. Rødbroe spiller sorg så overbevisende, at man et øjeblik må minde sig selv om, at det faktisk er skuespil. Tårerne bagefter skyldes hyldesten og glæden over en veloverstået premiere, ikke Winnies eksistentielle smerte.

GLADE DAGE på Folketeateret er tragikomisk, klaustrofobisk og rørende på samme tid. Absurd, men med bid i virkeligheden – midt i vores hverdag, vores ting, vaner og følelser.

Begravet til halsen i en meningsløs verden fortsætter Winnie. Hun holder fast, holder håbet og insisterer på livet. Samuel Beckett viser os, at det mest menneskelige er, aldrig at give op.

Folketeatret: GLADE DAGE
Dramatiker: Samuel Beckett
Oversættelse: Klaus Rifbjerg
Iscenesættelse: Lene Skytt
Scenografi: Steffen Aarfing
Lysdesign: Sonja Lea
Lyddesign: Rasmus O. Bunton
Medvirkende: Lone Rødbroe, Bo Skødebjerg
Spilleperiode: 17. januar til 21. marts 2026 og på turné
Varighed: 1 time og 50 min. inkl. pause