INGEN KENDER DAGEN – en filmanmeldelse
✮✮✮✮
Tillid er godt, kontrol er bedre. Citat: Vlademir Lenin. Sådan indledes filmen: INGEN KENDER DAGEN, og det er lige netop tillid det hele drejer sig om. Tillid er en basal grundliggende egenskab i mennesket, til gengæld kan den være følsom og hastigt forsvinde som dug for solen. Vi kan hurtigt miste tilliden til en der snyder, lyver, bedrager, omgås sandheden og så står man tilbage med en bundløs skuffelse, med en følelse af tomhed. Så er det ikke bedre at kontrollere en situation? Tage handlingen i egen hånd, være den der har overblikket? Jo, men det er ikke altid muligt, for vi stoler generelt på vores medmennesker, specielt dem der står os nærmest.
Fem historier
Fem historier, uafhængige af hinanden, tegner handlingen. Skrevet af nogle af vores bedste forfattere og bearbejdet til film af Maren Louise Käehne og Annette K. Olesen. Et mere end dramatisk optrin opstår i en lufthavn, hvor en læge er på arbejde. En skolelev starter et problematisk forhold. På en strand er en kvinde alene med sit barn. En lidt for smart fyr har i en weekend lejet et hus, for at have en affære. Et nygift par er til en begravelse og skeletterne vælter ud af skabet.
På 24 timer forandrer tilværelsen sig for personerne i de 5 fortællinger. Fem personer bliver tvunget til at tage nogle valg. Det kan ofte indebære at man kommer til at tage beslutninger, der ikke tidligere har været nødvendige at træffe. Det kan handle om, kærlighed, identitet, moral og når tilliden kan være mest sårbar.
Tillid?
Filmen er klippet godt sammen, så man fornemmer at der et bånd mellem fortællingerne, selvom man hele tiden springer frem og tilbage mellem handlingerne. Det er en spændende måde at samle den råde tråd på, for man er ikke i tvivl om, hvad det handler om. Tillid eller manglen på samme. Det er overraskende pointer der er i historierne.
Skuespilpræstationerne
Skuespillerne er fremragende. Jacob Cederholm rammer den selvfede livsnyder lige på kornet. Lisbet Dahl er nøjagtig som vi kender den emsige nabo, der hele tiden kommer rendende, uden grund.
Trine Dyrholm er lægen der på overfladen er i kontrol. Hendes historie er den der er længst og mest detaljeret, næsten for lang. Nogle afghanske asylansøgere skal hjemsendes til Afghanistan og vi følget dem hele vejen i flyet til det lander i Kabul. Trine Dyrholm er overbevisende og giver figuren pondus.
Historien med moderen og barnet, er nærmest skræmmende og den gør et uudsletteligt indtryk. Skoleelevens ungdommelige sårbarhed bliver spiddet, og efterlader en med tomhed. Der er så meget skyld og skam, at det næsten er ubærligt. Hvorfor er den lidt for smarte livsnyder stukket af i en weekend? Hvad var det der skete for den gravide Majas mand, da han gik i gymnasiet? Der er mange hemmeligheder og adskillige skjulte dagsordener.
En befriende anderledes film, hvor der er plads til eftertænksomhed, men der er sandelig også humor og ironi blandet i, så det bliver en god cocktail.
INGEN KENDER DAGEN – Medvirkende bl.a.: Trine Dyrholm, Jacob Cederholm, Morten Hee Andersen, Lisbet Dahl. Originale fortællinger: Carsten Jensen, Niels Henning Krag Jensby, Kamilla Hega Holst, Martin Kongstad og Caroline Albertine Minor. Bearbejdet til film: Maren Louise Käehne og Annette K. Olesen. Instruktion: Annette K. Olesen. Stills kreditering: Anders Nydam.
INGEN KENDER DAGEN – se trailer her
INGEN KENDER DAGEN – en filmanmeldelse er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION