JOK – en boganmeldelse
✮✮✮✮✮✮
Man skal være mindst 44 år gammel for at kunne prale med, at man levede samtidig med Jens Otto Krag. Så det er efterhånden et mindretal af den danske befolkning, der husker ham fra deres egen samtid i aviser, ugeblade og i fjernsynet.
Bo Lidegaard udgav biografien ‘Jens Otto Krag’ bind I og II i begyndelsen af nullerne og har nu sammenskrevet dem til ét bind med titlen ‘JOK’.
Hvorfor er det relevant at udgive en biografi om Jens Otto Krag?
Det er der flere gode grunde til. For det første fordi Jens Otto Krag var en særdeles central figur i udformningen af både centraladministrationen og velfærdsstaten, som vi kender den i dag. For det andet var Krag en usædvanlig person, fordi han søgte magten som det nødvendige redskab for at få udmøntet sine økonomiske ideer til realpolitik uden dog at glæde sig over magten i sig selv. For det tredje var han en usædvanlig person i offentligheden, der aldrig lod sig tirre i politiske diskussioner og fremstår derfor som en af de allermest troværdige skikkelser nogensinde på den danske politiske scene.
Disse tre forhold viderebringer Bo Lidegaard til os læsere på en meget overbevisende måde. Eftersom Jens Otto Krag har været en særdeles flittig dagbogsskriver, er det muligt, ikke blot at læse om de evige forhandlinger mellem forskellige partiledere inden vedtagelsen af nye love, men også om de overvejelser, der foregik inde i hovedet på Krag, som på lange strækninger i egenskab af statsminister var indehaver af serveretten til nye lovforslag.
Khrusjtjov til middag
Der refereres også til, om ikke sjove så i det mindste kuriøse begivenheder, som da Khrusjtjov til privat middag hos statsministerparret i 1964 pludselig udbrød, at der blot skulle én atombombe til for at udrydde Danmark. Det kan man da kalde den ultimative hyggedræber!
Der stemmes ‘nej’
Det kan godt være, at danskerne i nyere tid har demonstreret, at de stemmer nej, hvis de ikke forstår, hvad der skal stemmes om til en folkeafstemning. Men det er ikke en ny foreteelse. I 1963 blev en såkaldt jordlovspakke sendt til folkeafstemning. Det blev også til et rungende nej, fordi indholdet simpelthen var for indviklet at forstå. Til Krags store ærgrelse, naturligvis, eftersom de fleste partier havde indset behovet for en kraftig opbremsning af det offentlige forbrug. Efter den folkeafstemning var der i en længere periode ikke så mange partier, som havde lyst til vælgerlussinger i kølvandet på stramninger i den økonomiske politik.
På det forkerte ben
Bo Lidegaard disker op med flere eksempler på interviews, hvor en journalist forsøger at fange Krag på det forkerte ben, uden at det lykkes. Krag forstår virkelig at vælge sine ord med omhu. Selvfølgelig har de efterfølgende statsministre alle evnet at kunne svare diplomatisk på de fleste spørgsmål fra journalister. Også når journalisterne egentlig ikke ønsker at få svar på et spørgsmål, men beder statsministeren om at forholde sig til en sjældent flatterende præmis, som de selv har bragt på bane. Jens Otto Krag hæver sig op blandt sine efterfølgere, fordi han evnede at profilere sig på sine politiske visioner uden at føle sig presset til at lefle for vælgerstrømninger, der gik i andre retninger. Dette gør hans politiske eftermæle meget troværdigt.
Politiske mål
Hovedvægten af biografien lægges på at beskrive de langsigtede mål, som Jens Otto Krag satte sig, og som han havde skiftende succes med. Ingen tvivl om at Krags største personlige succes var at få Danmark til at tilslutte sig medlemskabet af forløberen for EU. Som biografien minder os om i forbindelse med folkeafstemningen om medlemskabet af EF, demonstrerede Krag på fornemste vis, hvorfor han netop ikke var et magtmenneske.
Faktisk behøver undertegnede slet ikke at anmelde JOK, eftersom forfatteren selv har begået en ret god epilog, som med brede penselstrøg gennemgår dansk politik siden Krag, men samtidig trækker referencer tilbage til Krags periode, når dette er relevant.
En særdeles vigtig pointe er denne, at transformationen hen imod velfærdsstaten ikke skete på baggrund af en lang række små lovændringer, der efterhånden fik omfordelt goderne til gavn for arbejderklassen, som endte med at blive borgere i én stor middelklasse. Epilogen giver eksempler på, hvordan de danske politikere løbende har været vågne for at flytte Danmark hen til økonomiske ekspansionsmuligheder, som har vist sig op gennem sidste halvdel af det tyvende århundrede og frem til i dag. Netop dette forhold forklarer os, hvorfor Krags absolutte personlige projekt var at få bragt Danmark ind i EF.
JOK er velskrevet
Der suppleres løbende med, hvad der foregik i Jens Otto Krags privatliv, uden at det overskygger det centrale i bogen: Jens Otto Krag som politiker. Biografien er velskrevet og afspejler en slet skjult respekt fra forfatterens side for statsmanden Krag. Vi kan også roligt have respekt for Bo Lidegaard og hans arbejde med at gøre dansk politik levende for os.
Foto af Bo Lidegaard: Simon Lilmoes/Gyldendal presse
Læs også ‘Uden Mandat’ en anmeldelse af Festus Steinmeier, her
Se mere om JOK – en boganmeldelse her
JOK – en boganmeldelse er skrevet af Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION