Boganmeldelse af Bo Lidegaards ‘Uden mandat’

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

“Bo Lidegaard har altid i mine øjne været et grundigt og troværdigt menneske …”

Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION

 

Bo Lidegaard er ikke krimiforfatter, og selvom han fremlægger en tung og omfattende historisk gennemgang af Danmarks sikkerhedspolitik gennem 100 år, er bogen medrivende, som var det en spændingsroman.

 

Bo Lidegaard er bestemt ikke i det ærinde, at han ønsker at påbegynde en debat om Danmarks nuværende sikkerhedspolitik. Naturligvis har forfatteren sine egne holdninger til dette emne, men ved at fortælle historien gennem Henrik Kauffmanns briller kan han holde sig på egen banehalvdel og arbejde grundigt og troværdigt med de historiske kilder.

Henrik Kauffmann – Uden mandat

Hvem er Henrik Kauffmann, og hvorfor skal han gøres til genstand for en biografi? Henrik Kauffmann er en gennemgående figur, når det handler om Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik, før, under og efter Anden Verdenskrig. Han arbejdede igennem det meste af sin karriere som repræsentant for den danske regering i Washington. Han bestyrede blandt andet den portion af Danmarks guldreserver, der var blevet smuglet til USA i krigens begyndelse, og han rådede også de facto over den handelsflåde, som amerikanerne havde beslaglagt til krigstjeneste. Og så var han om nogen en verdensmand, der kunne føre sig frem i Washington, mens danskerne havde travlt med at være okkuperet.

 

Ved at anskue Danmarks sikkerhedspolitik fra Washingtons side, får vi som læsere i virkeligheden et indblik i den amerikanske regerings holdning til danskernes sagt på en diplomatisk måde “nølende” tilgang til at vælge side under Den kolde Krig. Selvom man som et meget lille land i sidste ende ikke kan sige nej til en supermagts ønsker vedrørende militær suverænitet i Grønland, kan man på et politisk plan alligevel godt profitere af det. Det var den forståelse Henrik Kauffmann besad, mens den danske regering længe håbede at kunne videreføre en eller anden form for neutralitetspolitik efter Anden Verdenskrig.

 

Selvom jeg kun er lægmand på området, er det mit indtryk, at Bo Lidegaard har gennemført et omfattende undersøgende forarbejde baseret på et endnu mere omfattende kildemateriale. Han har sågar været i de tidligere sovjetrussiske arkiver for at fremsøge relevant materiale. Og man lærer sjove ting hen ad vejen. F.eks. kunne jeg da ikke huske noget om, at Norge indtil 1933 (og lidt på skrømt under Anden Verdenskrig) forsøgte at gøre krav på dele af Grønland. Hvad vi dog har lært for nyligt er, at USA såvel i fyrrerne som igen i 1960 “tilbød” at købe Grønland. Uden Grønland kunne Danmark for amerikanernes skyld såmænd have tilsluttet sig et neutralitetsforbund med Sverige for derefter at passe sig selv. Bo Lidegaard må have moret sig, da han fandt et referat fra Repræsentanternes hus i Washington, hvor et af medlemmerne uden at blinke skriver, at det nok er smartest at forhandle spørgsmålet om baser på Grønland med Danmark, da Danmark ejer Grønland.

 

Man får forskellige “flash-forwards” i løbet af bogen og ja; vi kommer heller ikke uden om elefanten i rummet. Man kan nemlig ikke lade være med at tænke på, om det monstro skulle være fra Bo Lidegaard, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen fik inspirationen til at tage en gratis omgang på de danske vælgeres regning, da han i sin værdikamp proklamerede, at danskerne burde revurdere deres alt for positive syn på den danske regerings samarbejdspolitik under Anden Verdenskrig.

 

Forsøger Bo Lidegaard at understøtte Anders Fogh Rasmussens synspunkt med denne bog?
Personligt mener jeg, at Bo Lidegaard holder sig for god til at synke ned på et politisk niveau. I beskrivelsen af perioden under Anden Verdenskrig benytter forfatteren nogle få gange udtryk som “suverænitetsfiktionen” og “neutralitetsfiktionen” om den måde, der indtil 1943 blev bedrevet udenrigspolitik på af den danske regering. Set igennem Henrik Kauffmanns og dermed Washingtons briller må denne udenrigspolitik naturligvis have været fiktion, eftersom landet var besat. Det gav desuden i samme periode Henrik Kauffmann muligheder for at bedrive dansk udenrigspolitik på amerikansk grund, uden at den danske regering reelt havde meget at skulle have sagt.

Grønland i dag

Bo Lidegaard trækker tråde helt frem til nutiden, hvor Donald Trump atter “tilbyder” at købe Grønland. Men i modsætning til den sylespidse analyse han foretager af situationen op til aftalen i 1951, er han nu nærmest som en loyal embedsmand og dermed meget forsigtig i sine konklusioner omkring tolkningen af USA’s aktuelle “købstilbud”. Men det kan han da også roligt være. Han har lige leveret rigeligt til læseren, som kan drage sine egne konklusioner. Forudsat at begivenhederne i slutningen af fyrrerne flugter med de dagsaktuelle i Det hvide Hus hos Trump, har USA i nutiden længe ønsket at udvide deres militære aktiviteter i Grønland. Den danske regering har forsøgt at trække tiden, og nu har amerikanerne tabt tålmodigheden. Ved at “tilbyde” købet af Grønland tvinges den danske regering til forhandlingsbordet. Mette Frederiksen bliver ganske vist nødt til at rydde kalenderen i et par uger for at berolige vælgerne, men hun glider af på amerikanernes udspil ved offentligt at slå fast, at ganske vist har amerikanerne interesser i Grønland, men Grønland er ikke til salg.

 

De danske vælgere og de politiske journalister falder påfaldende hurtigt til ro, og amerikanerne får nu deres vilje og kan dermed indlede forhandlinger med den danske regering omkring en udvidelse af de militære aktiviteter i Grønland. Den danske regering kan dermed indtræde i forhandlingerne i bekvem afstand til den demokratiske proces, medmindre de grønlandske vælgere på et tidspunkt selv bliver spurgt. Hvem bedriver nu udenrigspolitik i lyset af “suverænitetsfiktionen”? Hvem er nu ‘uden mandat’?

 

Bo Lidegaard har altid i mine øjne været et grundigt og troværdigt menneske og efter at have læst denne fremragende bog, består skudsmålet for mit vedkommende. Det har været spændende læsning, og jeg forstår nu i langt højere omfang, hvad der har ledt Danmark hen til det sikkerhedspolitiske standpunkt, som landet i dag indtager. Som læser har jeg slugt “Uden mandat” med stor fornøjelse. Da jeg så ovenikøbet er fortrolig med Bo Lidegaards karakteristiske stemme, har det i mit indre øre været, som om han læste højt for mig. Det har bare været en helt igennem hyggelig og meget lærerig oplevelse. Respekt.

 

 

Udgivet på forlaget Gyldendal

Sideantal: 560

Omslagsgrafiker : Bettina Kjærulff-Schmidt

Foto af Bo Lidegaard: Morten Holtum/Gyldendal presse

 

 

Uden Mandat er en anmeldelse af Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION