KUNSTHAL CHARLOTTENBORG: Seeds and Souls
Kunst

KUNSTHAL CHARLOTTENBORG: Seeds and Souls

KUNSTHAL CHARLOTTENBORG: Seeds and Souls

 

 

 

 

 

KUNSTHAL CHARLOTTENBORG: Seeds and Souls

Foto: David Stjernholm.

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ….. en rørende udstilling med et stærkt budskab …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

Kunsthal Charlottenborg præsenterer efterårets internationale gruppeudstilling Seeds and Soul. Kunstnerne er fra Australien, Barbados, Cameroun, Indien, Mauritius, Storbritannien og Venezuela. Udstillingen sætter fokus på forbindelserne mellem botanikkens historie, kolonitidens arv og diasporiske erfaringer.

 

I slutningen af 1800-tallet blev Kunsthal Charlottenborg bygget dér, hvor Københavns daværende botaniske have lå. (D. 30. september åbner udstillingen FULL OF DAYS, i anledning af, at det er 140 år siden Kunsthal Charlottenborg stod færdig. I 1883 hed bygningen Charlottenborg Udstillingsbygning).

 

Med beliggenheden som udgangspunkt, drager udstillingen Seeds and Soul paralleller mellem den måde plante-, jord- og stenarter gennem tiden er blevet benyttet, forbrugt og flyttet rundt på. Det samme er de menneskelige, kulturelle forflytninger, der er sket gennem historien og som fortsat påvirker os. Det er en udstilling, hvor konfrontationer bliver stillet skarpt op mellem verdensdele og kulturelle forskelle, når mennesker er væk fra deres hjemlande. På dansk vil ‘Re-rooting’ vel være ‘genetablering’. Nogle gange siger ordene på et andet sprog mere end blot pålydende, som i det her tilfælde. Ved at kunstnerne genetablerer et narrativ, generobrer de deltagende kunstnere kontrollen over fortællinger og kulturelle udtryk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KUNSTHAL CHARLOTTENBORG: Seeds and Souls

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

Værkerne har mange former og udtryk i tekstil, video, maleri, tegninger og stedsspecifikke installationer.

 

Det er en fascinerende udstilling. Vi kommer rundt om nogle sårbare emner og historier fra fortiden, som får spøgelserne til at falde ud ad skabene. Der er sorte pletter i historien, der ikke kan gøres hvide. Vi må leve med det og håbe og arbejde på, at det aldrig vil ske igen. De medvirkende kunstnere har formået at give deres egen personlige version af, at et frø vokser når det bliver plantet og det kan et menneske også. Det er en smuk tanke at vi mennesker, uanset hvor vi er på jorden, ville kunne blive plantet og vokse igen, hvis vi kommer til et nyt sted. Alle de udstillede kunstnere har en vigtig sag på hjertet, som de formidler blændende. Jeg vil kun nævne et par stykker af dem, for udstillingen skal ses i sin helhed.

Nedslag i udstillingen

Ishita Chakraborty (f.1989), er født i Indien og bor nu i Schweiz. Installationen Exotic Plants in the Garden – What to Do? (2022-) beskæftiger sig med migration, menneskerettigheder og økosystemer. Hun har fået fabrikeret en slags bænke i et lokalt fængsel, af indsatte migranter, hvis drømme brast. De har begået forskellig kriminalitet. Planterne er den frihed de kommer ud til, og de kan forhåbentligt begynde et nyt liv.

 

Sheroanawe Hakihiiwe (f.1971), er fra Sheroana, Venezuela, hvor han bor og arbejder. Han har udstillet i bl.a. Brasilien, New York, Italien, Australien, og andre steder. Han sigter i sine værker efter at bevare, pleje, arkivere og oversætte billeder og materialer, der afspejler samfundskulturelle værdier. Han skaber tegninger på håndlavet papir, der indeholder fibre af f.eks. sukkerrør, bomuld, morbær, banan og majs, samtidig med at motiverne stammer fra Yanomami-folkets kosmologi. Dermed udgør de en slags opgørelse over hans folks åndelige og kulturelle arv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KUNSTHAL CHARLOTTENBORG: Seeds and Souls

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

Shiraz Bayjoo (f.1979), er fra Mauritius, bor og arbejder i London. Han har udstillet i Cape Town, Hamborg, Berlin og flere andre steder. Hans værk: Zot Konn – Yeman (They know – the wise) (2022) er en skulpturel tekstilinstallation og et videoværk, der inkorporerer planter, arkiver og arkitektur fra den botaniske have Kew Gardens i London. Danseforestillingen, videoen, er af Nicolas Faubert, der dykker ned i hvordan forskellige plantearter, blev ført fra Mauritius til Storbritannien under kolonitiden.

 

Linda Lamignan (f.1971), er oprindelig fra Stavanger, Norge, og nu bosat i København. Uddannet på Det Kongelige Kunstakademi i 2000. Hendes værk hedder: Petroleum Landscapes: If we let it burn (2023) består af træpaneler, som er blevet dækket af petroleumsvoks, der skaber stoflige mønstre i forskellige nuancer af brunt. Værket omhandler olieindustrien og dens konsekvenser på både det personlige og politiske plan. I al sin grusomhed et smukt værk.

 

Sonia Boyce (f.1962), bor og arbejder i London. Sidste år repræsenterede hun Storbritannien i den 59. Venedig Biennale. Videoværk Crop Over (2007) og det overdimensionerede tapet Shaggy Bear handler begge om høstfesten ”Crop Over” på Barbados. Karnevallet har rod i en offentlig festival, der udspringer af tilværelsen på plantagerne i Caribien. Andre karnevalsfejringer, bygger som regel på kristendommens religiøse højtider og markeringer af fasten. Installationen fylder en sal og går lige i kroppen med den pågående røde farve der er i tapetet.

 

Michelle Eistrup (f.1969), bor og arbejder i København. Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2000. Installation Mineral Emissaries (2021) er en serie af skulpturelt bearbejdede lysborde med billeder af australske stenarter præsenteret på farverige baggrunde. Mineralerne antager her kulturel betydning – de bliver til udsendte budbringere fra det sted, hvorfra de blev udvundet, eller hvor de nu er indlejret. Udstillingsboksene er i et mørkt rum, der får værket til at funkle.

 

 

 

 

KULTURINFORMATION

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

Det stærke budskab

Alle kunstnerne på udstillingen har et kulturelt tilhørsforhold til steder der har oplevet kaos og uro. De har et behov og føler et ansvar for at fortælle historierne om en tid med tvang og indtrængen på deres land. Vi får deres erindringer og erfaringer fra generationer. Vi kan være med til at plante nye frø og sjæle ved at kunne indse, hvad der er blevet tabt. De frø og planter der er vendt tilbage til jorden og er visnet, kan aldrig vokse igen. Men nyt liv vil opstå og blive en del af andre lande og en kulturel arv. Selvom mennesker har haft en grum skæbne, vil deres styrke og kamp aldrig have været forgæves.

 

Seeds and Souls er en rørende udstilling med et stærkt budskab.

 

 

 

 

 

 

 

KULTURINFORMATION

Foto: David Stjernholm.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KUNSTHAL CHARLOTTENBORG: Seeds and Souls. Deltagende kunstnere: Brook Andrew, Shiraz Bayjoo, Sonia Boyce, Ishita Chakraborty, Annalee Davis, Michelle Eistrup, Sheroanawe Hakihiiwe, Linda Lamignan, Yvon Ngassam. Kurator: Christine Eyene. Udstillingen slutter 18. februar 2024.

 

 

 

 

 

 

KUNSTHAL CHARLOTTENBORG: Seeds and Souls – se mere her

 

 

 

 

KUNSTHAL CHARLOTTENBORG: Seeds and Souls er en anmeldelse af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm