Marie Rud Rosenzweig: KIPPLE
Marie Rud Rosenzweig, Junctions, 2023 udsnit. Foto Malle Madsen
✮✮✮✮
‘ … Alt sammen med stor sikkerhed for kompositionen og et islæt af humor …..’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Marie Rud Rosenzweig (f.1991), er et spændende bekendtskab. Denne udstilling er hendes første soloudstilling i en kunstinstitution. Marie er uddannet på Det Fynske Kunstakademi i 2022. Desuden har hun studeret ved Künste Berlin og Kunstakademiet i Düsseldorf. Til daglig bor og arbejder hun i København.
Science fiktion
Maries største inspirationskilde for udstillingen, er den amerikanske forfatter Philip K. Dicks science fiktion roman: Do Androids Dream of Electric Sheep? fra 1968. Romanen var forud for sin tid og lå til grund for filmen Blade Runner. Allerede for 55 år siden blev der talt om miljø og genbrug.
Marie Rud Rosenzweig. Foto Malle Madsen
K. Dicks skrev på et tidspunkt en del om vores eksistens, og han mente den menneskeskabte verden, fuld af maskiner, elektroniske systemer og kunstigskabte strukturer, kan blive en overdrivelse af forbrug. Det ville mere og mere blive en undskyldning for at kunne eksistere, altså en kunstig eksistens.
KIPPLE
I bogen er androiderne næsten mere menneskelige end menneskene, for at vise kontrasten. Modsætningerne viser sig ofte i vores kulturelle hverdag og opførsel, f.eks. i køb-og-smid-væk vaner. I romanen introducerer forfatteren begrebet KIPPLE. Det betyder ubrugelige ting, skrammel, bras og uorden i en mindre skala.
KIPPLE af Marie Rud Rosenzweig i GL STRAND. Foto Malle Madsen
Marie tager i udstillingen udgangspunkt i princippet om, at de genstande vi omgiver os med, kan få et nyt og andet liv, udover den funktion de havde. Det vil sige, at de bliver som ubrugte, friske ting, fordi de kommer til at leve i en anden kontekst. At der er en tanke bag genbrugskulturen som denne, giver pludselig genanvendelige ting en anden dimension, fordi den bliver italesat.
Værkerne er yderst forskellige og det er tydeligt at se at Marie har meget på hjerte. Midt på gulvet ligger der et gammelt gulv fra en gymnastiksal. Det ligger ikke med de hvide, blå, gule og røde linjer, som hvis de skulle bruges i en sportskamp. De er plantet med striberne i nye mønstre som du kan følge og derved opleve gulvet på ny.
KIPPLE af Marie Rud Rosenzweig i GL STRAND. Foto Malle Madsen
‘Skålen i vores entré – til nøgler, lommelygten, teaterbilletten, visitkort …’
De værker jeg er mest vild med på udstillingen, er de fire fotografier, der er blevet til i samarbejde med Josefine Seifert. De er ramt spot on. Det er udvidet historiefortælling. Temaet er det samme i alle værkerne, men de har hver deres personlige historie. Vi har nok alle nogle småting i lommerne eller tasken, vi ikke helt ved hvor skal placeres. F.eks. når man kommer hjem, smider man nøglerne i en skål, en skuffe eller på en tallerken. Det kan også være en bon fra supermarkedet, overskydende hundegodter, et centimetermål, alt der ikke umiddelbart har en plads, men skal ryddes op senere.
KIPPLE af Marie Rud Rosenzweig i GL STRAND. Foto Malle Madsen
Sådanne ”skåle” har Marie samlet fra venner og familie, samt hendes egen. Det er en skøn idé. Ved at kigge på billederne danner man sig et indtryk af personen, næsten som om man kender vedkommende. Det bliver meget personligt og alligevel er det kun en lille del af mennesket, vi får lov til at stifte bekendtskab med. Jeg tænker, hvad mon beskueren ville få ud af at se min skål fra ting i hverdagen?!? Projektet vil fortsætte med disse indirekte dokumentationer af en eksistens. En rigtig god idé.
Nye kunstnere udstiller som regel på 2. sal. Det gør sig også gældende for Marie. Selvom der kun er 17 værker, viser det Maries spændvidde. Hun arbejder både med installationer, oliemalerier og fotografier. Alt sammen med stor sikkerhed for kompositionen og et islæt af humor.
Marie Rud Rosenzweig er en kunstner, som vi kommer til at høre mere til i fremtiden.
KIPPLE af Marie Rud Rosenzweig i GL STRAND. Foto Malle Madsen
Marie Rud Rosenzweig: KIPPLE. Kunstforeningen Gl. Strand. Udstillingen slutter 6. august 2023.
Marie Rud Rosenzweig: KIPPLE – se mere her
Marie Rud Rosenzweig: KIPPLE er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION