Nordatlantens Brygge – VINTER 2026

Foto: Torben Eskerod/Nordatlantens Brygge
' ….. udstillingerne henvender sig til dem, der interesserer sig for Arktis, dem der allerede kender til grønlandsk kunst, såvel som dem, der er nysgerrige ….. '
– Bo Christiansen, KULTURINFORMATION
På Strandgade overfor Nyhavn ligger Nordatlantens Brygge, et herligt gammelt pakhus, der blandt andet bruges som en slags kulturhus med aktiviteter fra Island, Færøerne og Grønland. Her er foredrag, koncerter og udstillinger med særligt fokus på samtidskunst. Frem til slutningen af januar 2026 er der to særskilte udstillinger med grønlandske værker, som vi her skal anmelde.
Når man ankommer er det første man møder en cafe med tilhørende butik. I stuen og på første sal findes der to store rustikke udstillingslokaler. Som et fast indslag i indgangspartiet ligger et par VR-briller hvor man kan bevæge sig rundt i Grønlands hovedstad Nuuk og sammenligne nutiden med gamle dage, opleve trommedans eller komme på kajaktur.
Attaveqatigiinnerit ✮✮✮✮
På førstesalen finder vi den ene udstilling, der på dansk hedder Forbindelser. Det er en kurateret samling af kunst med grønlandsk tilknytning udlånt fra forskellige institutioner: Grønlands Repræsentation, Arktisk Institut og Det Grønlandske Hus i København.
Udstillingen indledes med en kort tekst der fokuserer på forbindelser mellem værkerne, kunstnerne og "verden derude". Det understreges at det ikke er kunst, som handler om Grønland. Det er ikke grønlandsk kunst. Det er kunst. Kunst lavet af kunstnere, som alle har forbindelser med Grønland. Alle er fremtrædende og velkendte på den grønlandske kunstscene gennem de sidste 50 år.
Det er nærliggende at læse udstillingen som en slags grønlandsk kunsthistorie, ordnet kronologisk. Men udstillingens kuratorer vil gerne have os til at reflektere over de komplekse, mangesidede forbindelser, mellem de enkelte værker, mellem kunstnerne indbyrdes og mellem kunstnerne og omverdenen. Og her er det netop udstillingsgæsten der repræsenterer ”verden derude” og møder op med sine egne forbindelser, den kunst man kender i forvejen, det man ved eller mener at vide om Grønland, og så videre.
Værkerne er smukke, enkle og tankevækkende. Men udvalget virker lidt tilfældigt, og temaet kan virke lidt søgt.

Kîstat Lund. Ukendt titel. 2004. Foto: Torben Eskerod/Nordatlantens Brygge

Anne-Birthe Hove. Hommage to Aron l. 1997. Foto: Torben Eskerod/Nordatlantens Brygge
Der er i alt 17 kunstnere, de fleste blot repræsenteret med et enkelt værk. Malerier, både figurative og abstrakte, litografier, kunsthåndværk, tegninger, et enkelt vævet billede. Fedtstensfigurer, en figurativ sammensætning af udskårne sten. Her skal blot nævnes nogle få:
Anne-Birthe Hove (1951-2012) er repræsenteret med grafiske detaljerede værker, der bygger på og efterligner kendte klassiske tegninger og akvareller af Aron fra Kangeq fra midten af 1800-tallet om mødet mellem de oprindelige indbyggere og nordboerne der kom udefra. Disse værker spiller både på forbindelser mellem inuit og nordboere, samt forbindelser mellem nordbotiden, Arons tid og nutiden.
Arnannguaq Høegh (1956-2020) bruger grafikken til at skabe ornamentale, ikoniske figurer der minder om fortidens inuits kunstneriske frembringelser.
Aka Høegh (f. 1947) udforsker menneskets plads i naturen. I hendes værk smelter bjørn og menneske sammen i en nærmest undervandsscene.
Gukki Nuka Møller (f. 1965) har et smukt sæt af indbyrdes indlejrede skåle, der måske afspejler hendes egen både danske og grønlandske familiebaggrund.
Men kom selv og se.
Kataloget beskriver udførligt forbindelserne mellem de enkelte kunstnere, der i mange tilfælde arbejder inden for flere felter, kunst og kunsthåndværk, som forfattere, og indenfor teater og musik. Det er ikke alt sammen stor kunst, men de fleste af kunstnerne spænder vidt og mestrer flere forskellige teknikker.
Udstillingen henvender sig til dem der interesserer sig for Arktis, dem der allerede kender til grønlandsk kunst, såvel som dem der er nysgerrige efter at … ja netop, udforske forbindelser.

Foto: Torben Eskerod/Nordatlantens Brygge

Frederik 'Kunngi' Kristensen. Ukendt titel 2011. Foto: Torben Eskerod/Nordatlantens Brygge
I stueetagen finder vi endnu en udstilling: Eqqaamasat piviusunngortitaasimasut ✮✮✮✮✮
Eller på dansk, Manifesterede erindringer. Det er det udtryk kunstneren Isle Hessner bruger om sine skulpturer. Den aktuelle udstilling hedder STORIS. Det er en fortsættelse eller videreudvikling af en udstilling hun havde på Nuuk Kunstmuseum i 2023-24, med titlen Aallaaseqarneq (”Det at bære skydevåben”).
Her reflekterer kunstneren over hvor forskelligt våben bruges i forskellige kulturer. Oprindelig bestod udstillingen Allaaseqarneq af ti værker, der udgjorde en diskussion af krigen og dens død og ødelæggelse, igangsat af krigen i Ukraine, men i den nye udstilling STORIS er tilføjet en installation, der handler om overlevelse. Hele gulvet i det store udstillingslokale er dækket af blåmalede, udskårne spånpladestykker, så udstillingsgæsterne kan opleve at træde fra isflage til isflage, mens de studerer de øvrige værker.
Med kunstnerens egne ord:
"Jeg inviterer publikum ind i en personlig oplevelse af våbenkulturen materialiseret ved storis, som i min barndom forhindrede åben fangst, men samtidig indbød fangere til at nedlægge fangstdyr direkte på isflagerne. Imens fangerne sneg sig ind på fangstdyrene længere ude på isen, hoppede vi (børn) legende rundt på isflagerne blandt skydevåben og fik på den måde tilegnet os et afslappende og realistisk syn på det at bruge våben; vi fik bogstaveligt talt serveret resultaterne direkte for vores fødder ude på isen."
I Grønland findes der skydevåben i langt de fleste hjem, og her er det et arbejdsredskab til at holde mennesker i live.
Isle finder sine materialer mange steder, blandt andet i affaldscontainere ved byggepladser. Og materialerne udløser erindringer, som så manifesteres som værker, skulpturer, kunst. Store udspændte ’sælskind’ lavet af sølvpapir. Trærammer med udskårne riffel-skabeloner, hvoraf en peger i modsat retning af de andre. Ansigtsmasker af gips forestillende døde børn.

Isle Hessner. Uden titel 2023. Foto:Cebastian Rosing. Nuuk Kunstmuseum
Hendes værker har sjældent titler. De bliver heller ikke nødvendigvis bevaret. Ofte bliver de blot efterladt hvor de blev skabt og overladt til naturen. Som om naturen arbejder videre med dem, optager dem. Isle er videre, altid i bevægelse. Også denne udstilling er netop ikke en genudstilling, men et samlet kunstværk der er arbejdet videre med. I udstillingskataloget er der nogle glimrende tekster om hendes tidligere arbejder, og hvor hun sætter ord på sine bestræbelser.
Isle Hessner er uddannet fra Grønlands Kunstskole, samt fra Nova Scotia College of Art and Design (NSCAD) i Canada og fra University of Colorado i Colorado Springs, USA. Desuden har hun suppleret med håndværksfag fra Jern- og Metalskolen i Nuuk. Så Isle mestrer både den teoretiske og praktiske tilgang, og arbejder i metal, sten, beton såvel som skind og træ. Hun har skabt flere offentlige udsmykningsopgaver både i Grønland og Canada.

Foto: Torben Eskerod/Nordatlantens Brygge
Nordatlantens Brygge – VINTER 2026. Udstillingerne kan opleves frem til og med 25. januar
Nordatlantens Brygge – VINTER 2026 – se mere her
Nordatlantens Brygge – VINTER 2026 er en anmeldelse af cand. scient. Bo Christiansen, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm

