‘Øens hemmelighed’ af Guillaume Musso
♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎
“Spændingsroman med overraskelser……..”
– G.Boeholt, KULTURINFORMATION
Vi befinder os på en lille fransk ø Beaumont, der ligger cirka tre kvarters sejllads fra Frankrigs middelhavskyst. Øen har ca. 1500 indbyggere og er 15 km lang og 6 km bred. Turister er ikke velkomne på øen og derfor er der ingen hoteller, men nogle ganske få bed and breakfast. Siden 1955 har Beaumont tilhørt en diskret familie af industrimagnater – Gallinari-familien, som i starten af 1960’erne investerede vanvittige summer i jordarbejde, store anlæg og etablering af vandforsyning på øen, og som byggede en af de første lystbådehavne i området. Man har fastfrosset antallet af vandmålere på øen for at begrænse nybyggeri.
Raphaël Bataille ankommer til øen
Raphaël Bataille er en 24årig forfatterspire, som ankommer til øen. Her vil han opsøge en af beboerne nemlig sit store forfatterforbillede Nathan Fawles. Raphaël Bataille vil have Fawles til at se på sin netop færdiggjorte roman, som har fået mange afslag fra forskellige forlag. Bataille vil have Fawles til at rette manuskriptet til, så den kan blive udgivet.
Hvem er Nathan Fawles?
Nathan Fawles er en meget berømt forfatter, som har udgivet 3 bøger, der alle tre har haft stor succes. Fawles stoppede med at skrive som 35årig og der er aldrig kommet en plausibel officiel forklaring på, hvorfor forfatteren ikke ønskede at skrive mere.
Raphaël er blevet ansat hos øens boghandler, der ønsker at lukke ned, da han ikke mener, at boghandelen længere er rentabel, så Bataille skal arbejde i boghandelen i dens sidste måneder. Det viser sig, at denne boghandler indeholder mere, end man lige skulle tro.
Men Raphaël Batailles store forbillede er ikke så let at komme tæt på, det kræver megen udholdenhed at komme ind på livet af ham.
Eneboeren får besøg af en ung pige
Nathan Fawles er en rigtig eneboer, men en dag får han også besøg af en ung pige, da hun har fundet hans hund, som var blevet væk. Hun har en speciel historie at fortælle ham om et kamera, som har været ude på noget af en rejse og som har et interessant indhold, som fanger forfatterens interesse.
En dag bliver der fundet et lig på øen, som er død på en meget bestialsk måde. Herfra bliver fortællingerne viklet ind i hinanden og tager uventede drejninger med tråde tilbage i tiden. Romanen er spændende fortalt og fyldt med overraskelser. En rigtig god spændingsroman, hvor plottet ikke lader sig afsløre og gennemskue i bogens første kapitler.
Guillaume Musso (f. 1974) er for niende år i træk Frankrigs bedst sælgende forfatter. Har skrevet 17 romaner, der alle har ligget øverst på de franske bestsellerlister. Bøgerne er oversat til 42 sprog, har solgt over 35 millioner eksemplarer verden over.
Udgivet på: Lindhardt og Ringhof
Omfang: 267 sider
Fotograf: © Emanuele Scorcelletti
Indlægget er skrevet af G.Boeholt, KULTURINFORMATION