Film Litteratur Rejser

Forræderens Børn af Leif Davidsen – Boganmeldelse♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

Forræderens Børn af Leif Davidsen – Boganmeldelse

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

 

 

Forræderens Børn er en ægte spændingsroman, der er fængslende og medrivende fra først til sidst. Jeg føler, jeg har mærker efter håndjernene endnu, så meget har romanen været lænket til mig og været svær at slippe. Leif Davidsen har et fast greb om bogen lige fra start. Forræderens Børn er fortsættelsen af Djævelen i hullet, men kan dog også læses selvstændigt.

 

Vi husker alle giftattentatet mod Sergej Skripal, der i marts 2018 blev forsøgt myrdet i den engelske by Salisbury, hvor den tidligere officer i den russiske efterretningstjeneste var i selskab med sin datter. Inspirationen fra denne affære lyser godt og grundigt igennem i Leif Davidsens fiktionsroman, hvilket bestemt ikke skader troværdigheden.

Plottet

Kunne du forestille dig, at den temmelig kedelige kvinde Laila, der bestyrer campingpladsen, som altid er klædt i overall kunne være en hemmelig spion? Denne kvinde, der virker sur, afmålt og uden overskud? Bare en lille campingmutter, som synes, at gæsterne på campingpladsen er mere i vejen end de er hyggelige? Som bliver helt sort i sjælen ved tanken om sit liv? Ikke desto mindre bliver hun indviklet i en sådan affære, der starter med et giftmord på en russisktalende lette bosiddende i Danmark, der bliver dræbt med en gift Novitjok, som det siges, at kun russerne besidder. Hvorfor skulle letten slås ihjel og hvem har gjort det? Hvorfor er russerne tilsyneladende blandet ind i et mord på en russisktalende lette, der er bosiddende i Danmark nærmere bestemt Ringkøbing?

 

Laila’s halvbror Tor, der er russer, bliver sendt til Danmark for at foretage nogle undersøgelser om dette mord, da han tidligere har arbejdet i en af Ruslands sikkerhedstjenester. Spørgsmålet er om mordet har noget med russerne at gøre? I Danmark bliver Tor indrulleret i nogle meget chokerende begivenheder, som sætter sit præg på ham og får ham til at bede sin halvsøster Laila om hjælp og disse to bliver sendt på en forrygende og farefuld biltur ned gennem Europa, hvilket afstedkommer, at de må spørge hemmelige spioner til råds. I romanen ses det også, at agenter ikke giver op så let, men fortsætter jagten til den er slut også selv om det kan have store personlige omkostninger.

 

De bliver begge trukket ind i en verden af dobbeltagenter, der er både fysisk og psykisk hård og at skulle leve med to identiteter. Det er en skyggeverden – en spejlverden, hvor alt og alle flyder rundt som elvere i et eventyr. Agenternes verden er alt andet end en billig thriller, hvor alt går op til sidst, og alle spørgsmål får et svar. En verden, hvor der ikke rigtig findes sort og hvidt, men hvor det hele flyder sammen og sandhed forsvinder som kviksølv mellem fingrene.

 

Udviklingen af venskabet mellem de to søskende Tor og Laila, som først har hørt om hinandens eksistens som voksne, er meget fint beskrevet. Man mærker, hvordan deres søskende relationer vokser og hvordan to udadtil hårdkogte personligheder åbner op for et dybt venskab med et andet menneske, endda en tidligere ukendt søster og bror.

 

 

Davidsen har bestemt vores ferie

Stemningsbeskrivelserne af opholdet ved Vesterhavet er så levende og tiltrækkende beskrevet, at man kan dufte grillen, mærke sommerhusstemningen og smage saltet fra havet, føle klitterne og de dejlige, forfriskende svømmeture. Det er så animerende velskrevet, at man siger til sin mand, at ferien skal gå til Vesterhavet i år, så hr. Davidsen kommer til at bestemme, hvor ferien skal gå hen.

 

Det kan så absolut anbefales at læse Forræderens Børn. Du vil blive holdt i spænding og forventning hele bogen igennem. Især i sidste halvdel af forgængeren Djævelen i hullet blev vi holdt i overhalingsbanen, i Forræderens Børn måtte jeg sætte elastik i håret fra første side.

 

Herværende udgivelse er en rigtig pageturner og tåler en hygge gennemlæsning snarest endnu engang – den kommer med til Vesterhavet!

 

Udgivet på Lindhardt og Ringhof, juni 2020, 341 sider

 

Fotograf: Thomas Howalt Andersen

 

Indlægget er skrevet af G.Boeholt, KULTURINFORMATION