OPERAEN: Come Fly Away

– en aften med Frank Sinatra

✮✮✮✮

' ….. Dansen var smuk og velkoreograferet ….. '

– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

OPERAEN byder i øjeblikket på en repremiere af Come Fly Away. Vi forventer, sang, dans og Broadway show. Frank Sinatras (1915-98) righoldige repertoire af succesrige hits præsenteres i 2 akter.

Høje hæle

Bassisten Chris Minh Doky er i spidsen for sit jazzorkester på selve scenen. Og selve scenen er omdannet til en natklub i dagens anledning, hvor vi forestillingen igennem møder 4 par plus det løse, der danser jazzballet, moderne, klassisk ballet og alt derimellem – for kvindernes vedkommende vel at mærke i særligt konstruerede højhælede sko. Som mand har jeg aldrig selv prøvet at danse i højhælede sko, jeg ved dog hvordan en højhælet sko ser ud, og kan forestille mig, det er nemmere at danse med balletsko end de højhælede.

Over 30 medvirkende på scenen

Ensemblet af dansere samt orkesteret tæller tilsammen disse her 30 aktører i alt på scenen samtidig, og som bekendt er der ofte ligeså mange tilstede i kulissen – så her oplever vi fuld power på de mange tangenter. De fire par af dansere flirter naturligvis, danner par, laver kæresteri, skilles og slås. I oplægget fortælles det dog, at man også vil kunne spotte mindelser til Sinatras liv på godt og ondt, og dette tror jeg ærlig talt mest er en intention, der næppe slår igennem med den brede pensel.

Sangerne var taget på ferie

I beskrivelsen af forestillingen får vi fortalt, at Sinatras stemme er i centrum – det var den også, kan man roligt sige. Jeg havde dog ikke forventet at høre et bånd (eller noget elektronik) med hans stemme afspillet, men at møde dygtige sangere, der kunne ramme de fleste af de velkendte toner. Jeg stiller gerne op – når jeg er i bad lander jeg ofte på New York, New York, og er der tale om et længere bad udvider jeg med My Way. Om det er ophavsrettigheder, der gør at man ikke må imitere Sinatra, skal jeg ikke kunne sige, men ærgerligt er det, at det føles som playback.

Natklub scenografien var smuk, men enkel og der var ikke de store overraskelser og udsving her – når jeg skriver enkel, så læs grænsende til det uopfindsomme og lidt spartanske.

Broadway ultralight light

Dansen var smuk og velkoreograferet. Kostumerne var smukke, men også forholdsvis enkle – nej vi er ikke ude i noget 'Moulin Rouge-overdådighed' her, men almindeligheder. Helt 'Broadway' var det nu ikke, og det er tæt ved, at vi kan sige, at Wallmans blæser én mere bagover.

Det virker lige lovligt ambitiøst at lægge beslag på nationalscenen OPERAEN, med dertil hørende billetpriser (og statstilskud) med en så forholdsvis let forestilling. Her ville plænen i TIVOLI kunne gøre det udmærket, eller Glassalen hvis vejret driller.