AKTUELT Interview Kunst Musik Teater

TIVOLI – Velkommen til 180 års jubilæum

 

TIVOLI

– Velkommen til 180 års jubilæum

 

 

TIVOLI – Velkommen til 180 års jubilæum

Huskunstneren for Tivoli Thomas Winklers 180-års jubilæums plakat

 

 

 

 

 

‘ ……… herfra skal lyde et stort tillykke til Tivoli …….. ‘

– Githa Schultz, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

Tivoli har åbnet gitterporten for sommersæson 2023 og det er et storslået og omfattende jubilæumsprogram i anledning af 180-året for den ædle forlystelseshave.

 

 

Jubilæumsplakaten

Thomas Winkler som er Tivolis fabelagtige huskunstner siden 2009 står bag Tivolis jubilæumsplakat for 180-året. Kigger man nærmere på værket, er det en kunstnerisk opsummering med fine små detaljer fortalt i farver, former, figurer og tidslommer om havens eksistens. Man oplever Tivolis inderste sjæl i værket, der også er kongruent med grundlæggeren Georg Carstensens ide om Tivoli – Der skal være forlystelser, mad, drikke, musik og underholdning og så forblive en have.

 

Thomas Winklers kunst findes overalt i Tivoli på vægge, døre, lofter, kanter, skilte. Hvilken kunstnerisk og kreativ begavelse han er for Tivoli, hans kunst er unik og uden sammenligning. Man kan købe kunstnerens jubilæumsplakat sammen med andet merchandise med Thomas Winkler – dekoration i Little Tivoli.

Floratæppet i Tivoli

Farvestrålende forårsblomster står majestætisk og nikker velkommen i solen og venter bare på at springe ud for sine gæster sammen med alle andre forlystelser og underholdning, den fine gamle have byder på i år. Tivoli vil i marts og maj måned være beplantet med 80.000 tulipaner og 25.000 bundplanter anlagt af 16 gartnere og lærlinge og når løgplanterne er afblomstret tilplantes et mix af sommerblomster, stauder og græsser.

 

Tivoli har to signaturblomster opkaldt efter sig, rosen med navnet ’Tivoli 150’, døbt i Tivoli i 1993 i forbindelse med havens 150-års jubilæum og den flammende røde og orange tulipan kaldes ’Tivoli Dream’ – Little Tivoli (butik) sælger frø af blandinger vi selv har været med til at udvikle, fortæller chefgartner Tom Knudsen. Budgettet for havens flora beløber sig til cirka fire millioner.

 

Mens man gennem sommeren kan nyde Tivolis farvestrålende-og skiftende blomster, er der i sensommeren d. 26. august til 10. september Have- og Blomsterfestival.

 

 

 

 

TIVOLI – Velkommen til 180 års jubilæum

Tivolis egen tulipan hedder Tivoli Dream. Foto: Tom Knudsen

 

 

 

 

 

 

 

Underholdning

Fredagsrock ruller videre med en broget buket af 24 koncerter, der tæller navne som Rick Astley, Deep Purple, Macklemore, Jada og Christoffer. Et nyt koncept under navnet ‘Mint’ kan opleves på tirsdage med ny musik fra den danske musikscene.

 

Tivolis LørdagsHits-koncept vender tilbage og hylder musik der stadig er holdbart og publikum kan synge med på hvor blandt andet Thomas Helmig, Sanne Salomonsen med Electric Guitars og Sko/Torp optræder.

 

Tivolis underholdningsprogram byder på en bred buket af 125 rytmiske koncerter i løbet af sommersæsonen, jazzkoncerter og klassiske koncerter.

 

I Glassalen kan man opleve Tivolirevyen med et stjernespækket hold. Jesper Lohman giver den som Otto Brandenburg i hyldestforestillingen Tilløkke Otto.

 

 

 

 

 

 

Annette Heick og Caspar Phillipson

Pennevenner. Foto: Hasse Ferrold

 

 

 

 

 

 

Annette Heick og Caspar Phillipson optræder i forestillingen Pennevenner, hvor romantikken bindes sammen med Evergreens.

 

Selene Muñoz som er kendt for at fusionere flamenco med andre danse stilarter er også at opleve i Glassalen.

 

 

JERSEY BOYS, den Tony Award vindende Broadway-musical er historien om den verdensberømte 60´er gruppe – Frank Valli and The Four Seasons- der spilles i Tivolis Koncertsal med fire topfriske danske fyre som drengene fra New Jersey. Og efter en lækker sangprøve på forestillingen nogle dage inden Tivoli åbnede med stemmeharmoni som fløjl for øregangene hos de danske JERSEY BOYS, klædt i cool flotte kostumer, kan musicalen kun blive en succes. JERSEY BOYS spilles fra 4. oktober til 22. oktober.

 

Alvin Ailey American Dance Theater genbesøger også Tivolis Koncertsal i løbet af sæsonen med et stort show.

 

 

H.C. Andersens eventyr om Den Standhaftige Tinsoldat vender tilbage d. 24. juni i Tivolis ældste bygning fra 1874 bedre kendt som Pantomimeteatret. En balletforestilling vores dronning har haft sin dygtige hånd med i scenografi-og kostume. Udover eventyret om tinsoldaten opføres 10 forskellige forestillinger tilsammen knap 300 gange med balletter og moderne danseforestillinger for alle.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

JERSEY BOYS

JERSEY BOYS, Mikkel Hoé Knudsen, Johannes Nymark, Søren Torpegaard og Jesper Paasch optræder i Glassalen fra 4-21. oktober. Foto: Hasse Ferrold

 

 

 

 

 

 

Tivolis smagsoplevelser

Der er bestemt noget for enhver smag og pengepung i Tivolis mange spisesteder. Målsætningen er at Tivoli – ligesom København – skal være en international gastrodestination med nye smage, trends og ideer-både indenfor bistromad, bæredygtige tendenser, haute cuisine og konditor kunst. Der vil også være Michelin Pop-Up restauranter i Det Japanske Tårn eksempelvis med smage af top-gastronomi fra hele verden.

 

Pop-Up programmet lægger ud d. 24. april med køkkenchef Antoni Romero fra den hypede restaurant Suculent i Barcelona og en 12-retters menu, hvor ret nummer 6 består af grønne ærter med saltet iberisk svinekæbe, søpindsvin og ærtepuré.

 

Man kan trods alt stadig få sig en stille og rolig pizza, fish and chips To Go eller burger et sted i forlystelseshavens utallige spisesteder. Uanset hvilken madoplevelse man vælger i Tivoli, er kvaliteten på råvarerne i højsæde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

TIVOLI – Velkommen til 180 års jubilæum

Vin-og cocktailsmagning i Det Japanske Tårn. Foto: Githa Schultz

 

 

 

 

 

Restaurant Kilden er ny (i restaurant Gemyses tidligere lokaler) og baseret på bæredygtighed, moderne smørrebrød, fisk og skaldyr ikke mindst. Haveanlægget omkring Kilden består udelukkende af spiselige planter der bruges i retterne og følger årstiden. Ideen med haveanlægget er at ’Det man ser, er det man spiser & ’Det man spiser, er det man ser’.

 

Store vinoplevelser og cocktail-menuer er også i vente flere steder i Tivoli.

 

Tivolis Food Festival åbner d. 13. maj og varer i ni dage.

 

Rutschebanen

Tivoli har verdens ældste rutschebane i træ fra 1914, den bliver man aldrig for voksen til og det er vores dronning et godt eksempel på. Tivolis ledelse har i stedet for at udvide med nye forlystelser, valgt at bruge 70 millioner til renovering af blandt andet rutschebanen, der har fået fint nyt træ visse slidte steder.

 

Rutschebanen er ligesom en sæbekassebil uden motor, hvor toget trækkes af en krog og stålwire under vognene, op til startpunkterne og så går det ellers lystigt nedad ved hjælp af tyngdekraften. Sikkerheden er i top og der er strenge krav til bremsemanden i togenes midte, der sørger for at toget bremser i alle sving og ved turens afslutning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

TIVOLI – Velkommen til 180 års jubilæum

Foto: Hasse Ferrold

 

 

 

Da Hovedbanegården blev bygget var rutschebanens høje toppe malet som Matterhorns bjergtinder, men det blev for meget for Københavns Kommune og de krævede at bjergtinderne blev fjernet. Togpassagererne overfor skulle heller ikke udsættes for synet af hvinende og skrigende rutschebane proletargæster. For ja dengang anså man Tivoli for det rene proletariat, hvor det nu er højprofileret. De sneklædte bjergtinder er dog vendt tilbage i 2014 i glasfiber version.

 

 

 

Entré:

I betragtning af hvad man får adgang til af uendelige muligheder af underholdning, en fortryllende forlystelseshave i kontinuerligt blomsterflor for ikke at glemme Pantomimeteatrets 300 forestillinger når først entrébilletten er betalt, er 155 kroner ikke meget. Også i betragtning af inflationens indtog i Danmark, er Tivoli billetten kun steget med ti kroner i 2023.

 

Man kan også hvis man elsker at komme i Tivoli vælge årskort-løsningen, prisen er her uændret, så beløbet er tjent ind, når man har været i Tivoli tre gange. Og Tivoli er lykkeligt vanedannende, et sted man absolut ikke har lyst til at forlade. Heldigvis er åbningstiderne igen normale efter Covid-mareridtet så Tivoli har længe åbent specielt i højsommeren.

 

Tivolis ledelse med direktør Susanne Koch Mørch i front garanterer et forrygende Tivoli år og hvis man spørger medarbejderne i Tivoli, det bærende fundament som står for det grove hårde arbejde, håndværk og løft er de glade for deres forholdsvis nye direktør. Det er stolte medarbejdere, der byder velkommen til forlystelseshavens fornemme, æstetiske, kvalitative og fornøjelige 180 år og herfra skal lyde et stort tillykke til Tivoli!

 

 

 

 

Susanne Koch Mørch

Direktør Susanne Koch Mørch. Foto: Agnete Schlichtkrull

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tjek TIVOLIs righoldige program her

 

 

Læs om TIVOLIs pressechef Torben Plank her

 

 

 

TIVOLI – Velkommen til 180 års jubilæum: Redaktionen retter en særlig tak til fotograf Hasse Ferrold

 

 

TIVOLI – Velkommen til 180 års jubilæum er skrevet af Githa Schultz, KULTURINFORMATION

se mere om Githa Schultz her

 

 

 

TIVOLI – Velkommen til 180 års jubilæum er redigeret af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION