Selvportræt i bevægelse
VI ER TIDEN – en boganmeldelse
✮✮✮✮✮
Kunstneren Camilla Howalt arbejder i krydsfeltet mellem kunst og filosofi. Bogen her er Camillas første udgivelse, som indeholder en række korte poetiske tekster, der umiddelbart fremstår som selvstændige noveller. Ikke desto mindre præsenteres teksterne som kapitler i en roman. Læseren må altså kæde disse historier sammen til en helhed. Som en anden anmelder skrev: ’Litteratur på et helt andet plan.’ Bogen er udgivet af forlaget Forfatterskabet.
Bogen er tilegnet ’Le sujut en procés’. Udtrykket henviser til Julia Kristeva (1941-), en bulgarsk-fransk filosof der arbejder med semiotik og psykoanalyse i en strukturalistisk tradition, og som igen henviser til Lacan’s (1901-1981) psykoanalytiske teori om det dynamiske forhold mellem et subjekt og selve sproget.
Så vores subjekt er altså i bevægelse, under udvikling. Og Camilla er optaget af bevægelsen. Selv hendes selvportræt er taget i bevægelse. Vi behøver ikke vide hvordan hun ser ud. Men vi ved hun bevæger sig.
Spaden stikkes dybt
Titlen antyder at bogen vil undersøge hvordan det opleves at være menneske. En ren filosofisk tilgang ville måske søge at definere mennesket; hvad er et menneske? Det er dybest set også kunstens og litteraturens projekt. Howalt stikker imidlertid spaden lidt dybere, hun medtager to aspekter: fællesskabet og tiden: ’vi’ – ikke ’jeg’ – er tiden. Vi defineres i forholdet til andre, og vi befinder os indlejret i tiden, faktisk så dybt indlejret at vi næppe kan skelne tiden fra os selv.
Denne undersøgelse foregår som en række besøg i forskellige storbyer hvor bogens ’jeg’ møder et ’du’, både reelt, sprogligt, imaginært og symbolsk. Alt sammen meget komplekst og strukturelt. Forfatteren arbejder sig gennem en række modsætninger: kroppen og sindet (en ydre og en indre verden), ’jeg’ stillet over for ’du’ og ’vi’, såvel som ’før’ og ’nu’.
Bogens ni kapitler præsenteres med et enkelt kunstgreb jeg ikke mindes at have set før: Den begynder med kapitel ni og arbejder sig ’frem’ (eller bagud) til kapitel et.
Omslaget er prydet af bogens titel, hvor titlens bogstaver kaster deres skygger på millimeterpapir. Minimalistisk, poetisk, her leges med ordene og deres betydninger, og hele tiden i mange lag. Samtidig er det hele tilsyneladende en omhyggelig konstruktion.
Redaktøren vil gerne have jeg tildeler stjerner. Hvis man interesserer sig for psykoanalyse, litterær analyse, sprog og filosofi og i det hele taget kan lide tekster med mange lag – og tekster der er i bevægelse – så kan denne bog sagtens høste 5 stjerner.
Indlægget er skrevet af cand. scient. Bo Christiansen, KULTURINFORMATION
Redaktionen spurgte Camilla Howalt om bogens tilblivelse – Det kom der et spændende svar ud af, som vi bringer i uddrag her. Læs hele forfatterens svar på hendes site her.
“…. Huset der blev bygget i 1972 var da et projekt der eksperimenterede på mange niveauer. Uden tvivl legede arkitekterne med grænser omkring det private og det offentlige rum, med sociale og designmæssige elementer, og var formmæssigt set inspireret af det engelske terrassebyggeri. Materialerne bestod af delvis glas og delvis mursten i noget der føltes som 40/60 i proportion.
I min kunstpraksis har tærsklen mellem krop og hud, og håndværk, samt psyke og materialer været temmelig flydende og derigennem betydet en del. I mit forsøg på at forstå konkretiteten af arkitektur som en forlængelse af identitet, samt et forsøg på at definere det omsorgsgivende objekt (forældre) i et barns formation af identitet, søgte jeg i undersøgelsen forståelse for den fysiske indvirkning af arkitektur på psykens formation, der kan i dens ubekendte størrelse opfattes som det uhyggelige. Jeg byttede derfor om på begreberne mor-objekt med arkitektur-objekt i et radikalt forsøg på at forstå ‘ideen’ om den anden eller det andet i mig selv.” – Camilla Howalt