Et værk om Ordrupgaards stifter Wilhelm Hansen
– BILLEDE FOR BILLEDE
En fortælling om Ordrupgaards stifter Wilhelm Hansen
✮✮✮✮✮✮
‘ …… hver en sten vendes og kædes fornemt sammen til en helstøbt fortælling ….’
– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION
Her i landet har vi et imponerende antal museer, der er skabt af private samlere i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af det 20. århundrede: Glyptoteket, Den Hirschsprungske Samling, Nivaagaard og sidst – men ikke mindst ikke – mindst Ordrupgaard.
Men hvad fik disse mæcener til at skabe deres imponerende samlinger af kunst? Hvordan finansierede de dem? Og hvordan bar de sig ad, når de indkøbte kunst? Det er vi blevet klogere på i de senere år, takket være en række bøger med netop dette fokus.
Disse spørgsmål besvares indgående i Birgitte Possings bog “Vilje, viden og værdier – J.C. Jacobsens villa på Carlsberg”. Her får vi endda en radikal og interessant nyfortolkning af Laura Jacobsens bidrag til opbygningen af Carlsberg-imperiet og realiseringen af Glyptoteket. Siden fulgte bogen “Samleren i skyggen. Helge Jacobsens pinakotek”, der fokuserer på sønnens indsats med at skabe Glyptotekets franske samling. Læs chefredaktør Hillestrøms anmeldelse her
Senest har vi kunnet læse om Nivågaards stifter i Heidi Lauras “Den stille filantrop – Johannes Hage og hans tid”. Som titlen angiver har bogen særligt fokus på Hages person og hans socialpolitiske holdninger. Desværre er det småt med oplysninger om selve opbygningen af den enestående malerisamling.
Ordrupgaard
Når det gælder Ordrupgaard og museets stifter har vi hidtil været henvist til at sammenstykke beretningen herom via bøger, som har et andet primært fokus. Det gælder blandt andet de nævnte bøger og ikke mindst Jesper Svenningsens bog “Tetzen-Lunds Kunstsamling”.
Nu får vi endelig en sammenhængende fortælling i form af Anne-Birgitte Fonsmarks nye bog “Billede for billede. En fortælling om Ordrupgaards stifter Wilhelm Hansen”.
Bogen er primært baseret på et omfattende kildemateriale fra kunstsamleren selv. Ordrupgaard råder nemlig over en betydelig samling breve fra Wilhelm til hustruen Henny, som han skrev på sine utallige forretningsrejser overalt i Europa.
Paul Cézanne, “Badende kvinder”, ca. 1882. Foto: Sune Berg.
Wilhelm var en detaljens mand – intet var for småt til at blive omtalt i brevene. Det bidrager til at skabe et levende indblik i hans personlighed og tankeverden. Læg hertil et stort antal fotos taget af professionelle fotografer. Jo, Hansen var en selvbevidst herre med sans for PR.
Wilhelm Hansens karriere som kunstsamler var ikke en succeshistorie med en stadig stigende kurve. Den fulgte ordsproget “Højt at flyve – dybt at falde”. Et stort tab for museets kunstsamling, men til gengæld en gevinst for biografiens dramaturgi.
Dynamisk forretningsmand
Indledningsvis er det vigtigt at slå fast, at Wilhelm Hansen (1868-1936) var en særdeles driftig og dynamisk forretningsmand. Hans primære forretningsområde var forsikringsverdenen. Forsikringer for almindelige borgere var en revolutionerende nyskabelse omkring århundredeskiftet – og et umætteligt marked, viste det sig.
Som blot 27-årig lykkedes det Wilhelm Hansen at skabte sit eget forsikringsselskab. Herpå etablerede Hansen et tilsvarende selskab i Frankrig, og snart efter blev han administrerende direktør for forsikringsselskabet Hafnia. Wilhelm Hansens betydelige forretningssans gjorde ham snart til en af Danmarks rigeste mænd – for en tid.
Vilhelm Hammershøi, “Interiør. Med klaver og sortklædt kvinde”, olie på lærred, 1899. Foto: Niels Lyksted.
Interessen for kunsten kom tidligt. Allerede da han var i begyndelsen af 20erne gjorde han sine første kunstindkøb. De viser, at han var både fremsynet og kvalitetsbevidst. Værker af L.A. Ring og Vilhelm Hammershøj var nemlig blandt hans første erhvervelser. Særligt hans køb af Hammershøis “Tirsdagsskoven” var bemærkelsesværdigt. Kunstnerens landskaber var nemlig sjældne – og er først i de senere år blevet attraktive samlerobjekter.
Rådhusudstillingen i 1901
Efterhånden som Wilhelm Hansens velstand voksede, flyttede han og Henny til stadig større lejligheder. Derfor øgedes behovet for udsmykning af væggene. Der var dog én begivenhed, der for alvor satte gang i hans indkøb af kunst: “Rådhusudstillingen af dansk kunst til 1890”. Den fandt sted under stor bevågenhed i det nyopførte – men endnu ikke fuldt ibrugtagne rådhus i København i 1901. Udstillingen rummede ikke mindre end 2.000 numre.
Wilhelm Hansen investerede 50 øre i udstillingskataloget, som er blevet bevaret for eftertiden. Det rummer hans personlige notater om værker, som han fandt særligt interessante. Efterhånden som Hansens personlige favoritter blev sat til salg, erhvervede han 14 af dem, heriblandt Vilhelm Hammershøis “Ung pige, der syr”.
Tre vidt forskellige motiver af Vilhelm Hammershøi: Øverst til venstre: “Solregn. Fra Gentofte Sø”, 1903. Herunder: “En ung pige der syr”, 1887, 37 x 35 cm. Til højre: “Parti fra Frederiksborg Slot”, 1893. Foto: Niels Lyksted.
Parret Hansen interesserede sig særligt for værker af nyere dato, men investerede også i J.Th. Lundbyes “Landskab. Sørup Vang”, 1841, der ligeledes var udstillet på rådhuset. Det blev et af de ganske få guldaldermalerier, som indgik i samlingen.
Førsteprioritet havde det moderne gennembruds malere, som samlingen snart blev rig på. Omkring årene 1910-1912 havde ægteparrets danske kunstsamling opnået et sådant ry i København, at den blev nævnt som en seværdighed, man ved venners introduktion kunne få at se i deres hjem.
Gustave Courbet. “Vildsporet, jagtscene med rådyr”, 1866. Foto: Sune Berg.
Fransk kunst
En ægte kunstsamler må have sin egen profil. Det erkendte Wilhelm Hansen også, da han så, hvordan flere private samlinger skød op. Fabrikanten Mads Rasmussen åbnede eget museum for fynbomalerne i Faaborg. Godsejer Johannes Hage specialiserede sig i europæisk renæssance- og barokkunst i Nivå, og tobaksfabrikant Heinrich Hirschprung satsede på Skagensmalerne. Wilhelm Hansen fandt sin niche i den nye, impressionistiske franske kunst – i første omgang uden den store konkurrence.
Forretningsmanden Christian Tetzen-Lund kunne være blevet en konkurrent, men denne besluttede at lade sin franske samling begynde, hvor Hansen stoppede. Ingeniøren Johannes Rump interesserede sig også for fransk kunst, men satsede primært på det 20. århundredes første årtier med kunstnere som Derain, Braque, Rouault og Matisse.
I løbet af blot to år (1916-1918) skabte Wilhelm Hansen Nordeuropas fornemste samling af fransk kunst.
Store opløb på kredit
På det tidspunkt købte han bl.a. Berthe Morisots værker “Dame med vifte. Portræt af madame Marie Hubbard” (1916) og “Ung pige i det grønne (mademoiselle Isabelle Lambert” (1918). Af Paul Gauguin “Den lille drømmer, etude” (1916) og “Vinhøsten. Menneskelig elendighed” (1919).
Købene foregik igennem et konsortium skabt af tre samlere, der ønskede at erhverve fransk kunst til lave priser, hvilket var muligt på den tid grundet krigen og en rygende inflation i Frankrig. Konstruktionen krævede kapital, og der blev optaget store lån i Den Danske Landmandsbank. Et forhold, der viste sig at blive skæbnesvangert.
Berthe Morisot, “Ung pige i det grønne (mademoiselle Isabelle Lambert)”, 1885, olie på lærred, 74 x 60 cm. Erhvervet i 1918. Foto: Niels Lyksted.
Ordrupgaard etableres
I 1918 manglede Wilhelm Hansens økonomi absolut ikke noget. Der var råd til at flytte fra lejlighed til det nuværende Ordrupgaard på Vilvordevej – en bebyggelse, der bedst kan sammenlignes med et klassisk country house. Komplekset bestod af en hovedbygning, et kunstgalleri, en vinterhave og et væksthus. Der blev heller ikke sparet på indretningen. Ægteparret investerede i nye møbler i overensstemmelse med den seneste mode.
Ved indvielsen af Ordrupgaard lovede Vilhelm Hansen ikke blot at give offentligheden adgang til sit lille kunstparadis hver mandag, men også at han i fremtiden ville forære hele malerisamlingen til den danske stat.
Katastrofen
Wilhelm Hansen nåede lige at modtage en række officielle udmærkelser fra ind- og udland, da katastrofen indtraf. Landmandsbanken – Nordens største bank – hvor Hansen havde en plads i bankens bankråd gik konkurs i 1922. Det skyldtes børsspekulation og udlån uden tilstrækkelig sikkerhed mv. Hertil kom at kunderne i stor udstrækning trak deres penge ud.
Til bankens tvivlsomme engagementer hørte udlånene til det konsortium, Hansen deltog i med henblik på opkøb af fransk kunst. Han blev ikke sigtet i sagen, men den mærkede ham for livet – ikke mindst i form af prestigetab. Hertil kom, at lånene skulle betales tilbage.
Mange kunstinteresserede ønskede at sikre, at Wilhelm Hansens franske samling skulle forblive i Danmark, men det lykkedes ikke at få staten til at gribe ind. Halvdelen af samlingen blev snart solgt til samlere i Schweiz, Tokyo og Philadelphia. Enkelte af værkerne blev dog i Danmark, takket være opkøb af Helge Jacobsen og Ny Carlsbergfonden. Den danske del af samlingen blev ikke berørt af sagen.
De sene år
Frasalget sikrede, at Wilhelm Hansen ikke længere hæftede for nogen gæld i Landmandsbanken. Han var atter økonomisk fri. Takket være indtægter som administrerende direktør for forsikringsselskabet Hafnia m.v., lykkedes det ham at genskabe den franske samling via nye anskaffelser – omend i et mindre hektisk tempo. Tiden og den økonomiske situation var en anden.
Wilhelm Hansens mange forbindelser i kunstverdenen og hans betydelige forhandlingssnilde gjorde det muligt for ham at arrangere en lang række udstillinger – primært med fransk kunst i ind- og udland.
Statsligt museum
Som nævnt havde Wilhelm Hansen tidligt i karrieren besluttet, at malerisamlingen efter hans død skulle tilgå den danske stat. Et testamente fra hans side blev det imidlertid ikke til. Formentlig fordi staten ikke ville træde økonomisk til under krisen. I stedet blev det hans hustru Henny, der testamenterede hele malerisamlingen og selve Ordrupgaard til staten. Gaven blev modtaget ved en særlig lov i 1952, og året efter kunne det nye statslige museum åbne for publikum.
Vilhelm Hammershøi, “Støvkornenes dans i solstrålerne”, 1900, olie på lærred, 70 x 59 cm. Foto: Niels Lyksted.
Vurdering
Anne-Birgitte Fonsmark har som museumsdirektør for Ordrupgaard i et kvart århundrede opnået et enestående kendskab til museet og dets grundlægger Wilhelm Hansen. Det fremgår tydeligt af hendes beretning om den driftige forretningsmand og hans interesse for fransk kunst.
Hver en sten vendes og kædes fornemt sammen til en helstøbt fortælling, der rummer såvel op- som nedture for til sidst at ende som et eventyr med en happy end.
Beretningen er velfortalt og henvender sig til et bredt publikum, som uden tvivl også vil blive forført af bogens fornemme billedside. Her kan vi for alvor glæde os over samlingens overdådige kvalitet i fotos i stort format. Det gælder ikke blot samlingen, som den fremstår i dag, men også billeder af malerier, der blev solgt som følge af den økonomiske katastrofe.
Læg hertil udførlige og levende beskrivelser af de enkelte afbildede kunstværker, som gør bogen fuldendt.
Jo, vi er sandelig i gode hænder, når Anne-Birgitte Fonsmark fortæller eventyret om Henny og Wilhelm Hansen. Bogen er fremragende produceret af Strandberg Publishing og fortjener stor opmærksomhed.
Billede for billede – En fortælling om Ordrupgaards stifter Wilhelm Hansen. Et værk af Anne-Birgitte Fonsmark. Indbundet. 288 sider, rigt illustreret. Pris: 399,95 kr. Strandberg Publishing.
Et værk om Ordrupgaards stifter Wilhelm Hansen – se mere her
Læs også Hillestrøms anmeldelse af ‘Et Museum Bliver Til’ her
Et værk om Ordrupgaards stifter Wilhelm Hansen er anmeldt af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.
Redaktion: Jesper Hillestrøm