BÅDTEATRET: Aller dybest nede
– synliggør det usynlige
Foto: Miklos Szabo
✮✮✮✮✮
‘ …….. holdet har forstået at holde takten, tæften og teten og har ikke begået den klassiske fejl at overspille og levere sjusket misforstået crap …..’
– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION
Bådteatret er ikke landets mindste scene, men tæt på, med sine blot ca. 70 siddepladser undervands i Nyhavn. Det betyder, at teatret har en niche med at præsentere smalle og snævre forestillinger, og vanen tro kan de deres kram – en art specialister i det intime, tætte og nære.
Når man gang på gang oplever forestillinger på Bådteatret, der sidder lige i skabet, bliver forventningerne skruet en ekstra gang i vejret – og når forestillingen går i gang, holder man vejret og man er spændt på, hvad undervandsbåden nu er kommet under vejr med.
I forestillingen ‘Min far kan flyve’ fra november 2023 var emnet bipolar lidelse. Denne gang har vi fat på depressionen. Dramatiker Sophie Zinckernagel har taget udgangspunkt i sine egne oplevelser fra ‘kulkælderen’ og sammensat en ca. 80 minutters gårdtur i sindets kringelkroge og de høje forventninger blev ikke gjort til skamme.
Foto: Miklos Szabo
Præstationerne
Vi trækkes ind i ‘jegets’ dystre mørke, med blod, sved, tårer og tilpas humor og komik, så det er til at holde ud. Lucia Vinde Dirchsen spiller den syge med så stor overbevisning, at man undervejs må minde sig selv om, at det hele bare er teater og skuespil. En præstation ud over alle grænser. (Og tilgiv den bløde mandsperson af en anmelder, der må tilstå, at udtrykket gjorde så stærkt et indtryk, at væsken steg ud af øjeæblerne, og fulgte tyngdekraften ned ad kinderne). Dirchsen spiller vrangen ud af sig selv og tilbage igen. Håbløshedens flamme og mørket for enden af tunnellen blomstrer som guldregn gødet af de dansende dæmoner.
Marie Louise Wille er forestillingens uovertrufne skrubsak. Hun turnerer rundt i en righoldig vifte af roller og omstiller sig til perfektion – snart er hun læge, snart sygeplejerske og flere andre roller, vi ikke røber. Wille synes at være en type, der ikke har glemt sin indre spradebasse og kommer godt og grundig ud over den komiske kant.
Yulia Lystbæk kan ikke bare spille formidabelt skuespil, men er også kendt som dukkefører. Hun er et unikum af et energibundt. Ligesom Wille beklæder hun en række forskellige roller både med fut og trut, og hendes dukkeføring er så livagtig, at man bliver skræmt.
Foto: Miklos Szabo
Jens Gotthelf beklæder også flere roller blandt andet som mindfulness fjollert, men også som dukkefører af en ubehagelig dyster dukke, der illustrerer ‘jegets’ velmente, men misforstået forgiftning af logik serveret i cellofanindpakkede løgne, der til syvende og sidst skader den syge. Gotthelf er en mester med sin knurrende stemmeføring.
Instruktør Simon Boberg og holdet har forstået at holde takten, tæften og teten og har ikke begået den klassiske fejl at overspille og levere sjusket misforstået crap, men skuespil på højt niveau i dette pseudounivers.
Læg til det en scenografi, der ikke har set sin lige. En scenografi, der med timing og koreografi er velgennemtænkt og koordineres på sekundslag. Og oven på kransekagen præsenterer man en lyd- og lysside med effekter i alle afskygninger, så man overvældes.
Foto: Miklos Szabo
BÅDTEATRET: Aller dybest nede Kan opleves frem til 23. marts.
BÅDTEATRET: Aller dybest nede – se mere her
Bonus: Desværre kender Deres anmelder kun alt for godt det ALLER DYBEST NEDE formidler og illustrerer i denne vellykkede forestilling på Bådteatret. Undertegnede holder selv landsdækkende foredrag om behandlingstilbuddene i psykiatrien, pårørende inddragelse og den slags ting.
BÅDTEATRET: Aller dybest nede er anmeldt af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION