CISTERNERNE: Omfavnet af mørke
– fra vandreservoir til kunsthal
✮✮✮✮✮
‘ ……… træd ud af hverdagen og ned i en anden underjordisk verden ….’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Cisternerne er et bemærkelsesværdigt sted. De blev anlagt i 1859, som hele Københavns vandtårn på toppen af Frederiksberg Bakke. De fungerede som drikkevandsreservoir. De blev placeret højt for at kunne levere et stabilt vandtryk til alle de nye etageblokke, der blev bygget i kølvandet på industrialiseringens opsving. I 1891 støbte man hvælvede overdækninger i beton og anlagde græsplæner over kamrene, for at beskytte vandet imod forurening. I 1933 lukkede bassinerne som vandmagasin. Professor Minik Rosing har et lærerigt afsnit i bogen om, hvordan lyset, livet og jorden er forbundet med hinanden.
1996 Kulturhovedstad
Det var først i 1981 Cisternerne blev tømt for vand. Da København i 1996 ønskede at blive europæisk kulturhovedstad, fik et lyst hoved en idé og man åbnede for først gang, siden lukningen, op til dybet for at finde ud af, om der kunne være anvendelsesmuligheder for det helt specielle bygningsværk. Man begyndte at have forskellige kulturelle aktiviteter dernede. I 2001 åbnede Museet for Moderne Glaskunst.
I 2013 blev Cisternerne en del af Frederiksbergmuseerne. Og så begyndte der at ske noget. Der kom nyt liv i dem og som de fungerer nu, er det nær sagt perfekt. De er ideelle rammer for kunstudstillinger med et indhold man ikke bare kan proppe ind i almindeligt museums regi. Det kræver selvfølgelig også en del af de kunstnere der påtager sig en opgave af den dimension. De skal få rummene/kamrene til at spille med og være i stand til at give publikum en enestående oplevelse. Det må siges at alle kunstnerne på hver deres måde indtil nu, har gjort et besøg i Cisternerne til en eventyrlig begivenhed.
De 9 kunstnere
I bogen er der beskrivelser af de 9 kunstneres intentioner og tanker bag de værker der har været udstillet. Kunstnerne har kreeret dem direkte til de underjordiske kamre. Den første kunster, der indtog de nærmest andægtige grotter i 2014, var Christian Lemmerz. Hans udstilling Andante, blev en symbiose mellem rummets arkitektur og det mystiske fænomen, at der i disse forholdsvise nye bygninger, er opstået drypstensformationer. Drypsten er almindeligt forekommende i betonbyggerier, men det er intet i sammenligning med dem der er i Cisternerne. De vokser op til 16 cm. om året, hvorimod dem i naturen sniger sig op på en millimeter om året. Vi har her en urban drypstenshule. Lemmerz havde lavet installationer af 16 lysekroneagtige ting med levende lys. De skulle skiftes hver dag. Efterhånden som udstillingen skred frem dryppede stearinlysene som ”drypsten”.
Foto: Johan Rosenmunthe
Kort gennemgang
Året efter gik Ingvar Cronhammar en helt anden vej, og lod vand komme ind i kamrene for første gang i 33 år, i udstillingen han kaldte ‘H. 28’ – lysende vandsøjler, integrerede sig mellem de eksisterende søjler.
Eva Koch, 2016, ‘Den drøm om fred’, brugte videoprojektioner og duer til at forstærke sit udtryk.
I 2017-2018 forblev vandet i Cisterne under Hiroshi Sambuichi værk: ‘Water’. Hiroshi eksperimenterede med at planter og dagslys kom ned i mørket og skulle gro dernede uden kunstig hjælp. Han havde bygget en slags hellig bro, så publikum kunne bevæge sig rundt på den og se på det mere eller mindre levende kunstværk.
Jeppe Hein, 2018, fik en anden dynamik frem i det dystre mørke, ved bl.a. at bruge en gasflamme, som rumklangen forstærkede, i: In is the only way out.
Kunstnerkollektivet Superflex indtog rummene i 2019. Med få science-fiktion elementer skabte de et surrealistisk fremtidsscenarie.
Tomás Saraceno viste i 2020-2021 med ‘Event Horizon’, at når publikum sejler rundt i små fladbundede både, sænker tempoet sig mentalt hos dem.
‘Multiple Realities’ i 2022 var Chiharus bud på endnu en unik oplevelse i undergrunden. Med lette gevandter og snurrende kjoler, forvandlede hun rummene til et levende univers.
Sidste kunstner i denne omgang var i 2023 Kimsooja, med ‘Weaving the Light’. Kunstværker i alle regnbuens farver, i bogstaveligste forstand. Refleksioner af lys gennem plexiglas og lysbrydende film. Læs eller genlæs Freverts anmeldelse her
Kan genbesøges mange gange
Cisternerne er måske ikke umiddelbart indbydende, men enestående, og ved nærmere bekendtskab, er det et sted man besøger igen og igen. Temperaturen ligger hele året mellem 4 og 16 grader og der er altid små vandpytter på gulvet. Selvom man har set en ny kunstudstilling, der lige er blevet præsenteret, vil der hele tiden være nye ting at opdage nede i mørket, så derfor kan man sagtens se den samme udstilling flere gange.
Der strømmer mange følelser igennem en, når man er nede i Cisternerne. Ro, mystik, lidt uhygge, skønhed, ja, det er meget mærkeligt, for det er jo bare nogle rå vægge, hvor akustikken ikke er særlig god og der konstant er et klamt klima. Alligevel lader vi os med glæde fascinere og rive med af bygningsværker som Cisternerne.
Det er en blændende bog og på tide at den er kommet. Cisternerne har fortjent at få en sin egen Coffee Tablebook. Vi kommer rundt om historien og bogen er prydet med smukke illustrationer. Jeg håber den bliver til stor inspiration og giver endnu flere lyst til at besøge Cisternerne. Træd ud af hverdagen og ned i en anden underjordisk verden, det beskriver forfatterne absolut strålende. Og de kan besøges i alt slags vejr. Det bliver interessant at se, hvad Cisternerne byder på i den nye sæson. I mellemtiden kan vi blive ‘Omfavnet af mørket’.
Ingvar Cronhammar, H, 2015 Foto:Christina Capatillo
CISTERNERNE: Omfavnet af mørke. Forfattere: Astrid la Cour, Carsten Thau, Minik Rosing. Forord: Maria Gadegaard. Udgivet på forlaget Strandberg Publishing.
CISTERNERNE: Omfavnet af mørke – se mere her
CISTERNERNE: Omfavnet af mørke er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm