Filmanmeldelse: STERBEN

✮✮✮✮✮

' ….. de 181 minutter er på ingen måde kedsommelige, men psykologisk set for de hårde hunde …..'

– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

STERBEN er et nutidsdrama om flere generationer i en tysk familie. Nogle vil sikkert kalde familien dysfunktionel, og det er muligt den er det, men relationerne og familien som sådan har bestemt elementer, de fleste af os desværre kender fra vores egen familie på godt og ondt – mest ondt.

STERBEN er inddelt i flere 'kapitler', således at vi ser den samme 'real-time' fra flere forskellige rolleindehaveres bord – ikke et nyt greb, men alligevel formidabelt.

Desværre har flere (endda pressemeddelelser – se IMDb her) meldt ud med, at STERBEN skulle være en 'sort-humoristisk' – nærmest komedie, men dette er på ingen måde tilfældet. Om det er fordi de folk, der benævner filmen som sådan, ikke har set STERBEN, ikke har forstand på film i det hele taget, eller om det er en dårlig analyse fra noget AI-crap vides ikke, men filmen er bundseriøs og har måske enkelte øjeblikke af tragikomisk uhygge, men nogen komedie er det ikke.

Ej heller er de hele 3 timer nogen feel good movie. STERBEN er praktisk taget et spejl på de barske realiteter, de fleste af os kan nikke genkendende til fra vores hverdag. Filmens alvor understreges da også ved, at den er tilladt fra 15 år – dette ses sjældent.

Handlingen

Handlingen er rimelig enkel – og dog alligevel så forviklet og sammenfiltret. Hovedpersonen, Tom Lunies (Lars Eidinger), har det ikke lige nemt. Hans mor er kommet i blealderen, og faren er dement. Selv er Tom en slags bonus/papfar til en kvindes barn – en kvinde som ikke er hans kæreste, men som måske alligevel er hans kæreste, uden egentlig rigtig at være det. Udover det trænger barnets biologiske far sig på osv.

Endelig har Tom en rimelig drikfældig lillesøster, der går til sprutten og har gang i en mandelig kollega, nemlig tandlægen Vogel (Ronald Zehrfeld – Babylon Berlin). Han er forresten gift, så helt smart er det heller ikke.

Tom er dirigent og er ved at sætte et klassisk stykke op (STERBEN – Døden) komponeret af vennen Bernard, der døjer med nerverne, temperamentet, selvtilliden, selvværdet plus det løse, og mere til.

Moren Lissys, sønnen Toms og datteren Livs tilværelser ser vi flettet sammen i en indviklet udvikling og vice versa.

Lars Eidinger

Fænomenet Lars Eidinger – ja, jeg kalder ham fænomenet, da han er indehaver af KULTURINFORMATIONs vurdering som en af de bedste nulevende skuespillere p.t. – forsøger ikke at 'spille' skuespil – han 'gør' det bare! Eidinger er en art kvalitetsstempel – vi mødte ham i Babylon Berlin, Persiske Lektioner og PÅ NÆRT HOLD for blot at nævne nogle få. Han overgår meget af det, vi normalt kender dygtige skuespillere for – nogle vil sige naturtalent andre vil sige arbejdsomhed og flid. Hvor om alting er kendes der ingen grænser for Lars Eidingers indlevelse – hans hysteri, sårede kropsholdning, bange øjne, fortvivlede attitude, stoiske ro og raserianfald. Man kan sammenligne ham med sådan én som nu afdøde Gene Hackman.

STERBEN

STERBEN lader i slutningen antyde, at der hersker en form for autentisk drama over handlingen. De 181 minutter er på ingen måde kedsommelige, men psykologisk set for de hårde hunde, hvad familie problemer/relationer angår.

Lad mig sluttelig igen understrege, at jeg finder det anstødeligt at kalde STERBEN 'sort-humoristisk', hvis den er det, kan man også kalde disney-tegnefilmen Snehvide og de syv små dværge for en episode af tv-køkkenet.

Spænd sikkerhedsselen, smag på livet, døden og den 'stræben' og urkraft, vi kender som fortættet benæder med Eidinger ved roret.