HIMMELHAVEN – en mesterlig udvidelse af ORDRUPGAARD

Fransk kunst på ORDRUPGAARD

ORDRUPGAARD er nu endelig fuldt genåbnet. Punktummet er sat for den flerårige nedlukning af Wilhelm Hansens store museumskompleks nord for København.

ORDRUPGAARD er blevet udvidet med samlet set hele 1800 kvadratmeter. Fem enorme udstillingssale, der befinder sig under jorden, er en del af udvidelsen. To af salene er frembragt som en fortsættelse af den forholdsvis nye Zaha Hadids tilbygning fra 2005. I disse to imposante sale befinder Tal R sig pt. og er beregnet til skiftende udstillinger af samtidskunst – hvorfor det meget moderne look ses her.

Ren volapük og bøllespirer

Wilhelm Hansens (1868-1936) livsværk begyndte med ren volapük, og der opstod sød musik mellem ham og en vis Henny, der senere bliver hans frue (gift i 1891). Sammen skabte de Ordrupgaard, og fik med tiden opbygget blandt andet en stor fransk samling af mesterværker også med erhvervelser fra de mange ‘impressionister’.

Historien er i sig selv spændende og dramatisk – økonomiske øretæver, knock-outs og kæberystere blev forceret og Danmark råder nu over en af verdens mest unikke samlinger af de franske impressionister, der snildt står mål med at kunne konkurrere med selv de mest udsøgte museer i verden.

Den Danske Samling

Wilhelm Hansen skabte historie med sine mange opkøb og utrættelige skaberkraft. Han gjorde det også i en tid, hvor disse ‘bøllespirer’ af ‘impressionister’ – nedsættende ment – blev omtalt som sådan. Alle de værker, vi kender og elsker i dag af Manet, Renoir, Pissarro, Monet, Degas, Matisse, Gauguin, Cézanne og alle de andre (I alt over 30 kunstnere), blev i datiden betragtet som slemme frisindede mønsterbrydere – med andre ord de passer perfekt ind i vores danske frisind, og den forudseenhed gav pote for Wilhelm Hansen.

Forfærdende forbryderbande – IMPRESSIONISTERNE

I 1876 indfinder der sig en sur anmelder i en af de parisiske saloner og i de mest poetiske vendinger taler han nedsættende om de seks mislykkede kunstnere, der ‘hævder, de fremstiller malerkunst’. ‘Forfærdende’ lyder hans konklusion om blandt andre vores danske Pissarro. Anmelderen har dog regnet ud, hvem der temmelig sikkert er ‘foregangsmand’ for denne ‘forbryderbande’ nemlig noget så slemt som en ‘kvinde’, der bidrager til de ‘vanvittige udsvævelser’.

Et maleri med titlen ‘impression, Soleil levant’ eller ‘Indtryk, Solopgang’ – af Monet, bliver af kunstkritikeren Louis Leroy nedsættende døbt som ‘impressionistisk’, og derved bliver han mod sin vilje ophavsmanden til navngivelsen af denne helt nye strømning og bevægelse, der altså kan andet end blot at male et fotografi af, men også forstår sig på skønheden i livet.

Armand Guillaumin (1841-1927)

Nyudgivelsen, FRANSK KUNST PÅ ORDRUPGAARD✮✮✮✮✮

Mange af disse spændende tilsnigelser er at finde i Anne-Birgitte Fonsmarks nyeste udgivelse FRANSK KUNST PÅ ORDRUPGAARD. Bogen har et unikt værkkatalog, hvor Fonsmark på yderst behændig vis formidler informationer om hvert enkelt værks tilblivelse og dertil hørende anekdoter og sågar afslørende røntgenfotograferinger af enkelte værker.

FRANSK KUNST PÅ ORDRUPGAARD udgives af Ordrupgaard med Strandberg Publishing som forlag. Som sædvanlig er trykket perfekt, og i øvrigt på det skønneste kraftige papir, så hvert enkelt print fremstår som et foto på karton.

Indvielsen af de nye faciliteter – Snøhettas tilbygning

Indvielsen af norske Snøhettas nye underjordiske bygninger bød også på royalt besøg af H.K.H. Kronprinsen. Anne-Birgitte Fonsmark viste rundt i de smukke underjordiske sale sammen med Snøhettas arkitekter.

H.K.H. Kronprinsen, Brian Mikkelsen og Snøhetta-grundlægger Kjetil Trædal Thorsen

KULTURINFORMATION fik lejlighed til at samtale med museumsdirektøren og hun fortalte, at man allerede i 2009 begyndte at tage de første spæde mentale spadestik til det gigantiske projekt. Udvidelsen har rundet de 131 millioner kroner, som alle er rejst af generøse fondsmidler fra nogle af vores lands førende bidragydere. Selv om Zaha Hadid ikke var en del af Snøhettas team, nåede hun dog før sin død at se de første tegninger og udkast til den kommende tilbygning, der i harmoni med hendes eget værk viderefører hendes idé.

HIMMELHAVEN under jorden

I de tre nye underjordiske sale til den franske kunst, bringes vi 7 meter ned under jorden. De tre sale er moderne, men dog skabt med et antikt look, der til forveksling minder om de oprindelige Wilhelm Hansens udstillingssale på stedet. Oven på bygningen ses en skulpturel stålkonstruktion, med reflekterende facetter, der, som Snøhettas arkitekt fastslår, er tilstræbt at skulle mime netop de impressionistiske himle, vi er så bekendt med – og man har endda mulighed for at betræde denne ‘himmelhave’ og vandre tværs igennem den.

Hvad mon Rodins Grubleren mener om det alt sammen?

En sart grøn olivenfarve danner baggrunden for de franske værker – her er tale om en velvalgt mat afdæmpet farve, der ikke forstyrrer, men fremhæver de udstillede malerier. En journalist spurgte til pressevisningen, hvad farvens navn er, og arkitekten døbte den på stedet til at hedde ORDRUPGAARDGRØN.

Lyssætningen er yderst afdæmpet for at skåne værkerne, hvilket har gjort, at de sarte pasteller nu også kan fremvises. Tidligere gjorde pladsmanglen, at store procentdele af den franske samling var forvist til magasinerne og kun kom frem ved særlige lejligheder – nu kan Fransk kunst på ORDRUPGAARD endelig ses som et samlet hele.

Et søm på en væg

Præsentationen af den franske kunst er overvældende smuk. Vi fik også spurgt Fonsmark om selve ophængningen af de konkrete værker i forhold til hinanden. Direktøren fortæller, at der selvsagt i mange måneder før færdiggørelsen af byggeriet har været et skrivebordsarbejde uden lige med at placere de enkelte værker. Nogle kunstnere hænger for sig selv, alene. Andre kunstnere er mixet med hinanden, da deres motiver supplerer og komplimenterer hinanden. Enkelte kunstnere er så meget ‘deres egen’, at disse har været udfordrende at ‘få plads til’.

Anne-Birgitte Fonsmark har været museumsdirektør på Ordrupgaard siden 1995

Man kan således glæde sig til fordybelse i de mange værker. Se eller gense gamle kendinge som Rodins Grubleren (1880), Renoirs ultra smukke Rumænerinde (1877), Matisses Blomster og frugter (1909), Cézannes Badende kvinder (ca. 1895).

Udover det snydes vi ikke for Pissarros parisermotiver, Gauguins landskaber og bare kvinder, Degas’ skitseagtige malerier og vi kunne blive ved.

Den franske samling er nu permanent, og kan opleves, når hjertet lyster det. Se mere her