EFTER STILHEDEN – kunstens kvinder tager ordet

på Statens Museum for Kunst

 

 

 

 

Hannah Höch, Die Braut (Pandora), 1924-27, Olie på lærred, 114 x 66 cm, Berlinische Galerie, Landesmuseum für Moderne Kunst, Berlin © Hannah Höch / VISDA. Foto: Kai-Annett Becker/Berlinische Galerie

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

I 2020 ramte vi ind i 50-året for kvindekampen. I 1970 blomstrede rødstrømpebevægelsen. Men havde den ikke altid ligget og ulmet? Jo, det havde den retfærdigvis nok.

 

SMK har i anledning af 50-året for denne frihedskamp sammensat udstillingen ‘EFTER STILHEDEN – kunstens kvinder tager ordet’, (at den kommer med et lille års forsinkelse skyldes naturligvis nedlukningen). Vi mødes af over 130 værker af i alt 18 kvindelige kunstnere.

 

Vi bringes ikke kun tilbage til 1970, men også 50 år før det – så altså en retrospektiv rejse tilbage de seneste 100 år – set fra kvindernes forladte kødgryder. Kvinder der vel at mærke kunne andet end at lade sig undertrykke af de kværulerende mænd, og selv kunne stille op for bollemælk.

 

 

 

Foto: Roxnakowsky

 

 

Slør, blevask og ligeløn

Museumsinspektør Birgitte Anderberg er kurator på udstillingen. Som mand med stort ‘M’ og blødt ‘D’, dristede jeg mig til at rose udstillingen for ikke at kamme over og lade de højtråbende tønder buldre mest. Anderberg forklarer også, at sigtet ikke er at markedsføre metoo-bannerførerne, der råder på dagsordenens SoMe-tapet i dag, men udstillingen blot er et indblik i den kvindeverden, der de seneste 100 år er brudt frem gennem kunsten. Nogle vil sikkert savne mere hårdtslående rødstrømperi, mandehån og ‘krænkelsesparathed’. Det er ikke den faldgrube, man har ladet sig suge ind i i tilrettelæggelsen af udstillingen. Samtidig oser udstillingen af slør, blevask og ligeløn.

 

Moderskabet og kvindesindet i kunsten er det, som ‘EFTER STILHEDEN – kunstens kvinder tager ordet’ sætter fokus på. I udstillingen kommer vi ikke uden om Dea Trier Mørchs (1941-2001) kampglade linoleumssnit, som mange af os husker fra barndommen eller ungdomsårene.

 

Den tyske Hannah Höch (1889-1978) var en del af dada-bevægelsen og præsenterer os for noget nær surrelle verdner, hvor kvinden som brud er et spejlbillede af sin egen porcelæns dukke. Metafysiske universer, der beskriver kvindens vilkår i den daværende mandsdominerede verden. Höch leder tankerne hen på sine samtidige Olivia Holm-Møller og Rita Kernn-Larsen.

 

 

 

Hannah Ryggen, Grini, 1945, © Trondheim kunstmuseum / BONO, foto: Ute Freia Beer © Hannah Ryggen / VISDA

 

 

 

 

 

 

En anden Hannah, nemlig en svenskfødt med efternavnet Ryggen (1894-1970) levnes utrolig meget plads på udstillingen. Og det er ikke uden grund. Hendes værker er enorme. Hun taler til os gennem væven. Hun selv og hendes mand og barn var bosiddende i Norge, hvor de levede spartansk på en selvforsynende gård, men storpolitikken – det være sig nazismen eller atomtruslen fandt vej gennem hendes gigantiske billedtæpper. Disse gobeliner består for øvrigt af hjemmegjorte materialer, som Hannah Ryggen selv fremstillede på husmoderlig vis.

 

 

 

Foto: Roxnakowsky

 

 

 

Danske Kirsten Christensen (f.1943) beskriver i slutningen af 70’erne alderdom og sindslidelser i billedfortællingen Min Mor og Mig. På lertavler hænger hun med god grund den daværende psykiatri ud som en skamplet på velfærdsstaten – i dag har psykiatrien gjort fremskridt, men der er et stykke vej endnu sine steder. Læs her om Ingvar SodaBark, vi tidligere har anmeldt. Christensen viser os, hvordan mor/datter rollerne er byttet om, og disse værker har i øvrigt ikke set dagens lys siden 70’erne og det er med stor glæde for offentligheden, at værkerne nu kan nydes samlet på SMK.

 

Kirsten Christensen, Jeg holder min mor for øjnene, 1977-78, Relief, Københavns Kommunes Kunstsamling © Kirsten Christensen / VISDA. Foto: Torben Eskerod

 

 

Et fly & 8 sekunders-øvelsen

Vi kommer også tæt på en flyvemaskine – ja, De læste rigtigt. Statens Museum for Kunst har ganske enkelt installeret et helt fly på skulpturgaden som kunstneren Simone Aaberg Kærn (f.1969) er ansvarlig for – se historien om kunstnerens togt fra Lille Skensved til Kabul, hvorfor og hvordan på museet.

 

Louisiana aktuelle Pia Arke (1958-2007) er også med på udstillingen, hende kan man læse mere om her. Endelig er også Tabita Rezaire (f.1989) repræsenteret med videoværket ‘Deep Down Tidal’ – mange husker hende sikkert fra Arkens store udstilling om ‘Samfundsprognoser’.

 

SMK har udgivet en skøn lille håndbog om kunstnerne og værkerne. Her finder du også samtale/skrive og interview-øvelser. Og du lærer også ‘8 sekunders øvelsen’ at kende, hvis du ikke allerede kender den.

 

 

Hannah Höch, Der Zaun, 1928, Olie på lærred, 88,5 x 87 cm, Berlinische Galerie, Landesmuseum für Moderne Kunst, Berlin © Hannah Höch / VISDA. Foto: Kai-Annett Becker/Berlinische Galerie

 

 

 

 

Udstillingens ‘look’ møder os med en lettere rå 1970’er stemning. Forhåndenværende materialer fra ‘kvindernes hjem’ er blevet flikket sammen, og vi ser således pap, træ og malet beton titte frem i forskellige kulører eller ubehandlet. Kvindeligt, bæredygtigt og hjemmegjort.

 

Temaet EFTER STILHEDEN kan der tolkes på, men noget af udstillingens sigte er dog den stilhed, der opstår, når krigens (anført af mænd) kanoner forstummer, og kvindens hverdagsliv vender tilbage til ‘normalen’, der måske er ‘unormalen’?

 

Sluttelig så husk lige at tjekke ‘Meltingtime’ ud. Installationen forsvinder, mens du kigger på den.

 

‘EFTER STILHEDEN – kunstens kvinder tager ordet’ kan nydes på SMK fra 28. august – 21. november 2021.

 

 

Tjek også Direktør Mikkel Boghs KLUMME om et helt andet emne ud her

 

 

 

EFTER STILHEDEN – kunstens kvinder tager ordet er anmeldt af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION